Hun er formentlig den eneste her til lands, der har en taburet med sit navn på i både byråd, regionsråd og folketing på samme tid. Men nu får det også en ende, for den konservative Brigitte Klintskov Jerkel har valgt ikke at genopstille til regionsrådsvalget i 2021.
Det skriver Sjællandske Nyheder.
Brigitte Klintskov Jerkel har siden juni 2018 haft plads i Folketinget som stedfortræder for partifællen Brian Mikkelsen, samtidig med at hun har siddet i Greve Byråd siden 2006 og siden 2014 i regionsrådet for Region Sjælland.
Mandatet i regionsrådet har hun dog haft orlov fra, siden hun netop blev valgt ind i Folketinget. Derfor giver det ifølge hende også god mening, at det er det mandat, som må droppes nu.
Derudover er det også mest praktisk.
"I regionsrådet ligger møderne ofte midt på dagen og alle mulige steder i regionen. I Greve ligger møderne i byrådet og i økonomiudvalget, hvor jeg har plads om mandagen, hvor der som regel er mødefri i Folketinget. Da jeg samtidig er mit partis eneste medlem, er jeg også borgmesterkandidat. Og det vil jeg fortsat gerne stille mig til rådighed for," siger hun.


























