Lektor: Remigration vil gøre dansk politik til et realityshow, hvor flertallet stemmer de andre ud

Hvis de ikke er tilpassede nok, skal vi fratage dem retten til at være en del af samfundet. Gennemføres ideerne vil dansk politik konverteres til et realityshow, hvor deltagerne stemmes ind og ud på baggrund af andres vurderinger.

Et feudalistisk tankesæt

Selvfølgelig kan man anføre, at vi altid har bedømt hinanden: Hvem er de gode, flittige og dygtige; hvem er de onde, dovne og dumme? Hvem bidrager (mest) til samfundet, økonomisk og kulturelt, og hvem gør ikke?

Og vores sociale værdsættelse spiller rent faktisk nogle gange ind på respekten for hinanden: Vi mener ikke altid, at dem, vi ikke værdsætter socialt, har krav på respekt. Men det er en problematisk kobling. For social værdsættelse og respekt er ikke det samme. Vi kan godt respektere andre uden at værdsætte dem socialt.

Det er problematisk med et samfund, hvor man på skift kan stemme hinanden ud.

Tore Vincents Olsen
Lektor, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

At respektere andre implicerer at forholde sig til dem på bestemte måder, uanset om man værdsætter dem, og det de står for.

Det at respektere andre betyder, at man insisterer på, at de har en bestemt status, typisk udtrykt ved rettigheder, som man ikke forbryder sig på. Det er en status, som det politiske og juridiske fællesskab i sidste instans garanterer.

Efter de borgerlige revolutioner er spørgsmålet om rettigheder grundlæggende blevet skilt fra spørgsmålet om den sociale værdsættelse.

Fordi de alle er mennesker og borgere, skal de onde, dovne, og dumme have de samme grundlæggende rettigheder som de gode, flittige og dygtige.

At knytte respekt til værdsættelse er at genindføre et tankesæt fra feudaltiden: Dem, der er mere værd eller bedre end andre, skal have andre og bedre rettigheder.

Ikke et realityshow

Udover de feudale og hierarkiske implikationer er problemet med at knytte social værdsættelse til respekt, at der er stor forskel på, hvad vi tillægger værdi.

For nogle er den private sektor, landmænd og industriledere de store helte. For andre er det de offentligt ansatte varme hænder, underviserne og kvinder og mænd i uniform.

Derfor kan man ikke lade menneskers grundlæggende status som medlem af samfundet bestemme af andres vurdering af deres sociale værd.

Faktisk kunne man mene, at forudsætningen for, at vi kan tillade os at bedømme hinanden og hinandens værdi, er, at vi har de samme grundlæggende rettigheder og dermed muligheden for at bedømme hinanden på lige fod og for selv at bidrage og gøre os bemærket hos andre.

Det fremstår respektløst, at nogle sætter sig til at vurdere, om andre skal have ret til den respekt, alle har krav på.

Tore Vincents Olsen
Lektor, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Livet er ikke et realityshow, og i en tid hvor vi ellers har fastslået, at alle mennesker skal respekteres på lige fod (blandt andet på grund at deres lige evne til at foretage værdidomme og træffe autonome valg), fremstår det respektløst, at nogle sætter sig til at vurdere, om konkrete andre skal have ret til medlemskab af det juridiske og politiske fællesskab – og dermed den respekt, alle har krav på.

Set også i lyset af, at det ikke er oplagt, at der er nogle, som har væsentligt bedre dømmekraft end andre i så henseende. Vi er alle nogenlunde på niveau.

Imidlertid insisterer strammerne i diskussionen om statsborgerskab og remigration nu på forunderlig vis på, at de er kvalificerede til at vurdere, om andre er værdifulde medlemmer.

De mener sig i stand til at afgøre, om andre bidrager tilstrækkeligt politisk, økonomisk, kulturelt og måske endda religiøst, i forhold til at blive givet de rettigheder som i sidste instans sikrer dem at blive behandlet med respekt.

Hvem bliver stemt ud næste gang?

Men udover at det bryder med den moderne adskillelse mellem social værdsættelse og respekt, er det en risikabel vej at gå.

Tænk nu, hvis flertallet faktisk viser sig at være progressive, frisindede og super-woke og ser de nationalkonservative kulturkristne som umoderne bagstræbere og intellektuelt tilbagestående lyseslukkere, hvis eneste 'bidrag' er dårlig stemning og overdreven national patos.

Hvad nu, hvis de ud fra samme sammenknytning af social værdsættelse og respekt vil sende dem tilbage til de jordhuler, de kommer fra?

Eller vil overlade dem til åndeligt beslægtede i nærområdet – for eksempel Rusland, der er kendt for sin kristenkonservative og anti-woke nationalisme – som bedre er i stand til at imødekomme deres behov?

Med andre ord er det problematisk med et samfund, hvor man på skift kan stemme hinanden ud. Måske er det bedre at insistere på, at respekten og de grundlæggende rettigheder, herunder til at leve på måder, som ikke skader andre, ikke afhænger af, om andre kan se værdien i, hvem vi er, og hvordan vi lever?