Aktører til regeringen: Udsæt planerne om ny sundhedsreform i 2021

Af Lars Dahl Pedersen og Christian Bøtcher Jacobsen
Hhv. Seniorrådgiver, Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse og lektor, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Sundhedsvæsenets interessenter har i årevis efterspurgt en sundhedsreform, som kan sikre bedre sammenhæng og mere nærhed for patienterne. Lige før covid-19 brød ud i marts, pressede interesseorganisationerne voldsomt på med et fælles opråb til regeringen om en reform.

Oprindeligt havde regeringen givet sig selv god tid. En sundhedsreform kunne vente til 2023. Men under Folketingets åbningsdebat i oktober lovede Mette Frederiksen, at der vil komme en sundhedsreform i 2021.

For tiden er det tydeligt, hvor galt det kan gå, hvis man handler, inden grundlaget for beslutninger er på plads. Tilsvarende har reformer af skat, politi og socialvæsen vist, at risikoen for at begå fejl er betydelig, når der laves hastværk.

Hurtig sundhedsreform frister
Fristelsen til at levere en hurtig sundhedsreform ligger lige for. Den forrige regering udarbejdede i travlhed et udspil til sundhedsreform. Det forslag spøger stadig.

KL og Danske regioner har i fællesskab fremlagt en model med 12 pejlemærker for et nyt sundhedsvæsen, hvor overlappet er til at få øje på.

For tiden er det tydeligt, hvor galt det kan gå, hvis man handler, inden grundlaget for beslutninger er på plads. Tilsvarende har reformer af skat, politi og socialvæsen vist, at risikoen for at begå fejl er betydelig, når der laves hastværk.

Lars Dahl Pedersen og Christian Bøtcher Jacobsen
Hhv. Seniorrådgiver, Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse og lektor, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Der etableres sundhedsfællesskaber omkring landets 21 akuthospitaler og gennemsnitligt fire til fem kommuner, 160-170 praktiserende læger og cirka 275.000 indbyggere.

Sundhedsfællesskabernes skal løse store og komplekse opgaver: Koordinering på tværs af sektorgrænser, indgåelse af aftaler om samarbejde lokalt, implementering af nationale retningslinjer og i det hele taget sørge for, at der ikke er generende snitflader i de tilbud, borgere og patienter møder.

Det er ingen nem øvelse. Ikke desto mindre efterlader det tilgængelige materiale mange ubesvarede spørgsmål.

Konkurrerende interesser
For det første, hvem referer sundhedsfællesskabet til? Der er skitseret en bestyrelseslignende konstruktion med politikere. Men de tre parter er fortsat forankret i hver sin organisation.

Sygehusene hører under Regionsrådet, Kommunernes sundhedstilbud hører under kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune og almen praksis refererer mest til sig selv og deres overenskomst via de Praktiserende lægers organisation (PLO).

Hvordan får man de forskellige aktører til at se sig selv og hinanden som en del af et sammenhængende sundhedsvæsen og ikke som bærere af forskellige konkurrerende interesser?

For det andet, hvordan organiseres en fælles administrativ ledelse eller direktion? Hvilke mandater og virkemidler skal den have for at sikre, at der koordineres på tværs af sygehuse, flere kommuner og mange almene praksis.

I kommunerne indebærer det kommunale selvstyre, at enhver aktivitet i kommunen politisk kan tages op i kommunalbestyrelsen.

Tilsvarende er der ingen administrativ ledelse af et sundhedsfællesskab, der kan træffe beslutninger og præcist fastlægge, hvad den enkelte praktiserende læge skal gøre i sin praksis.