Forsker: Remigration er ikke politik. Det er racisme i forklædning

Begrebet bruges strategisk til at forskønne og legitimere en racistisk tankegang. Det præsenteres som et sagligt svar på et samfundsproblem – men problemet, der hævdes at skulle løses, er i sig selv konstrueret.

Det bygger på fordrejede forestillinger, konspirationsteorier, frygt og løgne. Om “masseindvandring”, “islamisering” og “tabt danskhed”.

Det er ikke bare et spørgsmål om ord. Det er et spørgsmål om, hvordan racisme klæder sig ud for at blive spiselig eller stueren.

Mira C. Skadegård
Lektor og diskriminationsforsker, Aalborg Universitet

Strategien er ikke ny. Den såkaldte identitære bevægelse i Frankrig begyndte for over et årti siden at bruge ordet remigration som en erstatning for deportation – netop for at undgå associationer til etnisk udrensning og Holocaust.

I stedet fik begrebet en overfladisk akademisk klang, men med samme indhold: ønsket om et etnisk homogent (hvidt) Europa.

At tage begrebet alvorligt – at engagere sig i det – stiller faktisk kritikere og videnseksperter i en klemme.

For blot ved at forholde sig til emnet anerkender man indirekte et koncept, der ikke bare er amoralsk, men også juridisk meningsløst i forhold til demokrati og borgerrettigheder.

En farlig normalisering

Remigration er i realiteten et kontravidenskabeligt og uladsiggørligt projekt – en moderne form for etnisk udrensning, som trods alt er ulovligt og i sit grundlag helt udemokratisk og uanstændigt. Noget, som vi plejer at sige er helt igennem en undergravning af danske værdier.

Det virkeligt bekymrende er, hvordan denne sprogbrug nu bevæger sig fra yderfløjen og ind i den politiske midte. Når politikere i centrum også begynder at tale om “store udvisningsbølger” og nødvendigheden af at “få folk hjem”, så bliver det, der før var ekstremt, pludselig præsenteret som almindelig politik.

Når midten overtager yderfløjens ord, bliver yderfløjens idéer normaliseret.

Det er et godt eksempel på Overton-vinduet – altså hvordan ekstreme idéer, som endog er helt ude i hampen, gradvist flyttes ind i det acceptable ved hjælp af sprog, gentagelse og politisk spin.

Når medier og magthavere giver sådanne begreber taletid, flyttes grænserne for, hvad der anses som rimeligt at diskutere. I vor tids bekymringer om andres holdninger er dette et grelt eksempel på holdninger, der bør anses som dybt farlige, samfundsundergravende og polariserende.

Det virkeligt bekymrende er, hvordan dette sprogbrug nu bevæger sig fra yderfløjen og ind i den politiske midte. 

Mira C. Skadegård
Lektor og diskriminationsforsker, Aalborg Universitet

Derfor må vi insistere på ikke at lade os forføre. I tråd med forfatteren Toni Morrisons ord må vi ‘insistere på at være chokerede’.

For hver gang vi accepterer disse ord som legitime debatobjekter, rykker vi os en smule tættere på en normalisering af noget dybt udemokratisk.

Fra ord til vold

Remigration indebærer ikke bare en sproglig forskydning – det er et demokratisk forfald.

For når samfundsproblemer reduceres til spørgsmål om hudfarve, religion eller oprindelse mister vi evnen til at tale om de virkelige årsager til sociale udfordringer. 

De problemer, der i dag ofte bliver forklaret med “indvandring” – vold, marginalisering, lav beskæftigelse – handler i virkeligheden om ressourcer, klasse og social ulighed.

De handler om mennesker, der mangler adgang til uddannelse, arbejde, fællesskab og psykisk støtte – ikke om hvilken tro, de bekender sig til, eller hvor deres bedsteforældre blev født.

Når politikere og medier i stedet vælger den lette fortælling om “dem og os”, misbruger de deres autoritet. De puster til frygt og had i stedet for at løse problemerne. Det er et svigt af deres ansvar – og af demokratiet.

Og i virkeligheden fungerer denne racialisering som en distraktion. Som Toni Morrison sagde: “Racism is a distraction”.

