Pernille Vermund
 svarer 
Nick Hækkerup

Pernille Vermund (NB) spørger justitsministeren, Nick Hækkerup, hvilke handlinger Danmark kan tvinges til at udlevere borgere for

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 78, Spørgsmål 3
Vil ministeren redegøre for, hvilke handlinger Danmark kan tvinges til at udlevere borgere for, i kraft af reglerne om den europæiske arrestordre, herunder om disse handlinger ville være strafbare efter dansk ret?

Svar fra mandag den 20. januar 2020
Betingelserne for udlevering til andre medlemsstater i EU fremgår bl.a. af lovforslagets § 13, der er en videreførelse af udleveringslovens § 10 a, og som er en gennemførelse af EU-rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre. Det er fastsat i bestemmelsens stk. 1, at udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i en medlemsstat i Den Europæiske Union for en lovovertrædelse, der efter lovgivningen i den medlemsstat, der har anmodet om udlevering, kan straffes med fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning i mindst 3 år, kan ske på grundlag af en europæisk arrestordre, selv om en tilsvarende handling ikke er strafbar efter dansk ret, for handlinger omfattet af nr. 1-32 (positivlisten). Der henvises i den forbindelse til lovforslagets § 13, stk. 1, nr. 1-32.

De lovovertrædelser, der er omfattet af positivlisten, vil i langt de fleste tilfælde være strafbare i alle medlemsstater. Der vil dog kunne være forskelle i afgrænsningen af lovovertrædelserne, således at Danmark vil være forpligtet til at fuldbyrde en afgørelse, selv om det konkrete forhold ikke ville være strafbart i Danmark. Det er i denne situation udstedelsesstatens lovgivning, der er afgørende for, om en konkret lovovertrædelse skal anses for omfattet af listen.

Endvidere er det i lovforslagets § 13, stk. 2, fastsat, at udlevering til strafforfølgning i en medlemsstat i Den Europæiske Union for handlinger, der ikke er omfattet af stk. 1, kan ske på grundlag af en europæisk arrestordre, hvis den strafbare handling i den pågældende medlemsstat kan medføre fængsel i mindst 1 år, og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk ret.

Bestemmelsen i lovforslagets § 13 gælder uanset den pågældendes statsborgerskab.

Det følger af lovforslagets § 5, der viderefører udleveringslovens §§ 10 f, stk. 1, og 10 n, jf. § 10 f, stk. 1, at udlevering ikke kan finde sted, hvis den 2 pågældende handling helt eller delvis er foretaget her i landet, og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret.

0:000:00