Vive-forsker: Bekæmp hjemløshed ved at overskride sektorskel

ACT-hold har været centrale i USA
Det gør også en forskel, hvilken støtte man tilbyder.

I de randomiserede forsøg med housing first i USA, Canada og Frankrig har tværfaglige støtteteams – såkaldte ACT-teams (Assertive Community Treatment) – været et centralt element.

Et ACT-team består ud over de sociale støttemedarbejdere også af en psykiater, en misbrugsbehandler, en sygeplejerske, en socialrådgiver og en jobkonsulent.

Med en sådan indsats kan man give en intensiv støtte og sammensætte den fleksibelt, ud fra hvad borgeren har behov for.

Tværfagligheden bidrager med en helt særlig dimension i støtten og i muligheden for at understøtte en recovery-proces for borgeren.

Begrænset brug af ACT-indsats i Danmark
De udenlandske forsøg gør også brug af ICM-støtte (Intensiv Case Management) samtidig med ACT-indsatsen.

ICM-støtte er ikke baseret på et tværfagligt team, men på, at en casemanager giver borgeren social og praktisk støtte i hverdagen og er tovholder for borgerens brug af øvrige indsatser.

ICM-støtte gives til dem, som ikke længere har brug for en ACT-indsats, eller dem, som kunne nøjes med en ICM-indsats fra starten af.

I Danmark bruges ACT-indsatsen kun i begrænset grad på hjemløseområdet. Det danske housing first-program har primært været baseret på ICM-metoden – samt den korterevarende CTI-metode.

Endvidere har det kun været cirka en ud af tyve borgere i hjemløshed, der overhovedet omfattes af disse specialiserede indsatser.

I Danmark har det tværfaglige ACT-team vist sig svært at etablere på tværs af sektorskel – mellem blandt andet den regionale psykiatri, den kommunale misbrugsbehandling, jobcentre og myndighedscentre.

Uudnyttet potentiale i integrerede indsatser
Kun nogle få kommuner har i dag en ACT-indsats på udsatteområdet, men der arbejdes med at udbrede indsatsen til flere kommuner.

Der er generelt et stort uudnyttet potentiale ved at etablere integrerede indsatser for de mest udsatte som de psykisk syge misbrugere med komplekse støttebehov, der i høj grad figurerer i hjemløshedsstatistikken.

Dermed ville mange af dem kunne få en bedre støtte og hjælp og blive i stand til at komme ud af hjemløsheden.

Mange ville kunne bo i egen bolig, og det ville de fleste formentlig også foretrække, hvis de fik den hjælp, de har behov for.

Knaphed på billige boliger er en barriere
Ud over den specialiserede støtte er der også en udfordring med boligerne.

Mens flere kommuner har held med at anvise hjemløse unge til ungdomsboliger, eksisterer denne mulighed naturligt nok ikke for de midaldrende og ældre.

For dem er knapheden på små etværelses og toværelses lejligheder, der er til at betale, en væsentlig barriere.

I mange kommuner bliver disse boliger renoveret, nedlagt eller slået sammen til større boliger, så huslejen bliver for dyr.

Samtidig benytter en del kommuner fortsat ikke lovgivningens væsentligste redskab – den kommunale boliganvisning – til at skaffe boliger til hjemløse borgere. Det gælder dog primært uden for de større byer og i en del mellemstore byer.  

Vær villig til at overskride sektorskel
Endelig skal vi ikke overse dem, som har brug for et egentligt botilbud.

De midaldrende og ældre i hjemløshed udvikler ofte kroniske fysiske lidelser og plejebehov langt tidligere end andre ældre – efter et langt liv med misbrugsproblemer eller blot et svært liv i udsathed.

Alternative plejehjem, der kan etableres under § 108 i serviceloven, og som er henvendt til plejekrævende borgere med et fortsat aktivt misbrug, er en sjældenhed i landskabet i dag.

Der er således mange forklaringer på, at hjemløsheden blandt midaldrende og ældre fortsat stiger – og der er mange udfordringer – men også løsningsmuligheder.

Det vil dog kræve en villighed til at overskride eksisterende sektorskel i velfærdssystemet ved at etablere integrerede, specialiserede indsatser for de mest udsatte borgere og en villighed til at investere i disse indsatser fra samfundets side.