Plejefamilier: Børn oplever unødvendige overgreb fra systemet

Af Thomas Vorre
Formand for Plejefamiliernes Landsforening

KL’s formand for socialudvalget Joy Mogensen skriver 15. maj i Altinget, at der ikke er kaos i kommunerne, og at mange anbragte børn er lidt eller mere glade, efter at de er blevet flyttet fra en anbringelse til en anden. 

Joy Mogensen henviser til en ældre VIVE undersøgelser fra 2014, hvor den del af instituttet vist hed KORA og skulle underbygge begrebet ”indsatsstigen”, hvor mange flytninger og tæt opfølgning af socialrådgivere skulle skabe nogle rammer, som kunne gøre det meget billigere og mere fleksibelt at anbringe børn.

Undersøgelsen var efter min mening ikke retvisende og slet ikke statistisk underbygget.

KL’s formand for socialudvalget er dog også ude i et positivt og godt ærinde. Hun foreslår, at vi skal fokusere på barnet og ikke fejlene.

Den tilgang kan for os i Plejefamiliernes Landsforening godt være vanskelig, da fejl jo netop tydeliggør problemerne. Jeg vil dog gøre et forsøg - og byde ind med barnets stemme.

Den endelige plejefamilie får i mange tilfælde et forkert billede af barnets reelle situation, da den anbringende kommune ikke ønsker at tale problemstillinger op, fordi det kan have økonomiske konsekvenser grundet KL’s liste af belastningsgrader i forhold til vederlag. 

Thomas Vorre
Formand for Plejefamiliernes Landsforening

Når et barn skal anbringes i Danmark, er det oftest som en konsekvens af talrige underretninger. Vi har derfor at gøre med betydelig grad af mistrivsel.

Typisk skal der en større udredning til for at underbygge anbringelsen af barnet. Dette kaldes en §50-undersøgelse og skal kortlægge barnets behov, baggrund og generelle sundhedstilstand.

Det tager tid at lave en sådan undersøgelse, og barnet bliver derfor anbragt hos en midlertidig akut plejefamilie.

I rigtig mange kommuner kan et barn sidde i en akutpleje i 6-12 måneder. Det betyder, at barnet har nået at tilknytte sig akutplejefamilien, og den endelige anbringelse hos den valgte plejefamilie bliver derfor oplevet som et overgreb af barnet. 

Med andre ord oplever barnet en traumatiserende første fjernelse fra de biologiske forældre, efterfulgt af endnu et professionelt overgreb ved at fjerne barnet fra den første rigtige tilknytning hos akutplejen til den kommende faste plejefamilie. Dette burde ikke ske. En §50-undersøgelse kan og skal laves hurtigere.

Den endelige plejefamilie får i mange tilfælde et forkert billede af barnets reelle situation, da den anbringende kommune ikke ønsker at tale problemstillinger op, fordi det kan have økonomiske konsekvenser grundet KL’s liste af belastningsgrader i forhold til vederlag. 

Biologisk familie bør ikke have indflydelse
I matchning af plejefamilien lægges der ofte af myndigheder stor vægt på accepten fra den biologiske familie i anbringelsen. Man kan spørge sig selv, om den biologiske families holdning automatisk skal være udslagsgivende i anbringelsen?

De har jo netop ikke formået at gøre det godt for barnet, så hvorfor skal den særstatus gives – hvor ligger kompetencerne?

Jeg er godt klar over, at det er gennem accept fra de biologiske forældre, at en tvangsanbringelse kan ændres til en frivillig anbringelse og dermed lette administration og omkostning. Men er det nødvendigvis godt for barnet?

Det burde være kommunernes pligt at sikre en reel sundhedsundersøgelse af de anbragte børn, da det jo i sidste ende er dem, som er juridisk ansvarlige for barnet. Desværre sker det sjældent.

Vi anbefaler plejefamilier at tage kontakt til egen læge eller få en henvisning til en god børnelæge og selv sikre en sundhedsundersøgelse af barnet. Vi skal jo som ansvarlige plejeforældre sikre, at barnet ikke har mén efter mistrivsel i mange år.

Mange rådgiverskift skaber mistillid hos børnene
Plejebørn bliver udsat for rigtig mange samtaler af administrativ art. Der er halvårlige børnesamtaler, som skal udføres af socialrådgiver. Som plejefamilie oplever vi mange socialrådgiverskift, og der kan let være seks-syv skift på fem år. Det betyder, at barnet i børnesamtalen ikke altid oplever tillid til myndighedspersonen. Dette er et kæmpe problem.

Socialtilsynene har nu også fået påbud fra politisk hold, at de skal tale med de anbragte børn og sikre sig, at barnet trives.

Socialtilsynene har en regel om, at de ikke må besøge samme plejefamilie mere end 2 gange for at sikre et objektivt syn på familien. Endnu engang oplever barnet et tillidsbrud, da de skal tale med myndighedspersoner, som de ikke kender hele vejen op gennem deres opvækst. Man kan spørge sig selv til hvilken nytte?

Det er evidensbaseret, at kontinuitet i anbringelsen og gode alderssvarende sociale relationer er grundlaget for læring hos anbragte børn.

Vi har i Plejefamiliernes Landsforening erfaret gennem vores SATS-puljeprojekt ”Projekt Netværket”, at anbragte børn ikke nødvendigvis taler med deres plejefamilier om de ting, der bekymrer og berører dem. De taler heller ikke om problemerne i skolesammenhæng, men i stabile grupper af ligedannede plejebørn åbner de op for deres problemer.

Man kan spørge sig selv, hvorfor nu det? Jeg tror, at den spejling, som opstår i ligedannede grupper, skaber en tillid og et fællesskab, som alle børn og deres anbringelser kunne have stor gavn af.

Det er oplysninger, som en tilsynskonsulent, en socialrådgiver eller en plejefamilie meget sjældent vil få.

Anbragte børn burde have krav på sikre sociale og alderssvarende relationer. Gennem et godt personligt netværk samt en veluddannet plejefamilie og en omhyggelig anbringende kommune vil man kunne nå langt uden brug af store omkostninger.