SF: Her er tre tiltag, der skal give anbragte børn en tryggere barndom

Af Trine Torp (SF)
Socialordfører 

Anbragte børn og unge har ret til tryghed, trivsel og de samme muligheder som alle andre børn og unge.

Forudsætningen er stærke relationer, som de kan regne med.

Både professionelt og politisk har børn og unge i udsathed min særlige opmærksomhed, og det har været en kernesag for SF i mange år.

Vi bragte derfor også i år ønsker til forbedringer på området til forhandlingsbordet i de netop afsluttede satspuljeforhandlinger.

Når jeg ser tilbage på beslutninger på socialområdet i 2017, vil jeg fremhæve styrkelse af kvaliteten i familiepleje som en af de vigtigste.

For det første skal vi sikre en god anbringelse, uanset om det er i en plejefamilie, på et opholdssted, en døgninstitution eller netværksplejefamilie.

Trine Torp
MF (SF)

For plejefamiliernes gode og stærke kompetencer er afgørende for de plejeanbragte børn og unges trivsel.

Plejefamilier får bedre forudsætninger 
Aftalen sikrer blandt andet, at der skal udvikles et bedre grundkursus for nye plejefamilier, gives intensiv støtte i begyndelsen af anbringelsen, og at plejefamilie og barn kan få konkret og målrettet hjælp, når der er brug for det.

Samtidig er der også sikret midler til at styrke samarbejdet mellem kommuner, plejefamilier og døgninstitutioner, som med deres faglige kompetencer kan være med til at understøtte plejefamilier, så de ikke står alene med de udfordringer, de møder.

Det skal bidrage til, at plejefamilier får bedre forudsætninger og støtte til at håndtere problemer i forbindelse med anbringelsen, så den ikke bryder sammen.

De 73 millioner kroner, vi har sat af over fire år, er en god start. Men der kan stadig gøres meget mere, og det vil jeg arbejde for i det kommende år.

Anbragte børn skal prioriteres 
For det første skal vi sikre en god anbringelse, uanset om det er i en plejefamilie, på et opholdssted, en døgninstitution eller netværksplejefamilie.

Og børnene skal have den indsats, de har brug for. Det kræver gode tværfaglige vurderinger, og det kræver tilsyn og et stærkt fagligt netværk omkring barnet.

Og ved familiepleje bør de økonomiske vilkår ikke være bygget op omkring en vederlagsforhandling mellem kommune og plejeforældre, der blandt andet har den paradoksale betydning, at hvis barnet er inde i en positiv udvikling, nedsættes vederlaget.

For det andet skal vi anerkende betydningen af kontakten og relationen mellem anbragte børn og deres biologiske forældre – af hensyn til børnene.

For en del af kompleksiteten i de anbragte børn og unges liv er, at de godt kan have en stærk tilknytning til forældrene, selvom de er en væsentlig grund til anbringelsen.  

Der er derfor brug for en langt bedre hjælp til forældrene, så de kan indgå i denne relation, og der er brug for, at man skaber rammer for et samvær, der er godt for barnet.

Jo mere ro der er omkring den relation, jo nemmere er det for barnet at falde til i sin anbringelse.

Anbragte børn skal blive trygge voksne 
For det tredje er det helt afgørende, at vi sikrer at anbragte børn og unge får en tryg overgang til voksenlivet, når anbringelsen ophører.

Derfor bør handleplaner altid række ud over det 18. år, og efterværnsindsatsen skal fortsat styrkes – allerhelst ved at sikre, at alle anbragte børn og unge har ret til efterværn, når de bliver 18 år.

Og så skal vi blive endnu bedre til at inddrage og lytte til børnene og de unge – både i de konkrete anbringelsesforløb og politisk.

Organisationer som TABUKA og De Anbragtes Vilkår har været uvurderlige i udviklingen af anbringelsesområdet de senere år, og jeg har også selv glæden af at have kontakt med tidligere anbragte og har fået besøg på Christiansborg af børnepanelet fra projektet Styrket Indsats.

Der gemmer sig vigtig livsekspertviden hos dem – den skal værdsættes og bruges.

Den indsats vi sammen fik sikret i 2017 vil vise sig at være vigtig for mange anbragte børn og unge – men der er meget mere at gøre for at sikre anbragte børn og unge bedre muligheder i livet.