Debat

Aktører: Godt købmandskab kræver fokus på værdibaserede indkøb

DEBAT: Værdibaserede indkøb af medicinsk udstyr og løsninger vil sikre mere kvalitet. Det kan bidrage til kortere indlæggelsestid, ensartet behandling og færre fejl, skriver fire aktører.

Værdibaserede indkøb handler om godt købmandskab. Om klogt at vælge det udstyr og de løsninger, der videst muligt baner vejen for kvalitet, skriver regionernes formand, Stephanie Lose (V).
Værdibaserede indkøb handler om godt købmandskab. Om klogt at vælge det udstyr og de løsninger, der videst muligt baner vejen for kvalitet, skriver regionernes formand, Stephanie Lose (V).Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Stephanie Lose (V), Tine Roed, Peter Huntley og Betina Hagerup
Formand for Danske Regioner, direktør i Dansk Industri, direktør i Medicoindustrien og direktør i Dansk Erhverv

Sundhedsvæsenet er presset. Befolkningen er aldrende. Flere af os fejler mere.

Samtidig skaber teknologien og specialisering på hospitalerne bedre behandlingsmuligheder, så vi overlever og får gode liv, selv når vi rammes af sygdom, der før ville have invalideret os eller kostet os livet.

Samlet set skaber udviklingen en spiral af højere forventninger og flere udgifter. Her gælder det om, at sundhedsvæsenet ikke stirrer sig blind på at få det billigst.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

For når det handler om komplekse anskaffelser som medicinsk udstyr, implantater, apparatur og medicoløsninger, er der ofte kun kortsigtede gevinster ved at låse blikket på anskaffelsesprisen.

Dobbeltdyre hjerteklapper er billigere
Vi vinder langt mere for patienterne ved at styrke sundhedsvæsenets værdibaserede indkøb. Og hvad er så det?

Vi vinder langt mere for patienterne ved at styrke sundhedsvæsenets værdibaserede indkøb.

Stephanie Lose (V), Tine Roed, Peter Huntley og Betina Hagerup
Formand for Danske Regioner, direktør i Dansk Industri, direktør i Medicoindustrien og direktør i Dansk Erhverv

Værdibaserede indkøb handler om godt købmandskab. Om klogt at vælge det udstyr og de løsninger, der videst muligt baner vejen for kvalitet og værdi hos patienten.

Lad os tage et slående eksempel: Udskiftning af hjerteklapper hos ældre. I dag er det tæt på at kunne ske ambulant. Ofte kan en ny hjerteklap indopereres om formiddagen, hvorefter patienten kan være tilbage i eget hjem samme aften eller en til to dage efter indgrebet.

For ikke mange år siden kostede indgrebet syv til otte dage i en hospitalsseng og mange flere sygedage for patienten. Forskellen skyldes regionernes indkøb af såkaldte Tavi-hjerteklapper. De er velafprøvede som alternativ til kirurgisk intervention, og indgrebet foregår skånsomt via en pulsåre i lysken.

Tavi koster over dobbelt så meget som almindelige hjerteklapper. Den højere pris er dog let at forsvare: Patienten er kortere tid på hospitalet, har færre risici for infektion, er hurtigt hjemme og videre i eget liv.

Det er baggrunden for, at Syddanmark, Midtjylland og Nordjylland tidligere i år gennemførte fælles udbud om køb af Tavi-hjerteklapper.

Tilsvarende har Region Hovedstaden tidligere gennemført et lignende udbud, der sikrer relevante patienter fra Region Hovedstaden og Region Sjælland adgang til metoden.

Projekt skal sikre bedre løsninger til færre penge
På den lange bane sikrer værdibaserede indkøb bedre brug af sundhedsvæsenets penge.

Derfor har regionerne, Dansk Industri, Dansk Erhverv, Medicoindustrien og Danske Regioner i starten af 2019 etableret Fovis, som står for Forum for Værdibaserede Indkøb på Sundhedsområdet.

Fovis' kerneopgave er at få værdibaserede indkøb på sundhedsområdet op i gear. Denne måde at efterspørge nye løsninger på kan samtidig være afsæt for udvikling og innovation på markedet til gavn for både sundhedsvæsen, virksomhederne og eksport.

Derfor hilser vi også regeringens nylige partnerskab med life-science-industrien i et lignende samarbejde velkommen, og vi ser frem til et tæt parløb.

Læs også

Knæprotesesælger belønnes efter patienttilfredshed
Værdibaserede indkøb på sundhedsområdet handler også om patientrapporterede resultater og pay-per-performance.

Vi trækker et andet eksempel frem: I et års tid har private leverandører af knæproteser til patienter på Sygehus Lillebælt, Vejle, haft styrket incitament til at bistå klinikkerne med at sikre bedst mulige resultater og tilfredshed hos patienter med nyt kunstigt knæ.

Afsættet er en kontrakt, hvor private leverandører af knæproteser får højere betaling i situationer, hvor de opnåede resultater og tilfredshed hos patienterne bevæger sig over en på forhånd defineret baseline.

Værdibaseret indkøb er også, når Region Nordjylland og 11 kommuner går sammen om et fælles udbud af sårplejeprodukter, der sikrer fælles sortiment i overgangen mellem hospital og hjemmepleje.

Hidtil har region og kommuner set forskelligt på, hvilke løsninger sårpatienter skulle tilbydes. Resultatet er helende på flere måder.

Bedre patientforløb, ensartet behandling og bedre sammenhæng. Samtidig skal personalet opbygge et bedre kendskab til færre produkter. Dét reducerer risici for fejl og sparer tid.

Vigtig mission med værdibaserede indkøb
Regionerne køber årligt ind for tæt på 40 milliarder kroner. Når det gælder komplekse indkøb, skal omfanget af værdibaserede indkøb op. Til gavn for patienter, kvalitet, klinisk personale, sundhedsvæsen og leverandører.

Når omfanget skal op, kræver det, at fokus justeres. I sundhedsvæsenet er vi gode til at forhandle skarpe priser hjem på mange standardvarer.

Men igen. Når det gælder mere komplekse indkøb, skal der ses langt mere på værdi for patienten og de samlede totalomkostninger. Det arbejder Fovis benhårdt på.

Justeringen kan møde modstand undervejs, og det skal vi være opmærksomme på. For den del af organisationen, som gøder jorden for senere resultater, er typisk ikke den, som høster gevinsterne.

Fastlæggelse af objektive mål for patientrapporterede effekter kræver fokus, målsætninger – og tid. Og for mange private leverandører er værdibaserede indkøb et nyt felt, hvorfor der skal opbygges kompetencer og findes samarbejdsformer.

Parterne bag Fovis har derfor en væsentlig mission. Vi skubber på, så der mellem sundhedsvæsen og erhvervsliv skabes tættere samarbejder om projekter, der sætter tempoet op for værdifulde indkøb på sundhedsområdet. Alt sammen til patienternes bedste.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Betina Hagerup

Formand for Statens IT-råd, fhv. direktør for markeder, Dansk Erhverv (2019-22)
cand.merc. (CBS 1990)

Peter Huntley

Afgående direktør, Medicoindustrien (15/6-24), formand, National Association Council, bestyrelsesmedlem, MedTech Europe
civilingeniør (DTU 1982), ph.d. (DTU 1986), hd i finansiering (CBS 1988), young managers program (Insead 1991)

Stephanie Lose

Økonomiminister (V), næstformand for Venstre
cand.oecon. (Syddansk Uni. 2006)

0:000:00