Pelle Dragsted
 svarer 
Rasmus Jarlov

Pelle Dragsted (EL) spørger erhvervsministeren, Rasmus Jarlov, om de konkrete anbefalinger, der indgår i høringssvaret fra Oxfam IBIS og Mellemfolkeligt Samvirke

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 205, Spørgsmål 1
Hvad er ministerens holdning til de konkrete anbefalinger, der indgår i høringssvaret fra Oxfam IBIS og Mellemfolkeligt Samvirke, jf. L 205 – bilag 1, og som grundlæggende går ud på at gøre registreringen af reelle ejere af virksomheder og andre juridiske enheder mere dækkende for at begrænse mulighederne for at skjule den reelle identitet i strid med ånden i reglerne om reelle ejere, jf. at manglende gennemsigtighed over reelle ejere er et hovedelement i størstedelen af internationale sager om hvidvask, skatteunddragelse og korruption m.v.?

Svar fra mandag den 8. april 2019
Høringssvaret fra Oxfam IBIS og Mellemfolkeligt Samvirke indeholder en række konkrete anbefalinger til at udbygge reglerne om reelle ejere.

Der peges blandt andet på, at man bør stille højere krav end påkrævet i 4. hvidvaskdirektiv, herunder ved at sænke tærsklen for reelt ejerskab fra 25 pct. til 10 pct., og at stille krav om offentliggørelse af ejerkæder. Det anbefales endvidere i høringssvaret, at der bør fremgå flere oplysninger om reelle ejere i CVR, og at disse bør underlægges en systematisk kontrol.

Herudover anbefales det, at de nyligt indførte regler om adressebeskyttelse samt perioden for offentliggørelse af oplysningerne bør ændres.

Regeringen har med det fremsatte lovforslag valgt at foreslå en minimumsimplementering af EU’s 5. hvidvaskdirektiv. Det er vigtigt, at vi sikrer, at vores regler om reelle ejere er tilstrækkelige og anvendelige, men det er samtidig vigtigt, at der ikke unødigt pålægges erhvervslivet større byrder end i andre EU-lande. Det er i den henseende også væsentligt at huske på, at de nuværende regler om reelle ejere trådte i kraft den 23. maj 2017, og at de omfattede virksomheder først nu er ved at være på plads.

Af denne grund er det vurderet mest hensigtsmæssigt at afvente erfaringerne med de nuværende regler om reelle ejere, og først senere vurdere om der er behov for at ændre reglerne.

0:000:00