Den afleder opmærksomheden fra oprustning, ulighed og sociale kriser – og giver os en konstrueret fjende at samles imod. Men problemet er, at denne fjende ikke er ydre. Det er en måde at angribe os selv indefra – at splitte befolkningen og svække vores sammenhængskraft, så magten lettere kan misbruges.

“Remigration” er ikke blot en idé på sociale medier. Det er et begreb, der har inspireret til vold.

For eksempel da terroristen bag Christchurch-massakren i New Zealand – hvor 51 muslimer blev myrdet under fredagsbøn – refererede direkte til idéen om den såkaldte store udskiftning, som remigration præsenteres som “løsning” på.

Når sådanne idéer får plads i den offentlige debat uden konsekvens, bliver ordene til handlinger. Vi har set det før i Europas historie – og vi ved, hvordan det endte.

Racisme i forklædning

Remigration bygger på en forestilling om, at danskhed – og europæiskhed – er noget biologisk, noget hvidt.

Men det er en myte. Som tidens erkendelse af dansk kolonihistorie, dansk deltagelse i racegørelse og vores behandling af Grønland også spejler, har Danmark altid været et samfund i bevægelse formet af migration.

Det er et farligt begreb, fordi det normaliserer en etnisk udrensningsdiskurs.

Mira C. Skadegård
Lektor og diskriminationsforsker, Aalborg Universitet

At reducere dansk identitet til hudfarve er ikke bare historieløst, det er antidemokratisk. Det fratager tusindvis af borgere – født, opvokset og bidragende i Danmark – deres ret til at høre til.

Derfor må begrebet ikke stå uimodsagt. Det er et farligt begreb, fordi det normaliserer en etnisk udrensningsdiskurs, hvor “dansk” gøres synonymt med “hvid” og “kristen”.

Det er ikke kun et angreb på minoriteter, men på selve demokratiets idé om lighed og borgerrettigheder.

Remigration er ikke blot et ekstremistisk ord. Det er et spejl, der viser, hvor langt vores fælles samtale har bevæget sig mod det racistiske og ekskluderende.

Hvis vi ikke insisterer på at gennemskue strategien bag de nye ord, risikerer vi at gentage fortidens fejltagelser i ny indpakning.

Det kræver, at vi tør sige det højt: Remigration er ikke politik. Det er racisme i forklædning.

Et angreb på vores demokrati

Når idéer som remigration får fodfæste, er det ikke blot et angreb på minoriteter – det er et angreb på Danmark. Det er et angreb på vores demokrati, vores lighedsidealer og vores frihed.

For bag det pæne sprog gemmer sig noget, vi troede, vi for længst havde lagt bag os: en tankegang, der deler mennesker op efter oprindelse og værdi. En tankegang, der har slægtskab med de mørkeste kapitler i Europas historie.

Vi må rive os fri af historiens værste kapitler – ikke gentage dem i nye former. 

Mira C. Skadegård
Lektor og diskriminationsforsker, Aalborg Universitet

Det er ikke dansk frisind. Det er ikke dansk demokrati. Det er let skjult racisme – og i sin essens en moderniseret udgave af de idéer, der engang truede med at ødelægge alt, vi nu siger, vi står for.

Hvis vi virkelig ønsker at beskytte Danmark, må vi forstå, at remigration ikke forsvarer danskheden – den undergraver den.

For danskhed har aldrig været et spørgsmål om blod, hudfarve eller religion. Danskhed er frihed. Det er retten til at tro, mene og leve forskelligt – og stadig høre til.

Vi må ikke tage vores demokrati for givet. Det skal værnes om, næres og deles. Vi må rive os fri af historiens værste kapitler – ikke gentage dem i nye former – og huske, at det, vi kan være stolte af som nation, netop er, at vi kom fri af denne slags tænkning.

Danmark er stærkest, når vi står sammen. Ikke når vi lader os splitte af frygt, men når vi insisterer på fællesskab. Ikke når vi ekskluderer, men når vi inviterer. Ikke når vi taler om, hvem der skal ud – men om, hvordan vi sammen bygger et samfund, hvor alle kan være med.

Demokratiet er måske ikke perfekt. Men det er stadig den bedste løsning, mennesket har fundet. Og det kræver, at vi står vagt om det – hver dag, sammen.