3F: Hvorfor efterlades de kortuddannede på perronen?

Af Peter Hamborg Faarbæk
Sundhedspolitisk Konsulent, 3F

Den nye nationale sundhedsprofil burde være et wake-up call for alle, der arbejder med sundhed i Danmark.

Ikke nok med at det på en række områder går dårligere med vores sundhed generelt, så viser sundhedsprofilen også, at vi til stadighed efterlader flere og flere ufaglærte og kortuddannede tilbage på perronen.

Det gør vi, imens dem med den lange uddannelse sidder på 1. klasse i sundhedstoget, der buldrer forbi.

Hvor er den nationale handlingsplan, der skal gøre op med den store ulighed i sundhed, planen der skal sikre, at der tages de nødvendige strukturelle tiltag, den nye rygelov, afgifterne der for alvor kan ændre indkøbsmønstrene, så der bliver mindre, sukker, fedt, alkohol og røg samt tiltagene, der for alvor skal få kommunerne til at rykke på dette område?

Politikerne er tavse som graven
Tavshed - tavsheden har været skræmmende fra de ansvarlige politikere, efter sundhedsprofilen blev offentliggjort.

Regeringen, der ikke er sene til at råbe op om en kommende mangel på arbejdskraft, dribler let og elegant uden om det kæmpe potentiale, der ligger i målrettet at mindske uligheden i sundhed, og retter i stedet fokus mod ung frisk arbejdskraft fra udlandet.

Peter Hamborg Faarbæk
Sundhedspolitisk Konsulent, 3F

Politikere, der ellers i mange andre sammenhænge er hurtige til at kræve handling, har været tavse som graven.

Regeringen, der ikke er sene til at råbe op om en kommende mangel på arbejdskraft, dribler let og elegant uden om det kæmpe potentiale, der ligger i målrettet at mindske uligheden i sundhed, og retter i stedet fokus mod ung frisk arbejdskraft fra udlandet.

Økonomiforhandlingerne med kommunerne går snart i gang.

Hvorfor benytter man ikke en sådan lejlighed til for alvor at skrue op for blusset, stille krav til kommunerne om handling, belønne de kommuner, der evner at løfte sine borgere, kræve at kommunerne for alvor fokuserer på uligheden, og kræve, at der i langt højere grad samarbejdes med patientforeninger, pensionskasser, virksomheder, fagforbund med videre i målet om at mindske uligheden?

Hvorfor stiller vi ikke krav om en proaktiv indsats ude på virksomhederne, hvor kommunerne kunne få til opgave at samarbejde med virksomhedernes arbejdsmiljøorganisation om at tænke sundhed ind i arbejdsdagen?

Egenbetaling øger uligheden
Hårdt fysisk arbejde og et dårligt arbejdsmiljø har stor betydning for vores sundhed.

Det øger nedslidningen, risikoen for en række alvorlige sygdomme og mindsker overskuddet til fysisk aktivitet i fritiden.

Ville det ikke være fantastisk, hvis der nu blev indkaldt til fire-partsdrøftelser, for at få sundheden i fokus på landets arbejdspladser. For slet ikke at tale om, de mange der i kortere eller længere tid står uden for arbejdsmarkedet - hvor er tilbuddene, der kan forbedre deres sundhed?

Hvorfor ser vi ikke også på vores egenbetaling for diverse sundhedsydelser – vi ved, at vi i Danmark ligger ganske højt, når det kommer til tandlæge, psykolog og medicin. Vi ved at dårlige tænder har kæmpestor betydning for sundheden.

Vi ved også, at det er dem med de korteste uddannelser, der har de fleste sygdomme og deraf den største udgift til medicin. En udgift som mange ikke har råd til og at de derfor fastholdes i et liv med dårligere helbred end nødvendigt.

Alligevel fastholder vi en stor grad af egenbetaling, der medvirker til at øge uligheden i vores sundhed.

Alle skal have plads i sundhedstoget
Vi ved også, at andelen af rygere står stille på trods af, at vi ved, hvad der hjælper – eksempelvis initiativer som rygelovgivningen i 2007, store afgiftsforhøjelser, kombineret med aktive tilbud om hjælp til at stoppe.

Alligevel holder man sig tilbage med nye initiativer - hvor er den næste rygelovgivning, hvor er rygeforbuddet på erhvervsskolerne, hvor der i dag er tre gange så mange rygere som på gymnasierne.

Hvor er afgiftsforhøjelserne, der for alvor vil rykke eller kravet til kommunerne om en udfarende indsats på landets arbejdspladser og i de større boligområder.

Eller mere beskedne initiativer, der kan sikre at den lovgivning, vi har i dag, faktisk bliver overholdt overfor vores børn og unge.

Den seneste sundhedsprofil kalder på handling, kalder på politikere, der kan og vil sætte handling bag de pæne ord om at gøre noget for at mindske ulighed i sundhed, politikere, der vil sikre at også de med den korteste uddannelse får plads i sundhedstoget.