Løkkes sprængfarlige velfærdsprognose fortjener opmærksomhed

Når flere og flere af os vælger de private løsninger frem for de offentlige og betaler for at supplere det, vi kan få af hjælp fra det offentlige, gennem private forsikringer, er vi så også om fem eller ti år et homogent og lige samfund?

Når vi ser på den stille privatisering, som er foregået i de senere år, så bevæger vi os med stigende hastighed i retning af et samfund, hvor vi som borgere får flere valgmuligheder og skaber vores egne sikkerhedsnet.

Og har man råd, kan man betale sig til en bedre tilværelse, en bedre skole eller et bedre sundhedsforløb.

Og hvad er det for forventninger, vi så har til velfærdssamfundet, når man spørger dels borgmestrene og borgerne.

• 93 procent af landets borgmestre oplever, at danskernes forventninger til velfærden er blevet markant større de senere år.
• De unge har endnu større forventninger end de ældre til, at velfærden bliver bedre i fremtiden. 62 procent af de unge mellem 18 og 34 år forventer at velfærden bliver bedre eller meget bedre. For de 60+ årige er det 26 procent.

Men der er et stort spring mellem forventningerne og realiteterne.

• 69 procent af landets borgmestre forventer at velfærden om ti år er blevet dårligere eller meget dårligere.
• 48 procent af danskerne forventer, at velfærden om ti år er blevet dårligere eller meget dårligere.

Der er et klart mismatch her. Og hvorfor er vi nået dertil?

Vi er blevet mere bevidste om det gode liv, mere ressourcestærke, mere mig-fokuseret og har flere penge mellem hænderne. Vi stiller større krav til kvalitet, tilstedeværelse og service fra kommunen.

Det åbner for den sprængfarlige diskussion, som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne har forsøgt at dagsordensætte omkring opretholdelsen af de universelle velfærdsprincipper, når vi kigger ind i en fremtid med mange flere offentlige udgifter og alt for få hænder til at udføre opgaverne.

Hvordan skal de næste generationer få al den velfærd, de helt åbenlyst forventer, hvis de ikke selv betaler mere for at tilkøbe ydelser, som ikke kommer fra det offentlige?

Debatten handler ikke længere om, at vi får et uønsket A og B-hold, men at vi får et A, B og C-hold

Lisbeth Knudsen

Har vi råd til at opretholde en ensartet folkepension til alle fra det offentlige, hvis pensionsformuerne for de kommende generationer rent faktisk rigeligt kan finansiere en god levestandard?

Hvordan skal vi få det kulturelle dannelses fællesskab og nationens sammenhold til at fungere, hvis vi – som vi allerede gør det i stor udstrækning – mere og mere kommer til at leve i subkulturer og miljøer, der ligner os selv uddannelsesmæssigt, indkomstmæssigt, familiemæssigt og jobmæssigt.

Debatten handler ikke længere om, at vi får et uønsket A og B-hold, men at vi får et A, B og C-hold. Et A-hold, der tilkøber det, de har lyst til.

Et B-hold med en stor middelklasse, der vil tilkøbe sig bedre service, kvalitet og sikkerhed i et vist omfang, og så et C-hold, der kun har råd til den skrabede offentlige model.

Det kan godt være, at debatten føles stærkt kontroversiel og ubehagelig, men den er superrelevant og rejser samtidig diskussionen om homogenitet og fælles kultur i det danske samfund.

Hvorfor er det så aktuelt lige nu med den debat? Fordi regeringen med sine frisætningstanker skubber til en udvikling, der allerede accelererer og i klare vendinger også tager hul på diskussionen om de universelle velfærdsrettigheder.

Når regeringen beskriver ønskerne om frisætning, så handler det i talerne og retorikken ikke kun om at slippe kommunerne og regionerne fri af bureaukrati og systemer.

Der åbnes i den grad for at slippe borgerne fri med flere individuelle valg, individuelle ønsker, et system på borgernes præmisser, og at borgerne slipper fri af bureaukrati og rigide systemer.

