Engelbreth Larsen: Træplantning i klimaets navn forværrer naturkrisen

Plant træer, masser af træer, millioner af træer – hvor som helst og når som helst, så vi kan undgå de værste klimaforandringer! Det synes at være tidens grønne motto. Og dog er det ikke nødvendigvis særlig opløftende nyt for naturen.

Men hvem vil da ikke gerne gøre verden grønnere, komme naturen til hjælp og få mere skov og mere tømmer på én gang? Og når det samtidig kan dæmme op for klimakrisen, er det vel bare win-win-win?

Desværre ikke.

Lad os lige zoome lidt ud og huske på, at vores epoke er vidne til to store globale kriser på grund af en ekstrem befolkningstilvækst og et voldsomt overforbrug: klimakrisen og biodiversitetskrisen.

De fleste mennesker kender og bekymrer sig en hel del om den første, men for alle andre arter end vores egen er den anden den største.

Og hvad værre er: Det store kapløb om at gøre noget for at bremse klimaforandringerne er ikke alene halvhjertet og går alt for langsomt, men det ignorerer desværre også fuldstændig den anden globale krise, biodiversitetskrisen – ja, i bestræbelserne på at plante enorme plantageområder, risikerer det endog at forværre den.

Den allerstørste trussel mod de allerfleste af naturens truede arter i Danmark er simpelthen produktionsskov.

Rune Engelbreth Larsen

I de sidste par århundreder har vi i Danmark plantet produktionsskov til den store guldmedalje, og skovdækket er blevet forøget fra cirka 2 procent til cirka 14 procent af landets areal. Og ja, det har givet masser af tømmer – men har det gavnet naturen?

Tværtimod.

Den allerstørste trussel mod de allerfleste af naturens truede arter i Danmark er simpelthen produktionsskov. At plante og fælde træer regelmæssigt giver et ekstremt ensformigt skovbillede uden gamle og døde træer, uden variation og lysninger, uden moser og skovsøer – simpelthen fordi pladsen skal optimeres til tømmer. Dermed udelukkes og fortrænges utallige af de arter, der er knyttet til en naturlig skov.

Hvis vi vil gerne vil gøre en indsats for naturen og for klimaet på én gang, skal vi derfor ikke hovedløst tæppeplante arealer med produktionsskov – vi skal derimod udvide den del af vores areal, der er disponeret til naturlig natur uden produktionsformål.

Men dét er noget helt andet end de dyre skovprojekter, vi i dag har gang i, og hvor vi i stigende grad planter plantager under det påskud, at det er "for klimaets skyld".

Der er imidlertid næsten altid hægtet en betragtelig forretningsmodel i halen på det hele, selv om den ikke får så megen presse som det ædle klimaformål – men sandheden er, at det ofte er profitable tømmermarker af større eller mindre monotoni, vi ruller ud.

En stribe forskere gør i et dugfrisk indlæg i tidsskriftet Nature opmærksom på, hvorfor dette er et problem – også for klimaet.

Globalt set er det nemlig ikke plantager, men naturskove "der klart er den mest effektive tilgangsvinkel til at lagre CO2" (Nature 568, 2. april 2019).

Indlægget henviser til modelberegninger, der tager udgangspunkt i klimaregnskabet i troperne, når man sammenligner skovrejsning med naturskov, og her er det op til 40 gange mere effektivt at lade skovene være skove på naturens præmisser end at plante træmarker.

Forskernes vigtigste anbefaling er imidlertid helt generel: Det handler først og fremmest om at "prioritere genetableret naturskov frem for alle andre former for træplantning".

Det betyder ikke, at skovrejsning ikke kan være en god idé, men det understreger, at skov, der får lov til være naturskov, bare er en meget bedre idé, der gavner langt bredere.

Det er også meget billigere.

Hvis vi vælger at udlægge et areal til skov for naturens skyld, behøver vi jo ikke bruge en krone på at plante træer – de kommer nemlig helt af sig selv, hvis et areal får lov til at henligge uproduktivt. Og efter nogle generationer kan det udvikle sig til en varieret og artsrig naturskov, alt efter det eksisterende naturpotentiale.

Og dermed har vi på én og samme tid gjort en billig og omkostningseffektiv indsats, der både gavner i forhold til klimaforandringerne og den galopperende globale naturforarmelse.

Husk på, at forskere karakteriserer biodiversitetskrisen som intet mindre end Den Sjette Masseuddøen – det vil sige, at vi for sjette gang i livets fire milliarder lange historie oplever en voldsom global tilbagegang af arter og dermed en alarmerende reduktion af livets mangfoldighed.

De forrige fem gange skyldtes naturlige årsager, for eksempel et meteornedslag for 65 millioner år siden, der blandt andet udryddede de landlevende dinosaurer og størstedelen af alle øvrige arter på Jorden.

Men Den Sjette Masseuddøen skyldes ene og alene mennesket, og den primære årsag er, at vi ikke afsætter tilstrækkeligt plads til, at naturen kan udfolde sig som natur. I stedet kalder vi eksempelvis gerne de monotone plantager for ’natur’, selv om formålet netop ikke er natur, men derimod flere tømmermarker, der i forvejen lægger beslag på 99 procent af Danmarks skovareal. Nioghalvfems procent.

Skal vi biodiversitetskrisen til livs, skal naturen altså have mere plads, men hvis vi satser stort på at øge arealet med produktionskov, bliver der selvsagt mindre areal med potentiale til natur for naturen skyld – og dermed er vi med til at blokere for en løsning af biodiversitetskrisen.