Hjem til Alle: Hjemløshed kan ikke bekæmpes med finansministeriel teknik

DEBAT: Finansministeriet vil med takstændringer gøre det dyrere at have borgere boende på herberger. Det kan være en fremragende ide, men det nytter ikke at ændre på taksterne, så længe der ikke er en samlet strategi for flere billige boliger og færre hjemløse, skriver Vibe Klarup.

Af Vibe Klarup
Formand for Hjem til Alle

Skal vi nedlægge herberger? Ja, selvfølgelig skal vi det.

Ikke nu, men den dag, der er billige boliger nok. Den dag vil der ikke være grund til at have herberger ud over til akutmodtagelse.

Er det en provokation at mene sådan? Nej. Det må være den ambition, vi alle arbejder efter: at vi stopper hjemløshed, så ingen behøver opholde sig i længere tid i midlertidige løsninger, ofte i et barskt miljø, isoleret fra resten af samfundet.

Det er i øvrigt den ambition, der i stor udstrækning er en realitet i Norge, og som finnerne arbejder for at nå. I begge lande rasler hjemløshedstallene ned.

Finansministeriet vil gennemtvinge housing first
I Norge er boformerne over en årrække blevet afviklet, og i stedet bruges de samme midler nu på social støtte og huslejetilskud til mennesker, der flytter ud i almindelige boligområder. De kan oftest ikke bare uden videre mestre at bo alene, og derfor hjælper socialpædagoger og behandlere med at takle alt det, der førte til hjemløsheden.

Tilbage er akutmodtagelser og specialinstitutioner, som er hjem for de borgere, der er for syge, for gamle og ødelagte eller kaotiske til et liv uden for institutionerne. Det er lykkedes at skabe et system, hvor borgere kommer i bolig og oplever succes med at kunne blive i boligen.

Når Finansministeriet derfor nu efter sigende vil ændre i takststrukturen for boformerne i Danmark − så det bliver dyrere for kommunerne, når borgere bor der, frem for i egen bolig med social støtte − kan det synes som et afgørende godt forsøg på at reducere antallet af herbergspladser og ad den vej gennemtvinge housing first i Danmark.

Stadig ingen billige boliger
Og det er på høje tid. Hjem til Alle udgav sammen med Kraka i november sidste år en sammenlignende undersøgelse af hjemløshed i Norden. Den viste, at Danmark som det eneste land ikke har knækket kurven, og den viste, at på trods af skiftende regeringers intentioner om det modsatte, så stiger hjemløsheden i de danske byer.

På baggrund af Kraka-analysen var vi en gruppe af bolig- og socialaktører, der besøgte Bergen for nogle uger siden for at se, hvad de lykkes med i Norge. Her blev det klart, at hjemløshed ikke kun kan klares ved tekniske omlægninger på ét ministerieniveau.

Tværtimod: At bekæmpe hjemløshed kræver først og fremmest en helt anderledes tværministeriel indsats end den, vi har været vidne til de sidste ti år i Danmark.

For sagen er jo, at selv om det måske fremover nu bliver dyrere for kommunerne at have borgere på herberger, så er det danske boligmarked stadig sådan, at der ikke er billige boliger at få. Grundpriserne er stadig så høje, at selv den almene sektor bygger for dyrt.

Kontanthjælpen stiger fortsat ikke i takt med huslejepriserne, og sanktioneringer i uddannelses- og beskæftigelsessystemerne er stadig med til at erodere den enkelte borgers mulighed for at få eller blive i egen bolig. Derfor stiger hjemløsheden. Det ændrer takster ikke på.

Hjemløshed er ikke kun socialpolitik
Vi må derfor på det kraftigste advare om at anskue herbergstakster isoleret fra det, der er det grundlæggende problem med skiftende regeringers hjemløsestrategier i Danmark: nemlig at anskue hjemløshed alene som et socialpolitisk problem.

Når vi gør det, giver vi kun hinanden socialpolitikkens redskabskasse at arbejde med: Om det er nye sociale metoder eller som nu takstregulering af sociale boformer.

Vi har brug for mere end finansministeriel teknik. Vi har brug for en politisk edsaflæggelse, som omfatter ikke kun socialpolitik, men i allerhøjeste grad også omfatter og måske endda ledes af boligministeren. Hvis vi mener housing first − må vi starte der først.

Brug for en samlet strategi
Vi har i ti år manglet en boligpolitik, der kan drive udviklingen, så hjemløsheden falder. Vi kan starte med at hente inspiration fra Finland, hvor man har slået fast, hvor mange nye billige boliger der er brug for – og derefter indgået en aftale om, hvor mange den enkelte by skal levere. Og dernæst give de incitamenter, som gør det muligt at nå målene.

Vi kan også stille krav til alle de steder, som er med til at producere hjemløshed: psykiatrien, der udskriver patienter til natvarmestuer, beskæftigelsessystemet, der sanktionerer uden øje for boligsituation. Kriminalforsorgen, der sender hjemløse tilbage på gaden.

Kort sagt: At ændre takstsystemet kan være en fremragende idé, men ikke før der er en samlet strategi og en gennemtænkt plan for, hvordan vi på tværs af sektorer arbejder mod det fælles mål: at stoppe hjemløshed i Danmark.

Vi kan godt, hvis vi vil − det viser erfaringerne fra Norge og fra Finland. Det politiske spørgsmål må være: Vil vi?

Forrige artikel FOA om rehabilitering: Kommuner skal ikke bruge one-size-fits-all-model FOA om rehabilitering: Kommuner skal ikke bruge one-size-fits-all-model Næste artikel WeShelter: Vi oplever en regering, der siger ét og gør noget andet WeShelter: Vi oplever en regering, der siger ét og gør noget andet