Københavnske børnehaver: KL’s hykleriske spareøvelser er på kant med loven

Pædagogstøtten til børn i dagtilbud med tegn på autisme, ADHD eller udviklingsforstyrrelser er så sparsom i Københavns Kommune, at det spænder ben for den omsorg, børnene har krav på, skriver jurist og tre børnehaveledere.

Det er kommunens opgave at gribe de børn, der har særlige behov. Det oplever vi ikke sker i dag, skriver en jurist og tre børnehaveledere.Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Rikke Rosengren, Marianne Fogelstrøm, Radhika Larsen og Annette Foltmann

Hhv. leder af Børneøen Bonsai, leder af Børnehuset Lillekilde, leder af Rooftop og jurist i SPIA (Selvejende og Private Institutioners Administrationsselskab)

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

KL er bekymrede for, at for mange børn i dag går i specialtilbud med henvisning til inklusionsloven, der siden 2012 har dikteret, at flest mulige børn skal integreres i den almindelige folkeskole.

Jurist og talskvinde for #enmillionstemmer, Monica Lylloff, advarede om forleden i Altinget om, at udmeldingen mest af alt er et hyklerisk forsvar for en spareøvelse. Det opråb vil vi, der arbejder med børn i børnehaver i landets største kommune, København, gerne tilslutte os.

For KL bør vide, at problemerne starter hos os og med de besparelser, der sker på området for børn med særlige behov for støtte. Vi oplever i disse år, at vi ikke kan få støttetimer nok til vores børn.

Når vi oplever, at Københavns Kommune i praksis styrer efter puljer, hvor økonomiske midler skaber regler, der sættes over skønnet af barnets behov, så er det på kant med loven
Rikke Rosengren, Marianne Fogelstrøm, Radhika Larsen og Annette Foltmann

I 2019 meldte Københavns Kommune ud til daginstitutionerne, at man fra 2020 skulle spare 11 millioner på støtte til børn med særlige behov. Hidtil havde institutionerne kunnet søge midler til selv at ansætte støttepædagoger til at tackle børn med særlige behov.

I dag sender man kun støttepædagoger ud fra kommunen i ganske få timer per barn med særlige udfordringer af social eller sundhedsmæssig karakter, så hvor vi før i tiden fik tildelt 10 støttetimer ugentligt til et barn, får vi i dag måske kun halvanden.

Den vejledende hjælp er dermed slet ikke lig den støtte, vi reelt har brug for. Københavns Kommune forklarer principperne for støtten med henvisning til inklusionsloven, men når små børn har brug for hjælp til at komme i trivsel, og de ikke får det, så rækker effekterne langt ind i folkeskolen og barnets liv.

På kant med loven

Ifølge dagtilbudsloven og serviceloven har alle børn ret til at blive udredt og modtage støtte fra kommunen, hvis de har behov for det.

Så når vi oplever, at Københavns Kommune i praksis styrer efter puljer, hvor økonomiske midler skaber regler, der sættes over skønnet af barnets behov, så er det på kant med loven. Det er kommunens opgave at gribe de her børn. Det oplever vi ikke sker i dag.

Læs også

Jurist: KL gør børn med særlige behov til gidsler i kynisk spinstrategi

Debat

For os, der har børn fra andre kommuner, hvor man stadig giver støtte i form af varme hænder, kan vi se, hvordan et barn kan bringes i trivsel.

I et konkret eksempel fra en af vores institutioner får en dreng i Gentofte Kommune ti støttetimer om ugen, og med en udsættelse af skolestart trives drengen i dag, så han kan komme i almindelig skole. Hjælpen på dette tidspunkt i et barns liv kan gøre hele forskellen på, om barnet udvikler sig, så det kan komme i den almindelige folkeskole i stedet for et specialtilbud.

Vi mener, at det er ved at være på tide, at kommunerne og KL finder ud af, at de skal sætte børnene i centrum igen og lytte til os fagprofessionelle og forældrene, der er sammen med børnene i dagligdagen i stedet for at fokusere på en idé om inklusion.

I dag oplever vi, at flere børn med udfordringer samles i små institutioner – typisk private og selvejende – måske fordi de bedre kan rummes og trives her hos os. Men når vi bruger dyrebare år af børns liv på at sende dem rundt i systemet som kastebolde, fordi vi ikke prioriterer at bruge tid på dem, når de har brug for det, så bliver det dyrt på den lange bane.

Har vi virkelig råd til det?

Politik har aldrig været vigtigere