Ifølge Maike Glue står vi i dag overfor et paradigmeskifte på arbejdsmarkedet, hvor mennesket skal sættes i centrum. Det gælder både i rekrutteringen af nye talenter i dag og i fremtiden. Det handler med andre ord ikke længere om at promovere løn og arbejdsopgaver, men i højere grad om virksomhedens mission, vision og værdier, der skal inspirere kommende medarbejdere til at blive en del af fællesskabet.
”Ifølge Ballisagers Kandidatanalyse fra 2024 er arbejde som den eneste identitetsmarkør på vej retur. Fritiden bliver vigtigere for os, for vi vil gerne have plads til andet i livet end blot arbejde. Derfor kommer virksomheder til at gentænke deres rekrutteringsproces, fordi det ikke handler om at få et arbejde og tjene penge. Derimod handler det om, hvilke værdier virksomheden repræsenterer, hvilken forskel virksomheden gør i verden og om virksomheden er designet til hele mennesker med hele liv, hvor der er plads til at være menneske både på og udenfor arbejdet,” siger Maike Glue.
Højere krav tvinger virksomheder til at tænke rekruttering som markedsføring
For at imødekomme kandidaternes øgede krav til rekrutteringsprocessen må virksomheder tænke i en helstøbt fortælling om, hvordan det er at arbejde hos dem - og samtidig sikre det rette værdimatch, der skaber fundamentet for en længerevarende relation: ”De bedste ambassadører er de medarbejdere, der allerede er en del af holdet, så det gælder om at tænke rekrutteringsprocessen 360 grader rundt – og ikke kun via det konkrete stillingsopslag,” siger Maike Glue.
De bedste ambassadører er de medarbejdere, der allerede er en del af holdet, så det gælder om at tænke rekrutteringsprocessen 360 grader rundt – og ikke kun via det konkrete stillingsopslag
Maike Glue
Ledelses- og organisationsudviklingsekspert
Udover at fremhæve de bløde værdier i rekrutteringen, skal processen tænkes hele vejen rundt. Det gælder også for valget af kanaler. I dag er hele 80 % af alle kandidater passive, og det betyder, at langt størstedelen ikke aktivt leder efter jobs på de klassiske rekrutteringskanaler. Derfor må virksomhederne tænke kreativt og eksponere kommende talenter på de kanaler, hvor de er til stede - for eksempel på sociale medier. Med andre ord skal rekrutteringen tænkes som markedsføring, hvor kandidaterne rammes med budskaber, der skildrer virksomhedens værdier og har fokus på fleksibilitet og work-life balance.
”I 00’erne og 10’erne talte alle om at sætte kerneopgaven i centrum. Sådan er det ikke længere. Vi går faktisk på arbejde for at trives, og derfor har vi brug for at flytte fokus fra kerneopgaven til medarbejderen. Det bliver nødvendigt for at kunne tiltrække talent både nu og i fremtiden,” siger Maike Glue.
Invester i dine medarbejdere og fremtidens arbejdsliv
Det er også vigtigt at fokusere på de medarbejdere, du allerede har hyret. Der er størst risiko for at miste sine medarbejdere det første år efter ansættelse, hvis de ikke er glade - læs mere her, og derfor er en nøje tilrettelagt onboardingproces lige så vigtig som selve rekrutteringen.
I en ny kandidatundersøgelse foretaget af Talentech svarer 98 % af de adspurgte, at det vil forbedre deres indtryk af den kommende arbejdsplads, hvis de modtager information om virksomhedens kultur, historie og kollegaer forud for første arbejdsdag. Derudover handler det ifølge Maike Glue om, at virksomheder tilpasser deres arbejdsplads til fremtidens arbejdsliv: ”Fremtidens arbejdsliv har fokus på LIV, og det er et udtryk for, at arbejdet skal passe ind i livet og ikke omvendt. Det betyder, at vi er nødt til at forholde os mere dynamisk til både arbejde og liv.”

Begynd med små ændringer og inddrag medarbejderne
Maike Glue opfordrer virksomhederne til at starte med små ændringer: ”Vi vil ikke længere gå på kompromis med os selv. Mange organisationer kan godt se skriften på væggen og forstår, at det er nødvendigt at omstille sig, men samtidig oplever de, at det er svært, fordi vi går væk fra one size fits all. Det øger kompleksiteten og afføder en række dilemmaer. Der er ingen af os der kan ”regne den ud” alene – vi er afhængige af hinanden for at gentænke arbejdslivet, og for at lykkes er vi i højere grad nødt til at spørge, mobilisere og inddrage medarbejderne.”








