Det lægges til grund, at der sigtes til en model, hvor familierne får mulighed for at tage et beløb med til udlandet svarende til det, som kommunen betaler for den aflastning, som familierne modtager til hverdag. Det kunne f.eks. være et beløb svarende til fem timers aflastning på en hverdagsaften og en weekend om måneden.

Jeg ser nogle faglige udfordringer med en sådan model, som umiddelbart kan være svære at løse.

Formålet med aflastning er, at familien skal have ”et pusterum” i hverdagen, hvor de ikke skal passe og drage omsorg for barnet med funktionsnedsættelse. Det er grunden til, at aflastning gives som en såkaldt naturalydelse og ikke som et kontant tilskud.

Det vil være vanskeligt at opfylde dette formål på en rejse til udlandet, fordi det jo vil kræve, at familien for det beløb, de har taget med, reelt kan rekvirere relevant aflastning på destinationen.

Og uanset, om det beløb, som familien tager med, dækker aflastning nogle få timer eller et eller to hele døgn, vil det være vanskeligt at skabe sikkerhed for, at familien kan få tryg og kvalificeret aflastning af barnet med funktionsnedsættelse under opholdet i udlandet.

Det kan dermed blive vanskeligt at få opfyldt formålet med aflastningen og sikre aflastningens kvalitet og dermed også sikre, at barnet får en tilstrækkelig fagligt kvalificeret hjælp og pleje under aflastningen under et udlandsophold, herunder ferie.