Bliv abonnent
Annonce

Her er de nominerede til Tingprisen 2025

De nominerede til Tingprisen 2024 er Morten Messerschmidt, Aaja Chemnitz og Jeppe Bruus.

De nominerede til Tingprisen 2024 er Morten Messerschmidt, Aaja Chemnitz og Jeppe Bruus.
Foto: Niels Ahlmann Olesen, Mads Claus Rasmussen og Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
3. oktober 2025 kl. 02.00

En minister, en partiformand og – for første gang – et folketingsmedlem valgt i Grønland.

Det er feltet, der dyster om at vinde Tingprisen 2025.

Prisen uddeles hvert år af Altinget til en politiker, der med sin kommunikation har været med til at fremme danskernes forståelse af dansk eller europæisk politik. Sidste års vinder var SF's stemmesluger ved valget til Europa-Parlamentet, Kira Marie Peter-Hansen.

"Tingprisen er en institution på Altinget. Og det er en hædersbevisning, som betyder noget, netop fordi den kommer fra et medie, der ikke hælder hverken til højre eller venstre, men derimod bare tror på politik. Jeg har bemærket, at en af de tidligere prismodtagere har sin statuette stående på sit kontor i Statsministeriet," siger Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen.

Om Tingprisen

Tingprisen gives til en dansk politiker med særlig evne til at kommunikere sin politik, så Christiansborg eller EU kommer tættere på vælgerne.

Med Tingprisen følger en bronzeskulptur lavet specielt til prismodtageren af kunstneren Hans Pauli Olsen.

Juryen bag årets uddeling af Tingprisen består af:

• Pernille Skipper, forhenværende politisk ordfører i Enhedslisten og formand for Coop
• Jakob Nielsen, chefredaktør for Altinget
• Anna Ebbesen, bestyrelsesmedlem og strategisk rådgiver samt tidligere rådgiver for henholdsvis Venstre og Radikale Venstre på Christiansborg
• John Wagner, bestyrelsesmedlem og politisk kommentator samt tidligere administrerende direktør for De Samvirkende Købmænd, generalsekretær i Det Konservative Folkeparti og Christiansborg-journalist
Prisoverrækkelsen finder sted onsdag 8. oktober fra klokken 16.00 til 17.00 på Altingets adresse i Ny Kongensgade. Her vil der være gratis adgang for alle, der har lyst til at deltage (tilmelding her).

Inden overrækkelsen vil en af landets førende eksperter i politikeres brug af sociale medier, Valdemar Osted, give et bud på, hvordan de kommende to valg vil udfolde sig i den digitale sfære:

Facebook og Instagram er på vej med et forbud mod politisk reklame på deres kanaler, men samtidig har de meldt ud, at netop politisk indhold skal fylde mere i algoritmen. Alt det vil Valdemar Osted fra Common Consultancy tale om.

Derefter vil der være en politisk debat med årets tre nominerede, hvor vi skal høre mere om, hvordan de hver især planlægger deres politiske kommunikation.

Du kan læse mere om årets tre nominerede her:

"Slagkraftig og brutal"

Morten Messerschmidt
Formand for Dansk Folkeparti

Formanden for Dansk Folkeparti er en ekstremt dygtig kommunikator.

Og det er i høj grad gennem meget bevidst og målrettet kommunikation, at han har vendt sit partis nedtur til forbløffende fremgang. Samtidig er det lykkedes ham at placere Dansk Folkeparti som et fuldgyldigt medlem af blå blok.

Morten Messerschmidts retorik er meget slagkraftig, og han behersker det danske sprog bedre end de fleste af hans kolleger. Han kombinerer historisk dannelse med en brutalitet, der tilsammen udgør en meget imponerende form for politisk kommunikation.

Læs også

Selv om han har været med i toppolitik i mange år, er Messerschmidt aldrig bleg for at anvende de nyeste metoder inden for politisk kommunikation. Hans genrejsning af Dansk Folkeparti bygger i høj grad på et systematisk fokus på sociale medier og en nysgerrig tilgang til de muligheder, den kunstige intelligens byder på.

