Odsherred-planchef: The People – Where Will They Go?

Af Poul Hvidberg-Hansen
Planchef i Odsherred Kommune og medlem af Danske Planchefer

Vækstområderne buldrer frem. Metropolzonen omkring København og det østjyske bybånd – fra trekantsområdet til Randers med Aarhus som omdrejningspunkt – får større tyngde inden for vækst og bosætning.

Hvad sker der i landsbyerne, byerne, på landet og i sommerhusområderne – hvordan kan de indgå i nye roller lokalt og i samfundsmæssigt perspektiv?

Villabyen, havebyen og parcelkvarterne, som vi kender dem i dag, er grundlæggende et produkt af den funktionsopdelte by. At boligerne ligger i områder, der er særligt indrettet til boligformål med god adgang til rekreative grønne anlæg, transport- og forsyningsinfrastruktur og understøttende offentlige faciliteter som skoler, fritidsaktiviteter, ældrepleje og så videre.

Anledningen til opfindelsen af den funktionsopdelte by er alvorlig nok. I Danmark, såvel som i andre industrialiserede lande, blev det op gennem 1800-tallet i stigende grad et problem gennem industrialiseringen, at boligforholdene ikke var gode nok – at forurening og mangel på bokvalitet i byerne gjorde det nødvendigt at nytænke boligen i byindretningen på ny.

England var som Europas mest industrialiserede land også dér, hvor nytænkningen begyndte først med introduktionen af ”Garden Cities”, som i Danmark har sat sit tydelige aftryk i villakvarterer, forstæder og almennyttige boligbyggerier i mere end 100 år som et led i en samlet boligpolitisk bevægelse gennem socioøkonomiske og boligsociale analyser og programmer.

På leveringen af de kommunale serviceydelser vil navnlig en ”sommerhuskommune” blive påvirket ved en større grad af bosætning i sommerhusområderne. Levering af eksempelvis hjemmehjælp i sommerhusområder er dyrere end i landsbyer og byer

Poul H. Hvidbjerg
Planchef i Odsherred Kommune og medlem af Danske Planchefer

Udviklingen og vandringen mod vækstcentrene har mere end 100 års fødselsdag. 

Spørgsmålet er nu, hvordan vi smartest muligt kan sikre, at vi skaber velfungerende rammer for det gode liv – for disponering af samfundsfunktionerne, der bedst muligt balancerer mellem klimahensyn, transportbehov, livskvalitet og offentlige faciliteter og serviceydelser i såvel byer, landsbyer, landskaber og de rekreative sommerhusområder.

Planloven og boligreguleringsloven er bærende strukturer for, hvordan byplanlægningen har fundet sted i mere end 45 år med opdeling mellem byzone, landzone og sommerhusområder.

Større konkurrence på markedet
Med den igangværende revision af planloven og ændringen af boligreguleringsloven gennem ”flexboligloven” bliver det i højere grad den enkelte kommune, som skal indrette sin byplanlægning set i et bredere samfundsmæssigt boligpolitisk og socioøkonomisk perspektiv.

Flexboligloven har til hensigt at frisætte eksisterende boliger til at kunne anvendes som fritidsbolig, samtidig med at boligen senere igen kan anvendes til bolig uden videre godkendelse.

I landsbyer og landområder med særlige landskabelige herlighedsværdier inden for ”weekendafstand” og pendlingsafstand til de større vækstcentre, kan der være risiko for, at lokale huskøbere bliver udkonkurreret af mere pengestærke købere, der kan anvende boligen til feriebolig som alternativ til et sommerhus. 

Særligt i kystområder med havudsigt og havkig er der risiko for, at de lokale huskøbere bliver udkonkurreret på boligmarkedet – en tendens, der påvirker den boligsociale situation mange steder på europæisk plan – fra middelhavskysterne i Frankrig, Italien og Spanien til atlanterhavskysterne på den irske vestkyst.

I havneudviklingsområder, der omdannes til boligformål, har kommunerne en klar interesse i at afveje fordele og ulemper for fastholdelse af bopælspligten i forhold til kommunernes boligsociale bosætningsstrategi.

Inden for ”weekendafstand” til hovedstadsområdet er der op til år 1970 etableret store koncentrationer af sommerhusområder på Sjælland og Lolland-Falster, hvoraf Odsherred Kommune har landets største med mere end 26.000 sommerhuse. Det skal ses i forhold til kommunens samlede antal helårsboliger på omkring 13.000.

Dyrere hjemmehjælp
Sommehusområderne ligger generelt i klynger langs kysterne og fungerer i sommerhalvåret som veritable ”garden cities”, som sætter sit tydelige præg på kommunernes detailhandel og trafikstrømme. 

På leveringen af de kommunale serviceydelser vil navnlig en ”sommerhuskommune” blive påvirket ved en større grad af bosætning i sommerhusområderne. Levering af eksempelvis hjemmehjælp i sommerhusområder er dyrere end i landsbyer og byer, eftersom der her er relativt lange transportafstande og et mere spinkelt udbygget vejnet. 

Forsyningsinfrastrukturen for varme, vand, kloakering og internet er i sommerhusområderne enten spinkel eller ikke-eksisterende. 

Ved en samlet afvejning for anvendelsen og fordelingen mellem boligområder, fritidsboliger og sommerhusområder har kommunerne med de gennemførte og kommende lovændringer et klart behov for at foretage grundlæggende afvejning af, hvordan landsbyerne, byerne, sommerhusområderne og landområderne skal indrettes i forhold til de langsigtede udviklingsbehov – set i forhold til bosætningsstrategier, klimahensyn, transport, forsyningsinfrastruktur og de kommunale serviceydelser.

Udfordringen har gennem de sidste 100 år bevæget sig fra at skaffe lys og luft til at sikre et mere strukturelt betonet svar på, hvor og hvordan landsbyer, bygninger og sommerhusområder kan bidrage som værdiskabende led i kæden af de samfundsmæssige forandringer.