Silje Sjursen Skiphamn
Elisabeth Bergskaug
Veslemøy Hedvig ØstremAltinget åbner nicher om sundhed og klima i Norge

Som led i etableringen i Norge har Altinget ansat journalisterne Silje Sjursen Skiphamn og Elisabeth Bergskaug. De skal som redaktører for nichemedierne Altinget Helse og Altinget Klima og Energi dække sundhedsområdet og norsk klima- og energipolitik.
"Med Elisabeth Bergskaug og Silje Sjursen Skiphamn på holdet fra start, får vi to stærke fagpersoner, som bliver garant for grundig, tydelig og nyskabende journalistik med høj troværdighed," siger chefredaktør for Altinget Norge Veslemøy Østrem.
Silje Sjursen Skiphamn kommer fra en stilling som nyhedsredaktør på mediet Faktisk.no. Hun har tidligere været politisk journalist på aviserne VG og Drammens Tidende.
"Det er drømmejobbet, når man er interesseret i sundhedspolitik! Jeg har en stor tro på projektet, og glæder mig rigtig meget til at komme i gang," siger Skiphamn.
Elisabeth Bergskaug kommer fra en stilling som nyhedsjournalist på den norske avis Vårt Land. Hun har tidligere været politisk journalist på ABC Nyheter og har dækket klima, energi og transport.
"Klimaforandringerne er måske det største og mest komplekse politiske spørgsmål i de kommende årtier. Så der er brug for god og oplysende journalistik, som giver indsigt i komplicerede processer. Det er en fantastisk spændende mulighed at gøre det på Altinget. Jeg glæder mig til at følge klima- og energipolitikken tæt," siger hun.
Skal dække de store udfordringer
Med ansættelsen af en sundheds- og klimaredaktør er Altingets to første nicher i Norge en realitet.
"Altinget vil opbygge politisk journalistik inden for forskellige fagområder. Vi starter, når temperaturen er højest, og hvor der bliver lavet en masse ny politik. Så det var naturligt at se på sundhedsområdet og klima- og energipolitikken," siger chefredaktør Veslemøy Østrem.
"Jeg ser frem til at bidrage til en oplyst samtale og skabe ny journalistik om politik på to af de områder, hvor udfordringerne er størst, både lokalt, nationalt og internationalt."
Altinget Norge bliver bygget op på samme måde som Altinget i Danmark og Sverige med politiske nyheder indenfor en række nicheområder. Fra efteråret 2022 etablerer Altinget sig med seks nicher i Norge.
I marts blev Veslemøy Østrem ansat som chefredaktør, og i april ansatte Altinget Marius Zachariasen som kommerciel direktør for Altinget i Norge. Den norske redaktion vil desuden bestå af mangeårige NRK-kommentator Magnus Takvam og politisk journalist Solveig Ruud.
Indsigt

Louise Brown spørger Sophie LøhdeHvorfor er reglerne ikke ændret, så onlineplatforme kan levere håndkøbsmedicin?
Per Larsen spørger Sophie LøhdeHvad har regeringen gjort for børn og unge med svær overvægt?
Karin Liltorp spørger Sophie LøhdeHvornår bliver retningslinjerne for udtrapning af antidepressiv medicin revideret?
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Smuldrer sundhedsreformen i kanterne?
- Anti-gambling, grønne erhvervsuddannelser og podcast om hud: Det har fondene givet penge til i april
- Cecilie Liv Hansen trækker sig fra post i Region Syddanmark
- Kommende praktiserende læge: Her er mine tre ønsker til ny honorarstruktur




