Det er jo meget svært at være uenig i. Men har vi lige rent faktisk set os om og opdaget, hvad det er for en bølge, der allerede er sat i bevægelse og nu har mere fart på. Private aktører på markedet for velfærd er en gammel historie, men lad os lige se nærmere på de her forandringer:

• Knap 2,7 millioner danskere har nu en privat sundhedsforsikring. 400.000 flere på et år.
• I 2007 gik næsten 90 procent af alle danske skolebørn i 1. klasse i folkeskolen. I dag er der mange steder, hvor fri- og privatskolerne løser skoleopgaven for en stor del af skolebørnene. I mere end hver tredje kommune går mindst hvert femte barn på fri- eller privatskole. I flere kommuner løser fri- og privatskolerne skoleopgaven for mere end 30 procent af børnene. I 82 kommuner er der sket en stigning i andelen af børn i alderen 0-5 år, som bliver passet privat over de seneste ti år.
• Vi har nu seks gange så mange friplejehjem som i 2007. Siden lovgivningen om friplejehjem blev indført i 2007, har flere private udbydere benyttet muligheden for at lave friplejehjem. Antallet af friplejehjemspladser er vokset fra 311 pladser i 2009 til 2.021 pladser i 2023, fremgår det af Danmarks Statistik.
• I løbet af de seneste fire år er antallet af indskrevne borgere i friplejeboliger vokset med omtrent 850, hvilket svarer til en fordobling. Fra 2021 til 2022 er er der tale om en stigning på ti procent.
• Der er ifølge Danmarks Statistik omkring 155.000 borgere, der er visiteret til hjemmepleje. I 2022 valgte 41 procent af de visiterede borgere at benytte sig af det frie valg efter sociallovgivningens § 83 til at vælge en privat leverandør af hjemmepleje. Det er det højeste niveau nogensinde med en stigning på over ni procent over de sidste ti år ifølge Danmarks Statistik blandt de borgere, som både er visiteret til praktisk hjælp og eller personlig pleje.
• I dag har næsten 400.000 danskere en lønsikring, viser tal fra brancheorganisationen F&P. Det svarer til, at hver syvende lønmodtager kan supplere dagpengene i tilfælde af ledighed. En stigning på 268 procent i november og december.
• I 2022 henviste regionerne knap 237.000 undersøgelser og behandlinger til privathospitaler og private klinikker. Det er 26 procent flere end året forinden, og 63 procent flere, end der blev henvist i 2019, før coronapandemien ramte Danmark. Dengang blev knap 146.000 patienter sendt på et privathospital.

Skoleområdet er nok det sted, hvor man indtil videre tydeligst direkte fravælger det offentlige tilbud. Sundhedsforsikringer og andre forsikringer er i vid udstrækning et supplement til de offentlige tilbud, og noget der efterhånden har en sådan udbredelse at både akademikeren og den ufaglærte er med på vognen.

Problemet med forsikringsordningerne og supplementet til de offentlige velfærdsydelser er jo, at ikke alle har råd til at betale forsikringspræmien, og ikke alle får den dækket af arbejdsgiveren. Selvom forsikringerne her og nu er et supplement til de offentlige ydelser, så kan udviklingen på længere sigt betyde, at opbakningen til velfærdsstaten og fællesskabet smuldrer.

Når Løkke foreslår, at en del af fremtidens ældrepleje skal ske for egen regning for nogle danskere, er det et opgør med den universelle velfærdsmodel, vi har opbygget gennem i mere end et halvt århundrede.

Styrker man den private velfærdssektor, risikerer man i endnu højere grad at dræne den offentlige sektor for dygtige medarbejdere.

Vores velfærdsmodel bygger på bred opbakning til en fælles skattefinansieret velfærd

Lisbeth Knudsen

Så den sprængfarlige problemstilling, Lars Løkke rejser om fremtidens velfærdsmodel, fortjener en grundigere opmærksomhed end blot at blive fejet af bordet. Fordi vi hverken har pengene eller mandskab til at klare fremtidens velfærdsforventninger.

Fordi flere og flere danskere allerede i dag ikke føler sig sikre på, at samfundet leverer de institutioner og den hjælp i den kvalitet, de har brug for og ønsker.

Fordi vores velfærdsmodel bygger på bred opbakning til en fælles skattefinansieret velfærd, og vælger nogle det tilbud fra til fordel for et privat, hvad skulle så være argumentet for fortsat at betale til systemet i skat.

Fordi vi ikke ønsker os et samfund, hvor de offentlige tilbud udsultes økonomisk og personalemæssigt. Og fordi regeringens frisætningstanker peger i retning af flere forskelligheder, flere private tilbud på velfærdsmarkedet og flere fri valg for kommuner og borgere.

Vi kan bruge lang tid på at diskutere afbureaukratisering og færre regler og rammer fra Folketinget. Ny frisættende lovgivning om nye strukturer. Men vi skal ind til kernen af diskussionen om, hvad der skal binde os sammen om velfærdsopgaven i fremtiden, når forsikringssamfundet og frisætningen tager over.