”Vil ministeren kommentere henvendelsen af 19. maj 2022 fra Jan Bækgaard Nielsen, Farum, jf. B 143 - bilag 5.” Svar:

I henvendelsen problematiserer Jan Bækgaard Nielsen, at der i reguleringen af et barns samvær med den forælder, barnet ikke bor hos, opereres med et standardiseret minimumssamvær, jf. § 8 i forældreansvarsbekendtgørelsen.

Han peger i forlængelse heraf på, at der gennemføres en belysning af betydningen af samværets omfang.

Indledningsvist vil jeg gerne slå fast, at ovenstående beror på den misforståelse, at der altid opereres med et standardiseret minimumssamvær, også ved fastsættelse af almindeligt løbende samvær, hvilket ikke er tilfældet.

Bestemmelsen i § 8 i bekendtgørelsen vedrører alene fastsættelse af kontaktbevarende samvær, hvor der opereres med et standardiseret samvær for at sikre en hurtig retablering af kontakt i situationer, hvor der ikke er grund til, at kontakten mellem barn og forælder er blevet brudt. Når kontakten er retableret, kan der under sagens videre behandling fastsættes yderligere samvær, hvor det vurderes at være bedst for barnet.

I situationer hvor det standardiserede samvær er mindre, end det samvær forælderen tidligere havde, kan der i stedet træffes en almindelig midlertidig afgørelse om fastsættelse af samvær i større omfang, end hvad der følger af §

8 i forældreansvarsbekendtgørelsen.

Herudover kan jeg oplyse, at forældreansvarsloven bygger på en formodning om, at det er bedst for barnet at have kontakt med begge sine forældre.

Samværets omfang fastsættes endvidere altid ud fra, hvad der vurderes at være bedst for det enkelte barn. De eksempler på situationer, hvor et samvær kan ophæves, der henvises til i henvendelsen, er ikke udtryk for, at kontakten så altid vil blive afskåret. Det vil som nævnt afhænge af, hvad der vurderes at være bedst for barnet i den konkrete situation.

Endelig kan jeg oplyse, at ministeriet er bekendt med, at der findes en række studier, som viser, at børn med deleordninger trives bedre end børn med 1 mindre omfattende ordninger. I forlængelse heraf skal jeg bemærke, at VIVE har gennemført en analyse, som har til formål at afdække, om samværets omfang kan isoleres på denne måde, eller om der er flere forhold i familierne, som har betydning for børns trivsel dette. Analysen konkluderer bl.a. følgende:

”Ved første øjekast ser børn i deleordninger ud til at trives lidt bedre end børn med mindre omfattende samværsordninger og dem, der intet samvær har. Analysen har vist, at betydningen af selve samværsarrangementet reduceres, når vi tager højde for en række af de ovennævnte karakteristika ved familierne, herunder om barnet har et handicap. Når vi tillige kontrollerer for betydningen af relationelle faktorer, særligt om forældrerelationen er konfliktfyldt, opløses den statistiske sammenhæng mellem samværsarrangementet og børnetrivsel. Analyseresultatet giver imidlertid ikke anledning til at drage konklusioner om, at indretningen af samværet er underordnet. Analysen viser netop, at en god relation til moren og faren hver især bidrager positivt til barnets trivsel. At udvikle relationer indebærer selvsagt, at man har mulighed for at tilbringe tid sammen.” Analysen kan læses i udgivelsen ”Børn og unge i Danmark – Velfærd og trivsel 2018”.

I min optik må hensynet bag en samværsordning være, at den skal afspejle barnets konkrete situation for på den måde at skabe den bedst mulige løsning for det enkelte barn. For nogle børn er en deleordning, den rigtige løsning, og for andre børn er et mindre omfattende samvær den rette vej. Det er også dette princip om individuel stillingtagen, myndighederne arbejder ud fra, når der skal træffes afgørelse om samvær.

Derfor mener jeg ikke, at der er grundlag for at iværksætte en nærmere belysning af samværsordninger.