Pia Kjærsgaard: Skolevægring er én af tre centrale udfordringer for fremtidens socialpolitik

Vi har hørt det så ofte: Der er sådan set ikke noget galt med det socialpolitiske område, men lovgivningen bliver ikke efterlevet i alle kommuner. Det gælder ikke mindst i forhold til at sikre borgernes rettigheder.

Det kan være ret til bestemte ydelser. Det kan være ret til at blive visiteret til bestemte ydelser. Det kan være på børne- ungeområdet. Det kan stort set være det hele.

Forleden bragte B.T. en artikel med en desperat mor, hvis barn nægtede at gå i skole. Sådan havde det været i flere år. Barnet sad hjemme uden noget tilbud fra kommunen. Kilder med indsigt i problematikken siger, at der i mellemstore sjællandske kommuner findes mellem 20-50 børn i den skolepligtige alder, som går hjemme hos deres forældre.

De siger samtidig, at problemet blev forstærket under coronanedlukningerne, hvor det for mange blev ”okay” at gå hjemme. For børn på kanten af skolesystemet betød det, at de blev tippet helt ud af skolen.

Samtidig ved vi, at når det er den enkelte skole, som skal afholde udgifterne til specialtilbud, så bliver det en dyr affære. Derfor vælger man en del steder at trække på skuldrene og lade børn blive hjemme.

Ofte er det derfor kun forældre, som hårdnakket insisterer på retten til undervisning til deres børn, som har heldet med sig og rent faktisk får en sagsbehandler med på, at et specialtilbud eksempelvis er løsningen, fordi barnet har været så meget hjemme, at det ikke lader sig gøre at sende det i en almindelig skole med det samme.

Problemet rammer bredt i alle samfundslag – men det er de ressourcestærke, som får hjælp.

Skolevægring skal opdages tidligere

Skolevægring er et godt eksempel på et problem, som i fremtiden kan blive voldsomt belastende – ikke kun menneskeligt, men også for samfundsøkonomien. Et barn uden folkeskolens afgangsprøve får selvsagt en række arbejdsmarkedsmæssige udfordringer. Og ofte bliver de psykiske konsekvenser af mange års social isolation så store, at selv det at forlade hjemmet kan blive en udfordring.

Skolevægring – eller optakten til det – burde opdages langt tidligere, så der slet ikke bliver behov for en senere massiv og dyr indsats

Pia Kjærsgaard (DF)
Socialordfører

Mange steder har man ladet stå til. Skolevægring – eller optakten til det – burde opdages langt tidligere, så der slet ikke bliver behov for en senere massiv og dyr indsats. Derfor er det også den rigtige fremgangsmåde, at man har meget mere fokus på screening af børns udfordringer i en tidlig alder, så problemer kan blive håndteret i tide.

Men desværre gives der mange andre eksempler på borgere, som bliver ladt i stikken, fordi de ikke tilhører en gruppe, som er god til at gøre opmærksom på sig selv.

Syge skal ikke arbejde

For Dansk Folkeparti er socialpolitik et middel – ikke et mål i sig selv. Den er et middel til at forhindre udelukkelse fra samfundet. Den er et middel til at skabe en meningsfuld tilværelse for mennesker, så de bliver selvforsørgende og bidrager til samfundet – hvis de overhovedet kan. Det betyder også, at vi i beskæftigelsesindsatsen skal blive bedre til at give den korrekte hjælp.

Giver det mening at arbejdsprøve terminalt syge eller folk med Parkinsons, som der har været eksempler på? Naturligvis ikke. Det er umenneskeligt. Presset fra jobcentret forværrer kun deres sygdom. Og syge skal ikke arbejde – så enkelt er det. Men vi skal samtidig kunne give et kærligt – men bestemt – skub til den gruppe, som af den ene eller anden grund spekulerer i at slippe for arbejdsmarkedet, selv om de sagtens kan arbejde.

Netop sammentænkning af socialpolitik og andre områder er vejen frem 

Pia Kjærsgaard (DF)
Socialordfører

Tænk socialpolitikken ind i andre områder

Til sidst vil jeg nævne bekæmpelse af hjemløshed, hvor Dansk Folkeparti sidste år var med i aftalen om ”fonden for blandede byer” sammen med regeringen, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Nybruddet her er en sammentænkning af social- og boligpolitik med henblik på at nedbringe antallet af hjemløse – blandt andet gennem sikring af flere billige boliger.

Netop sammentænkning af socialpolitik og andre områder er vejen frem. Vi skal tænke socialpolitik, når vi taler om skoler og uddannelser, som jeg allerede har været inde på.

Vi skal tænke socialpolitik, når vi taler om beskæftigelsesindsatser, sundhed og psykiatri. Det handler om helheden. Det handler om ens hjælp til alle – uanset hvilken kommune eller region, de bor i.