Peder Hvelplund
 svarer 
Magnus Heunicke

Peder Hvelplund (EL) spørger sundheds- og ældreministeren, Magnus Heunicke, om der kan være tilfælde, hvor en varigt inhabil borger godt kan tage stilling til mindre behandlinger, som en pårørende eller værge på forhånd har givet samtykke til

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 101, Spørgsmål 13
Kan der tænkes at være tilfælde, hvor en varigt inhabil borger godt kan tage stilling til mindre behandlinger, som en pårørende eller værge på forhånd har givet samtykke til, og i givet fald, hvordan vil den varigt inhabile borger være stillet i sådanne tilfælde?

Svar fra tirsdag den 15. december 2020
”Kan der tænkes at være tilfælde, hvor en varigt inhabil borger godt kan tage stilling til mindre behandlinger, som en pårørende eller værge på forhånd har givet samtykke til, og i givet fald, hvordan vil den varigt inhabile borger være stillet i sådanne tilfælde?” Svar:

Det følger af sundhedslovens § 20, stk. 1, at en varigt inhabil patients tilkendegivelser skal tillægges betydning, i det omfang de er aktuelle og relevante. Ved anvendelse af et generelt informeret samtykke vil denne bestemmelse finde anvendelse i samme udstrækning som ved et (konkret) informeret samtykke efter § 18, stk. 1.

Er der givet et generelt informeret samtykke på vegne af en patient, skal patienten således inddrages og informeres i drøftelserne af behandlingen, i det omfang patienten forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan skade patienten. Patientens tilkendegivelser skal, i det omfang de er relevante, tillægges betydning.

Sundhedspersonen har derfor stadig i den konkrete behandlingssituation, hvor der behandles på baggrund af et generelt informeret samtykke, pligt til at vurdere, i hvor høj grad patienten kan inddrages i behandlingen og sørge for, at det sker.

Som en konsekvens af, at patientens tilkendegivelser skal tillægges betydning i det omfang, de er aktuelle og relevante, kan man ikke behandle en varigt inhabil patient på baggrund af et generelt informeret samtykke, hvis patienten modsætter sig behandlingen.

Det generelle informerede samtykke giver ikke mulighed for at tvangsbehandle en patient, og modsætter patienten sig behandlingen, skal den stoppe. Det må herefter vurderes, om der eventuelt kan ske videre behandling i henhold til reglerne i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile.
0:000:00