Bliv abonnent
Annonce
Debat

Ida Auken til Brinkmann: Åndelig oprustning er ikke et kristent korstog – det er et forsvar for demokratiet

Åndelig oprustning handler for os om at styrke sine værdier og sit værd som land. Det handler absolut ikke om at indlede korstog mod anderledestænkende eller gå i krig i Guds navn, skriver Ida Auken (S)
Åndelig oprustning handler for os om at styrke sine værdier og sit værd som land. Det handler absolut ikke om at indlede korstog mod anderledestænkende eller gå i krig i Guds navn, skriver Ida Auken (S)Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Svend Brinkmann kritiserer i et indlæg her på Altinget regeringens tilgang til åndelig oprustning.

Han har to kritikpunkter, som jeg gerne vil svare på. Dels mener han, at åndeligheden bliver til et middel for oprustning, og ikke et mål i sig selv. Og dels synes han, at kristendommen fylder for meget.

Brinkmann begynder sit indlæg med at insistere på, "at de åndelige fænomener har en værdi i sig selv".

Det er jeg fuldstændig enig i. Demokrati, kultur, foreningsliv, frihed og fællesskab har en værdi i sig selv. Det er vel nærmest det, vi lever for. 

Læs også

Vores veje skilles der, hvor Brinkmann ikke kan se det vigtige i at indlede en grundlæggende samtale med befolkningen om, hvad det egentlig er, vi kæmper for at bevare. Fordi det i Brinkmanns optik betyder, at det åndelige dermed bliver et middel til oprustning, ikke et mål i sig selv.

Der er ikke tale om et kristent korstog

Her mener jeg, at Brinkmann tager fejl i sin forståelse af i hvert fald Socialdemokratiets opfattelse af åndelig oprustning.

Målet for os vil altid være bevarelse og styrkelse af demokratiet, fællesskabet og dansk kultur. Sikkerheden er midlet. 

Det handler absolut ikke om at gå i krig i Guds navn.

Ida Auken (S)
Demokratiordfører med fokus på åndelig oprustning

Til gengæld tror vi ikke på, at et land kan forsvare sig, hvis det ikke ved, hvad det kæmper for. Slet ikke i et demokrati, hvor det er helt afgørende at have befolkningen med. Et folk bestående af demokrater er ubetinget det bedste værn mod totalitarisme.

Brinkmann er bange for, at talen om åndelig oprustning udvikler sig til et kristent korstog. Det bliver ikke på Socialdemokratiets vagt.

Vi mener, at man aldrig kan gøre sit religiøse argument til et tvingende argument for andre mennesker. Religiøse forskrifter må vige for demokratiet, hvis der kommer konflikter. Og vil man ændre noget, må man den lange vej igennem diskussion, afstemning og lovgivning.

Åndelig oprustning handler for os om at styrke sine værdier og sit værd som land. Det, mener vi, er det bedste forsvar – sammen med en nødvendig militær oprustning. Det handler absolut ikke om at indlede korstog mod anderledestænkende eller gå i krig i Guds navn.

Når vi alligevel mener, at det giver mening at tale om kristendommen i denne tid, er det fordi dansk kultur, de danske værdier og det danske demokrati ikke er blevet til i et vakuum.

De er blevet til på det europæiske kontinent, hvor særligt én religion har spillet en afgørende rolle, nemlig kristendommen. De grundlæggende fortællinger om, at hvert eneste menneske har en værdi i sig selv, og at mennesket altid er værdigt til frihed og beskyttelse, kan også i dag være en ressource for os.

Det behøver man bestemt ikke at være kristen for at mene. Men man skal kende sin historie og sit ophav, og man kan måske endda hente noget inspiration i Danmarks og Europas åndshistorie. 

Læs også

Vi skal turde tale om vores kultur og værdier

Brinkmann sammenligner ånden med en sommerfugl, som man skal tage forsigtigt på, og som er fri. Det er et smukt billede, og jeg ser en fin sommerfugl for mig, der sværmer rundt i en rolig have. 

Vi skal turde tale om vores kultur og værdier. For ellers bliver vi simpelthen for lette at overmande.

Ida Auken (S)
Demokratiordfører med fokus på åndelig oprustning

I en ideel verden uden krig og konflikt kunne vi bare stoppe billedet der. Men hvis hele haven er truet, er det ikke nok at dyrke blomsterne og beundre sommerfuglene i haven. Så må man også være klar til at forsvare haven, fordi den er af så stor værdi.

Demokratiet, freden og åndsfriheden kræver i disse tider både militær oprustning og kampvilje, sådan som ukrainerne viser os. Hvis du ikke ved, hvad du ofrer dig for, er det meningsløst at gå i krig. Det er formentlig det eneste sted, hvor ukrainske soldater har en fordel frem for russiske eller nordkoreanske, der knap ved, hvor de befinder sig, og hvad de kæmper for.

Derfor må og skal vi turde tale om både vores kultur – hvad der gør den til noget særligt for os – og vores værdier, som gør os stærke. For ellers bliver vi simpelthen for lette at overmande. Og så vil der hverken være have, blomst, ånd eller sommerfugl tilbage. 

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026