Debat

Lektor: DR skal være et værn mod forråelse og disneyficering

DEBAT: Disney+ er seneste eksempel på den stigende forråelse af tv- og skærmindholdet. Det skriver lektor Lars Kabel og giver tre bud på, hvordan DR og TV 2 kan sikre mere kvalitetsindhold til danskerne.

DR og TV 2's bagkataloger er fælles kulturarv og bør gøres frit tilgængelige, skriver Lars Kabel.
DR og TV 2's bagkataloger er fælles kulturarv og bør gøres frit tilgængelige, skriver Lars Kabel.Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lars Kabel
Lektor, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

DR på tv, radio og web og TV 2, TV 2 News, tv2.dk samt de regionale TV 2-stationer har under coronaen været danskernes med afstand foretrukne medier.

Ifølge en helt ny rapport fra Reuters Institute Digital News Report 2020 er tv- og radiostationerne suverænt nummer 1, 2 og 3 på listen over de hyppigst sete og lyttede.

DR Nyheder og TV 2 Nyhederne er også klart de mediebrands, danskerne har mest tillid til.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Public service er uundværlig i et digitaliseret samfund som det danske, men det kulturbærende fænomen er under pres især fra de globale underholdningsmastodonter og privatejede tv-stationer, der også er kontrolleret af store udenlandske koncerner.

Forråelse og disneyficering
15. september åbnede Disney+ i Danmark til en månedlig pris på blot 59 kroner og skærpede dermed konkurrencen på streaming.

DR og TV 2 bør åbne for deres indhold og gøre det frit tilgængeligt, både arkiverne og det aktuelle indhold.

Lars Kabel
Lektor, DMJX

Prisen viser, at underholdningskoncernen med det enorme og populære bagkatalog mener det alvorligt, de vil opnå en dominerende position på markedet i Danmark som alle andre steder.

Netflix og HBO har igennem nogle år bidraget til en forråelse af tv- og skærmindholdet, det kan ikke blive sensationelt, brutalt og saftigt nok i et ofte fladt f…-sprog.  

Med Disney+ vil disneyficeringen øges, især i forhold til børnene. Nu kan det ikke blive eventyrligt nok, med dyr der taler og tænker som mennesker.

Hvordan kan public service, DR og TV 2 i fremtiden være et værn imod forråelse og disneyficering? Hvordan kan dansk kvalitetsindhold nå ud til flere danskere? Svarene er svære at finde, her er dog tre bud.

Et mere åbent DR og TV 2
DR og TV 2 bør åbne for deres indhold og gøre det frit tilgængeligt, både arkiverne og det aktuelle indhold.

Danskerne ejer jo DR og TV 2 og de store bagkataloger, som begge mediehuse ligger inde med, det er en fællesejet kulturarv, som bør stilles gratis til rådighed for radio- og tv-producenter og for professionelle og amatører, der på original vis kan mikse og bruge indholdet til at skabe hidtil ukendte nye danske tv- og radioprodukter med.

Ligesom med musikken, hvor der de seneste årtier er åbnet op, hvad der har skabt fantastisk innovation.

Mere åbne DR og TV 2 kræver, at copyright og rettighedsspørgsmål bliver håndteret, og at tv-stationernes arkiver bliver endnu mere digitaliserede, end de er i forvejen. Men det er udfordringer, der kan løses.

Samarbejde med lokale mediehuse
DR og TV 2 bør tage initiativ til og igangsætte et øget samarbejde med de private og fondsejede mediehuse, især regionalt og lokalt rundt i landet men også i hovedstaden i forhold til de landsdækkende medier.

Et sådant samarbejde foregår allerede om store undersøgende journalistiske projekter, men det bør udvides til mange andre felter.

I Storbritannien stiller BBC i provinsen nyheder og andet indhold gratis til rådighed og samarbejder med de private dagblade og websites, for at styrke de lokale medier og forhindre, at nyhedsørkener opstår til skade for demokratiet.

Noget tilsvarende bør ske i Danmark, nyhedsørkener er også et skrækscenarie herhjemme, selvom vi stadigvæk er langt derfra.

Læs også: Copydan Verdens TV: Styrk danske aktører og stil større krav til techgiganterne

Fjern begrænsningen på nyheder
I tre-fire år har DR været underlagt begrænsninger på, hvad de må offentliggøre af digitale nyheder på dr.dk.

De begrænsninger bør fjernes og erstattes af en opprioritering af public service-nyhedsformidlingen online fra DR og TV 2.

Uafhængig nyhedsformidling er et helt afgørende fænomen i et avanceret samfund som det danske, god nyhedsformidling er et vigtigt bidrag til forsvaret for distinkt dansk kultur.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Kabel

Lektor, Forskning og udvikling, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Cand.phil (Aarhus Uni. 1980), journalist (Danmarks Journalisthøjskole, 1985)

0:000:00