Professorer: Dommedagsprofeterne tog fejl af krisens konsekvenser

KRONIK: Dommedagsprofeterne har haft overraskende og bemærkelsesværdige iagttagelser om, hvordan coronakrisen ville forandre politik og offentlig styring, skriver RUC-professorer.

Af Eva Sørensen og Jacob Torfing
Professorer ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet

I begyndelsen af covid-19-pandemien skortede det ikke på overraskende og bemærkelsesværdige iagttagelser om, hvordan politik og offentlig styring som med et trylleslag var forandret.

I Danmark var blandt andet Hans Mouritzen og i England den anerkendte Cambridge-professor David Runciman fremme med en række dystre iagttagelser. Væk var globaliseringen og europæiseringen.

Den nationalstatslige regulering var trådt frem i forreste række. Den bløde demokratiske styring var afløst af rå statslig tvang, der indskrænkede befolkningens frihed.

Regeringerne kontrollerede den offentlige debat, og den kritiske diskussion forstummede. Parlamenterne blev fejet til side af stærke ministre eller embedsfolk, og de folkevalgte politikere blev sat uden for indflydelse.

Her i bagklogskabens ulideligt klare lys kan vi se, at det ikke er gået, som dommedagsprofeterne prædikede. I hvert fald ikke, hvis man ser på Danmark.

EU-lande kopierede hinandens indsatser
Globalisering: Med hensyn til globaliseringen kan det godt være, at WHO var lidt sent ude og hurtigt kom i amerikansk modvind, men WHO har spillet en central rolle i at skabe overblik og udstikke retningslinjer for håndtering af pandemien.

Samtidig varede det ikke længe, før danske forskere begyndte at nyde godt af de globale forskningsnetværk, der dannede ramme om videns- og datadeling og fælles eksperimenter.

Samtidig fik danske virksomheder travlt med at hjælpe regeringen og den statslige sundhedssektor med at skaffe værnemidler ved at udbytte deres globale kontakter og forsyningskanaler. Endelig holdt de danske eksportvirksomheder hånden under dansk økonomi ved at forsætte eksporten på de globale markeder.

Europæisering: Det er korrekt, at de europæiske ledere begyndte at holde pressemøder om den alvorlige situation omkranset af deres nationale flag, og at en sending værnemidler blev tilbageholdt i strid med EU's indre marked.

Der blev heller ikke lavet en europæisk fordeling af respiratorer og værnemidler til de mest trængende. Det europæiske Center for Disease Control fik dog med tiden en stadig større rolle som indpisker og vidensformidler, og EU landene var hurtige til at kopiere hinandens indsatser og overvejelser. Sidst, men ikke mindst, har EU med den gigantiske genopretningsplan baseret på fælles lån og gæld nu indtaget en helt central rolle i oprydningsarbejdet.

Befolkningen accepterede nedlukningen
Offentlig styring: Og ja, Danmark blev lukket ned, mange ansatte blev sendt hjem, skolerne blev lukket, forsamlingsforbud blev indført, og vi skulle vaske hænder, hoste i ærmet og holde afstand.

Men det skete med befolkningens udstrakte accept og med forøget tillid til regering og myndigheder. Desuden var staten ikke alene på kommandobroen. Regeringen inddrog erhvervsliv og private organisationer i krisestyringen.

Trepartssamarbejdet blev genoplivet i forbindelse indførelsen af hjemsendelsesydelser, som alle parter bidrog til. I civilsamfundet blomstrede frivillige hjælpeforanstaltninger frem, så svage og udsatte kunne få mad og en at tale med.

Endelig har vi i forbindelse med genåbningen set eksempler på inddragelse af kommuner, lokale institutionsledere og borgere, når nye retningslinjer skulle formuleres og implementeres i praksis.

Folketinget er blevet inddraget
Demokratiet: Folketinget gav regeringen vidtrækkende beføjelser til krisestyring, men med en klar slutdato for disse beføjelser. Statsminister Mette Frederiksen (S) udviste et markant politisk lederskab i en situation, hvor den sundhedsfaglige viden var usikker, og det derfor var uklart, hvad den rigtige løsning var.

Men hun trak ikke "stærk mand"-kortet, men bedyrede i stedet, at den valgte strategi var tentativ, sikkert rummede fejl og mangler og ville blive revideret jævnligt, i takt med at situationen udviklede sig, og nye indsigter blev høstet.

Folketingets partier blev inddraget hele vejen igennem. Oppositionens klager over, at de fik mødepapirer sent, og at Mette Frederiksen havde orienteret pressen om regeringens udspil forud for forhandlinger, vidner mest af alt om, hvor stærke samarbejdsnormerne er i det danske folkestyre.

Kommunalpolitikerne: Det meste af den konkrete kriseindsats blev ikke varetaget af staten, men af kommunerne, der hver dag modtog nye retningslinjer samlet og bearbejdet af Kommunernes Landsforening.

Kommunalpolitikerne klagede i begyndelse over, at borgmestrene fyldte det hele, og de selv nærmest var overflødige. Men de politiske udvalgsformænd og deres respektive udvalg blev hurtigt inddraget i tilrettelæggelsen af lokale indsatser, og mange steder spillede kommunalpolitikerne en vigtig rolle i forhold til kommunikationen med lokalbefolkningen.

Forskånet for centraliseret magtanvendelse
Summa summarum: Selvom en dødbringende pandemi måske kan siges at kalde på centraliseret magtanvendelse og hårdhændede statslige tiltag, sådan som vi har set det i Kina og efterfølgende i Ungarn,  har vi i Danmark været forskånet for den slags.

Hovedinstrumenterne har været kommunikation til og mobilisering af befolkningen. Bestræbelsen på at få kontrol med situationen har udgået fra regeringen og dens krisestyringsstab, men det har ikke aflyst det inddragende folkestyre.

Længere ned i den offentlige sektor og ude i samfundet er kreativiteten og nytænkningen boblet frem. De danske kommuner har således travlt med at evaluere og videreføre noget af det nye og brugbare, som den tragiske coronakrise trods alt afstedkom. På regionshospitalerne udnyttede lægerne på tilsvarende vis de øgede frihedsgrader til at tænke nyt og finde smarte løsninger.

Effekten af disse indsatser har været bemærkelsesværdig. Sammenlignet med andre lande er Danmark ét af de lande, der har fået bedst styr på virusudbruddet – i hvert fald foreløbig.

Der er derfor ikke bare god grund til at se nærmere på den danske sundhedsindsats, men også på den underliggende politiske og demokratiske styringsmodel, som har vist sig at være robust i en voldsom stresstest.

Traditionen for samarbejde og involvering på alle niveauer – politisk og administrativt – ser ud til at have bidraget til den nødvendige tillid til politikere og myndigheder, samtidig med at det samarbejdende folkestyre har skabt legitimitet og opbakning.

Håndteringen af covid-19 i Danmark og flere andre lande med tillid til politikerne og et samarbejdende folkestyre viser, at selv en omfattende krise ikke behøver at føre til autoritært styre, og at det faktisk er muligt at håndtere pandemien ligeså effektivt som de få lande, hvor styret har brugt anledningen til at stramme grebet om folket yderligere.

Forrige artikel Aarhus Kommune og civilsamfund: Vi skal holde fast i den fælles coronaindsats Aarhus Kommune og civilsamfund: Vi skal holde fast i den fælles coronaindsats Næste artikel FH: Coronakrisen skal tegne nærhedsreformens konturer FH: Coronakrisen skal tegne nærhedsreformens konturer