Holger K. Nielsen
 svarer 
Inger Støjberg

SF: Hvad skal der til, før Danmark tager kvoteflygtninge?

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

B 1, Spørgsmål 1

Hvad skal der til, før Danmark kan tage kvoteflygtninge? Har ministeren opstillet konkrete mål i forhold til integrationen, som skal realiseres først?

Svar fra fredag den 7. december 2018
Støjberg: Danmark skal fremadrettet tage imod kvoteflygtninge

Det er ikke muligt at komme med et konkret og entydigt svar på, hvad der skal til, før Danmark igen kan modtage kvoteflygtninge.

Som det fremgår af forarbejderne til lov nr. 1689 af 26. december 2017 om ændring af udlændingeloven (Ny kvoteordning), skal der ved beslutningen om, hvor mange kvoteflygtninge Danmark skal modtage, lægges vægt på den sociale og økonomiske kapacitet i samfundet.

Den 3. oktober 2018 traf jeg som bekendt beslutning om, at Danmark ikke skal modtage kvoteflygtninge i 2018.

Baggrunden for min beslutning er, at jeg mener, at der fortsat eksisterer væsentlige udfordringer på integrationsområdet – f.eks. når det gælder arbejdsmarkedstilknytningen blandt kvinder med indvandrerbaggrund.

Der er de senere år blevet gennemført en række tiltag på integrationsområdet, som - sammen med en positiv konjunkturudvikling - har bidraget til at styrke integrationen på arbejdsmarkedet blandt nyankomne flygtninge og familiesammenførte, men vi er endnu ikke i mål.

Selv om antallet af asylansøgere er faldet betydeligt i de seneste år, er det derfor efter en samlet vurdering min opfattelse, at der endnu ikke foreligger den fornødne sociale og økonomiske kapacitet til at genbosætte flygtninge i Danmark.

Det er regeringens klare holdning, at Danmark også fremadrettet skal tage imod kvoteflygtninge og derved støtte den globale genbosætningsindsats.

Jeg vil derfor i 2019 på ny se på, hvordan udviklingen på integrationsområdet har været, og se på den sociale og økonomiske kapacitet i samfundet, og på den baggrund foretage en samlet vurdering af, om Danmark igen kan modtage kvoteflygtninge.

0:000:00