SF: Biologiske forældre kan ikke trylles ud af børns liv

DEBAT: Vejen til kontinuitet og stabilitet i anbragte børns liv løses ikke med stramninger, der stiller forældrene ringere, fordi det i sidste ende risikerer at skade barnet, skriver Trine Torp (SF).

Af Trine Torp (SF)
Familie- og socialordfører

Når børn og unge mistrives, er der brug for, at de, der bliver opmærksomme på det, også underretter om det.

Desværre opleves underretninger ofte som det mest indgribende i en families liv, nemlig tvangsanbringelser og brudte familierelationer. Men en underretning er så meget andet og burde i stedet forstås som, at barnet og familien bliver set og vil blive tilbudt hjælp og støtte.

Jeg kan være bekymret for, om man giver næring til den første forståelse, hvis man giver større muligheder for at fratage forældrene deres ansvar – til skade ikke bare for de anbragte børn og unge, men også for alle de øvrige børn og unge, som er afhængige af at blive set og hjulpet.

En forkert oplevelse af, at en underretning udløser meget alvorlige indgreb i en familie, kan måske afholde fra at råbe vagt i gevær, selv når der er behov for det.

Derfor er det vigtigt at handle med omtanke med eventuelle forslag om at svække forældrenes rolle og ansvar, når det er besluttet at anbringe.

Hensynet til barnet er størst, men vi skal også have forældrene for øje, fordi det kan have stor betydning for barnet, hvordan samarbejdet omkring det er håndteret. Barnets perspektiv handler nemlig også om relationen til deres forældre, deres søskende og det øvrige familienetværk. Og især unge anbragte kan ikke holdes i en anbringelse i tvang – de stemmer imod med fødderne og går, hvis de ikke er enige i det, der sker.

Forældrenes accept af anbringelsen er afgørende
Forældre og børn vil for det meste på et tidspunkt opsøge hinanden, også selvom kontakten har været afbrudt.

Derfor skal der sørges for, at relationen bliver så god som muligt for barnet også under anbringelsen. Samarbejde mellem de voksne i barnets liv er helt afgørende for den gode anbringelse – og netop den gode anbringelse er afhængig af, at der ikke er konflikt omkring den.

Laura Lindahl foreslår i sit indlæg ”LA: Hensynet til plejebørns biologiske forældre vejer for tungt”, at plejeforældre adopterer plejebørn og får den juridiske overbygning på forældrerollen.

Men vejen til kontinuitet og stabilitet i de anbragte børns liv løses ikke med stramninger, der stiller forældrene ringere, fordi det i sidste ende risikerer at skade barnet. Jeg tror ikke, at barnets oplevelse af omsorgssvigt og brud forsvinder ved at knække båndene til de biologiske forældre.

Jeg tror heller ikke, at alle de relationer, som de allerfleste anbragte børn har til deres forældre, søskende og øvrige familie, kan viskes ud ved at overføre et juridisk forældreskab til plejeforældrene. Det kræver i stedet, at der er dygtige fagfolk omkring barnet, der kan afhjælpe utrygheden og sikre, at samvær og den fortsatte kontakt til forældre, søskende og netværk kan foregå på barnets præmisser.

Laura Lindahl nævner et tomrum, der opstår, når de anbragte børn bliver myndige og ikke længere har en formaliseret plads i plejefamilien. Nogle oplever en splittet følelse, når de lever i måske mange år i en plejefamilie og stadig har biologiske forældre.

Men jeg tror, vi løser den usikkerhed ved at arbejde med forældrenes accept af anbringelsen og ved at sikre et godt samvær og forebygge konflikter omkring anbringelsen. For eksempel ved at sørge for forældrestøtte gennem støtte-kontaktperson.  

Inddragende samarbejde
Det er her, ’Børnebasen’ (som jeg har beskrevet i et tidligere indlæg) skal sørge for at bygge bro til forældrene, selvom de ikke nu eller i fremtiden har kompetencerne til at give barnet stabil omsorg.

Forældre skal mødes i et inddragende samarbejde og modtage information om vigtige episoder og oplevelser i barnets liv. Har vi fagligheden og personalet til at sikre et godt samarbejde, tror jeg på den bedste løsning for alle parter. Og vi skal huske, at de allerfleste anbragte børn har deres egen familie som primært netværk senere i livet.

Når de fleste plejefamilier af mange gode grunde ikke følger med videre i de tidligere anbragtes liv, så må det være her, vi skal være bedre. Vi skal give plejefamilierne ordentlige vilkår, forebygge konflikter omkring anbringelsen og sikre ret til efterværn for alle anbragte, så de kan afslutte anbringelsen godt.

Langt de fleste forældre til anbragte børn vil fortsat være forældre for dem i fremtiden. De kan ikke trylles ud af børnenes liv, så de får et godt liv i en drømmeanbringelse, hvor relationer varer livet ud.

Det er lykkeligt, når gode relationer består, men det er ikke et realistisk udgangspunkt for de fleste anbragte. For dem vil forældrene og den øvrige familie være den blivende familie. Man kan ikke fælde stamtræet, også selvom barnet er anbragt måske mange år af sit liv.

