Biolog: Drop støtteordninger, der modarbejder biodiversiteten

Af Louise Imer Nabe-Nielsen
Biolog

I den senere tid er løsninger på biodiversitetskrisen debatteret her i Altinget. En krise, der betyder tab af arter og dermed vores fælles naturarv. Svalehale, urfugl, lund-ranunkel og mindst 300 andre danske arter har vi allerede mistet. Og mindst 1.500 arter ”hænger i med neglene”. Hvis vi på samme måde var ved at miste en tredjedel af vores kulturarv, ville der lyde et ramaskrig.

Debattørerne er kommet med mange gode forslag til løsninger på biodiversitetskrisen, som for eksempel mere plads til natur, fokus på truede arter, urørt skov, reel naturbeskyttelse, samarbejde og flere penge. Så langt så godt. Hvad er så næste skridt?

Vi nedsætter en kommission, der skal komme med bud på konkrete biodiversitetsmål. Men hov – de mål eksisterer jo allerede! Biodiversitetskonventionens Aichi-mål er 20 konkrete mål for at stoppe tilbagegangen af biodiversitet. Danmark og 192 andre lande underskrev disse mål i 2010 med krav om målopfyldelse i 2020.

Den uløste krise
Men hvorfor har vi så ikke løst biodiversitetskrisen? Det skyldes, at selvom Aichi-biodiversitetsmål er meget konkrete, så er det stadig elastik i metermål og uden konsekvenser for manglende målopfyldelse. Så uden vilje til en helhjertet indsats for biodiversiteten kan biodiversitetsmålene udvandes til ingenting.

Et godt eksempel er debatten om, hvor meget plads et landbrugsland som Danmark skal og kan reservere til natur. Ifølge Aichi-biodiversitetsmål 11 skal mindst 17 procent af landarealet være beskyttet natur i 2020. Det er jo ret præcist, så hvorfor er der overhovedet en debat om plads til natur?

Svalehale, urfugl, lund-ranunkel og mindst 300 andre danske arter har vi allerede mistet. Og mindst 1.500 arter ”hænger i med neglene”. 

Louise Imer Nabe-Nielsen
Biolog

Det skyldes, at natur er et upræcist begreb, som kan betyde alt fra noget, der er helt uberørt af mennesker, til hele den fysiske verden. Så afhængigt af, hvilket naturbegreb man anvender, har vi i Danmark natur på alt fra 0-100 procent af landarealet.

For at leve op til Aichi-biodiversitetsmålene er det dog ikke ligegyldigt, hvilken natur vi beskytter, da målet er at stoppe tilbagegangen af biodiversitet. Så selvom tankstationer, golfbaner og veje er en del af de danske nationalparker, og dermed på papiret beskyttet natur, kan de ikke bidrage til opfyldelsen af biodiversitetskonventionens mål om 17 procent beskyttet natur.

Forhindre tab af arter
De 17 procent beskyttet natur skal have en kvalitet, så levesteder for vores 1.526 truede arter sikres, og arterne beskyttes. Ellers kan vi ikke opfylde Aichi-biodiversitetsmål 12, der går på, at i 2020 er udryddelsen af kendte truede arter forebygget, og deres bevaringsstatus forbedret.

Det lyder umiddelbart som en stor og kompliceret opgave at sikre levesteder for alle truede arter. Men da arterne er truede af de samme grunde, er løsningerne de samme.

Arterne er opstået i en natur med fri dynamik uden menneskelig indblanding, og løsningen er derfor at give plads til den form for natur.

Det eneste, vi skal gøre, er at stoppe afvanding og genudsætte store helårsgræssende dyr uden tilskudsfodring – og så i øvrigt lade naturen passe sig selv.