Det kan man begræde i den traditionelle del af pressen, men det ændrer ikke på, at Morten Messerschmidt er med helt fremme i feltet af de politikere, der fornyer den politiske kommunikation og dermed skaber forbindelser med vælgerne på nye måder.

For den indsats er han nomineret til Tingprisen.

"Tager os i skole uden at skubbe os væk"

Aaja Chemnitz
Medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit

Aaja Chemnitz er en politiker, der samler.

I det storpolitiske magtspil om Grønland har hun optrådt som ekstremt vidende og meget tålmodig kommunikator i den svære bermudatrekant Danmark-Grønland-USA.

Hun har holdt USA ud i strakt arm, samtidig med at hun har forklaret Danmark og danskerne ting, de ikke vidste om Grønland.

Hun har formået at gøre det på en måde, der ikke splitter, men derimod underviser os. Hun har taget danskerne i skole uden at skubbe os væk.

Læs også

Det er ganske enkelt godt gået, at hun ikke har tabt sin opbakning blandt de grønlandske vælgere, selv om hun har insisteret på ikke at tale med to tunger.

I en meget svær situation har hun valgt at tale rigsfællesskabet op og undgået at fremmane fjendebilleder, hvor mange andre ville have forsøgt at score de nemme point.

Aaja Chemnitz kommunikerer politik på en måde, der både afspejler mod og stor viden, og derfor er hun nomineret til Tingprisen.

"Tager den svære snak"

Jeppe Bruus (S)
Minister for Grøn Trepart

Jeppe Bruus lever på mange måder slet ikke op til de krav, som den moderne medievirkelighed stiller. Han er ikke nogen sprudlende kommunikator, hans ansigtsudtryk afslører meget sjældent store følelser, og han jagter ikke sine modstandere i kommentarfelterne på sociale medier.

Men han gør noget andet, som er nok så vigtigt: Han tager sig ret god tid til at forklare, hvorfor politik er vigtigt.

Som minister for den grønne trepart styrer han et ministerium, de færreste danskere forstår – men som rent faktisk dækker et meget polariseret politisk område. Men han har smøget ærmerne op og taget de svære snakke. Han har respekt for saglig og ordentlig kommunikation.

Tidligere vindere

Tidligere prismodtagere:

2004: Lene Espersen (K)

2005: Helle Thorning-Schmidt (S)

2006: Villy Søvndal (SF)

2007: Pia Kjærsgaard (DF)

2008: Morten Østergaard (R)

2009: Bertel Haarder (V)

2010: Søren Pind (V)

2011: Johanne Schmidt-Nielsen (EL)

2012: Mette Frederiksen (S)

2013: Henrik Sass Larsen (S)

2014: Pia Kjærsgaard (DF)

2015: Uffe Elbæk (ALT)

2016: Zenia Stampe (R)

2017: Lars Løkke Rasmussen (V)

2018: Margrethe Vestager (R)

2019: Mattias Tesfaye (S)

2020: Mette Frederiksen (S)

2021: Karsten Lauritzen (V)

2022: Pelle Dragsted (EL)

2023: Alex Vanopslagh (LA)

2024: Kira Marie Peter-Hansen (SF)

Jeppe Bruus er en af de ministre, der ofte stiller op selv frem for at sende en skriftlig kommentar. Han forsøger at tage danskerne i hånden – og at tage dem alvorligt nok til at forklare, hvad der er i gang.

I hans ministerium kunne ulven sagtens løbe med det hele, men det har Jeppe Bruus håndteret uden at forfalde til de nemmeste forklaringer.

Endelig er han meget aktiv med at være tilgængelig lokalt. Det er en vigtig og prisværdig egenskab for politikere i en tid, hvor dagsordenen er både omskiftelig og global.

For sin lavpraktiske og demokratiunderstøttende kommunikation er Jeppe Bruus nomineret til Tingprisen.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026