  • Anmeld

    Jørgen Jørgensen

    Hvorfor slettede i min kommentar,


    som forholdt sig superskarpt og helt legitimt til debatørens i indlæg?

  • Anmeld

    Marianne K. Christensen

    Forældre er ikke relevante

    Jeg er helt enig i det du skriver.
    Men jeg tror desværre, at det er for sent at tale fornuft med både Mette Frederiksen og Astrid Krag.
    Men tanke på, at de påtænker at tvangsfjerne endnu 36.000 børn og tvangsbortadoptere en del af dem, faldt brikkerne pludselig på plads for mig i går, da jeg hørte een af dem udtale:
    "De biologiske forældre er slet ikke relevante i anbringelsessager."
    Jeg var i forvejen chokeret over tingenes tilstand og meget bekymret for nutidens og fremtidens børnefamilier, men den ene sætning tog næsten pippet fra mig. De er faktisk ude på, ikke bare at smadre familierne til en halv fødselsårgang (talmæssigt) traumatisere både børn og forældre, men forældrene skal simpelthen skiftes ud!!
    Hvordan kan det være lovligt at benytte sig af nazi-metoder i Danmark i år 2020?
    Hvordan kan man forsvare "der er ingen belæg for, at flere skal tvangsfjernes" med "der er heller ingen belæg for, at de ikke skal"?
    Samtlige ekspertudtalelser påpeger, at en tvangsfjernelse er en meget indgribende foranstaltning, og at børn og unge som har været anbragt, ofte fylder i de negative statistikker, så som ingen uddannelse, hjemløshed, kriminalitet og selvmord. Omvendt ser det ud for udsatte børn, som ikke bliver anbragt. Flere af dem får rent faktisk en uddannelse, et job, en bolig og klarer sig godt i livet. I rigtig mange tilfælde kræver det faktisk kun en smule hjælp i hjemmet, så man kan få løst problemerne og så familierne kan forblive sammen.
    Alkoholisme er opgivet til at være årsagen i 5% af anbringelserne. Og de grelle sager vi hører om i medierne, fylder kun en promille i alle disse sager. I 67% af sagerne er der slet ikke oplyst, hvorfor man har tvangsfjernet barnet. Det synes jeg er tankevækkende.
    Jeg er een af dem, der har mistet mit ønskebarn til systemet. Jeg var enlig mor - da min datter var tre år, fik jeg en blodprop i hjernen med nogle hjerneskader til følge. Jeg havde ikke længere ret meget energi, jeg var træt, jeg kunne ikke længere kognitivt overskue madlavning og når jeg havde hentet min datter i børnehaven om eftermiddagen, var jeg brugt op. Jeg havde brug for ligt hjælp i hjemmet - et par timer hver dag - men det ville kommunen ikke give mig. Jeg havde ingen der kunne hjælpe mig. Selvom jeg bad kommunen om hjælp flere gange, fik jeg det samme svar hver gang: "Det gør vi ikke i Ballerup kommune." Så kommunen ventede kun på at jeg brændte sammen og smed håndklædet i ringen.
    Det gjorde jeg så 1 1/2 år senere og min datter blev anbragt. Fra da af, har jeg kun fået lov til at være min datters besøgsven, ikke hendes mor. Jeg har slet ikke fået lov til at være en del af min datters liv siden da (nu er der gået 11 år) jul, fødselsdage og andre begivenheder og højtider blev frataget os, fordi plejefaren ikke ville køre min datter frem og tilbage, selvom det stod i hans kontrakt med kommunen, at det var hans opgave. Plejefamilien ville ikke informere mig om min datters dagligdag og trivsel - på et tidspunkt fik jeg ingen information i otte måneder. Så er det jo svært for mig at støtte min datter, når jeg ikke ved noget om, hvordan hun har det og hvad der sker i hendes liv.
    Min datter og jeg blev spillet ud mod hinanden som om vi var et par skakbrikker, og plejefamilien nægtede at samarbejde med mig og inddrage mig. Det udløste højspændt konflikt imellem os, og min datter sad i saksen fordi plejefaren havde skabt en loyalitetskonflikt, og han gjorde intet, der kunne forbedre situationen - tværtimod.
    Jeg har erfaret, at mange anbringelsessager forløber på nogenlunde samme måde som vores, og det synes jeg ikke er i orden. Vil man virkelig udsætte yderligere 36.000 børn for sådanne traumer og varige skader, når man i langt de fleste tilfælde kan nøjes med at sætte ind med hjælp i hjemmet?

KL og regionerne blander blod i fælles udspil

KL og regionerne blander blod i fælles udspil

ANALYSE: KL og Danske Regioner skriver historie med deres fælles udspil til, hvordan regeringen med en kommende sundhedsaftale skal sikre bedre sammenhæng mellem sygehuse, kommuner og almen praksis. De 12 pejlemærker er ikke færdige løsninger, men skitserer blandt andet samarbejdet rundt om de 21 akutsygehuse.