Anders Beich: Sundhedsministeriet bør omdøbes til Sygdomsministeriet

Medikaliseringens tro følgesvend, sygeliggørelse, gør individet til en patient, som ofte både pacificeres og presses i rollen med tilhørende urealistiske rettigheder.

Sundhed forveksles med jævnlige undersøgelser, prøver og scanninger. Højopløst billedteknologi gør forekomst af kræft til elastik i metermål, selvmonitorering og genetisk testning sætter bunsenbrænderen under risikoforskrækkelsen.

Wegovymangel hos småfede sætter bølgens højde i perspektiv, når borgere med BMI 27+ er potentielle patienter helt officielt, selvom risikokurven først knækker omkring BMI 35.

Novo tager gevinsten, sundhedsvæsenet tager slæbet. 

Psykologiske udfordringer og reaktioner, i en stadigt mindre robust befolkning, bliver til psykiatri. Generthed bliver til social fobi, påholdenhed kaldes økonomisk angst, lydfølsomhed misofoni, sorg bliver hjemfalden til en diagnose, hvis den varer for længe.

Hvis man mangler evne til at sige fra eller har ambitioner, der overstiger ens formåen, så kan man blive ”ramt af stress”, som var det en meteorit fra det ydre rum.

Hvis man mangler evne til at sige fra eller har ambitioner, der overstiger ens formåen, så kan man blive ”ramt af stress”, som var det en meteorit fra det ydre rum

Anders Beich
Speciallæge i almen medicin, praktiserende læge

Vi accepterer ikke perioder med modgang, nedture, lidelse, smerte og sorg, og hverken individet eller samfundet har tid eller råd til ”timeout”, eller at man heler ved egen hjælp og indsats.

Det må kunne ordnes terapeutisk, farmakologisk eller kirurgisk. Samfundet kræver samtidig lægeattester på alt og presser på for indgriben. 

Samtidig opfordres vi af specialister, lægemiddelfabrikanter, lobbyister, politikere og væsener til at søge læge i tide.

Ingen får sundhedsvæsen nok. ”Mænd går for sjældent til læge”, ”kvinders sygdomme er underprioriterede” og ”Lægen bør være klar over, at LGBTQIA2S+ -patienter kan have særlige behov”.  

Ubetydelig overrisiko og ubehag moduleres med medicin, som egentlig er udviklet til sygdomsramte. Det er fristende med genveje til pænere målinger og scores, og meget forebyggelsesmedicin har da også i bedste fald ganske lille effekt på sygelighed, i værste fald kun bivirkninger.

Den tvivlsomme effekt kommer med en stor pris og rigtig meget unyttig aktivitet i et glohedt sundhedsvæsen, hvor cirka halvdelen af lægerne, uanset arbejdssted, scores stressede eller udbrændte, når de svarer på spørgsmål derom.  

Parallelt med medikaliseringstsunamien ruller ”the silver tsunami” med et stejlt tiltagende antal ældre med flere samtidige sygdomme og andre komplekst multisyge, som skal følges uden for de højt specialiserede sygehuse og faktisk har stor dokumenteret gavn af lægelig omsorg, overblik og behandlerkontinuitet. 

"MinSundhed” (jeg får associationer til mit barnebarns højlydte ”DET MIN”), som ikke har med sundhed at gøre, er en trofast kilde til mere usikkerhed og angst og affødt aktivitet i sundhedsvæsenet

Anders Beich
Speciallæge i almen medicin, praktiserende læge

Læg endelig på toppen en blomstrende materiel mætning, selvoptagethed og opportunisme, der reducerer videnssamfundet til et rettighedssamfund, hvor vi hver især, uanset helbred, er optaget af vore egne behov med fokus på ret og frivillighed, der har afløst pligt og moral, som samfundets bindemiddel.

Et samfund, hvor sundhed er afkoblet tryghed og fællesskab.

”MinSundhed” (jeg får associationer til mit barnebarns højlydte ”DET MIN”), som ikke har med sundhed at gøre, er en trofast kilde til mere usikkerhed og angst og affødt aktivitet i sundhedsvæsenet, når alt for mange tror, at det er sundhed at blive målt og følge med i alle uforståelige afvigelser. 

I indgangen til det offentlige sundhedsvæsen sidder den praktiserende læge og prøver at følge med.

Men selv ”egen læge” har en grænse for, hvor meget man kan overkomme. Det er vist endelig gået op for os, at det kommer med udbrændingens pris at sige ja til meraktivitet, bare fordi der kan aftales en ydelse.

Der er grænser for uddelegering til hjælpepersonale uden diagnostisk kompetence af scoringer, tests, prøver og sammedagstider uden lægelig indikation, hvis vi skal bevare vores selvrespekt, faglige integritet og arbejdsglæde.

Vi bliver til ”ingens lægehus” hvis vi ikke fejer for egen dør i almen praksis med en faglig kost og tænker nyt.

Uvisiteret fri tilgængelighed er obsolet, når medikaliseringsbølgen møder ”the silver tsunami” i et umætteligt rettighedssamfund, og flere og flere syge skal behandles uden for sygehuset.

Samtidig fremføres krav om kortere ventetid og udvidede åbningstider af de mindst syge og trængende.

Der må tænkes om.

Alle kan ikke få og skal ikke have øget tilgængelighed, pakkeløsninger og flere rettigheder, hvis vi mener det alvorligt, at vi skal give mest til dem med størst behov. 

Lige nu opslides læger af forskellige belastninger, fra de krævende medikaliserede til de svageste multisyge, og vi må beskyttes mod udbrænding. Mere bliver altid brugt op af dem, der trænger mindst. Så nu er det, vi skal prioritere og ”kill our darlings”, og det ved vi jo er det sværeste. 

Forebyggelsen skal ud af sundhedsvæsnet og ind i samfundet.

Tryghed og sundhed er enæggede tvillinger, og der må investeres i rehabilitering af relationer og resocialisering af civilsamfundet, hvis man vil have sundhed.

Forebyggelse på individniveau i sundhedsvæsenet bliver ingen sunde og stærke af, det er uoverkommeligt, udokumenteret, og medikalisering og punktering af borgerens egen myndighed og drivkraft er det mest sandsynlige udkomme.

Sundhed hører hjemme i alle andre ministerier end i det, der burde hedde Sygdomsministeriet. 

Vi bliver nødt til og kan tilmed drage fordel af som samfund at have et sygdomsvæsen, hvor spild og skade hele tiden minimeres, og hvor læger starter med at feje for egen dør, når det gælder aktivitet uden saglig grund.

Sundhed hører hjemme i alle andre ministerier end i det, der burde hedde sygdomsministeriet

Anders Beich
Speciallæge i almen medicin, praktiserende læge

Vi fodrer undersøgelsesafhængighed hver gang vi tager prøver, depressionstests, ordinerer billeder og henviser, enten fordi vi er bange for gabestokken, fordi patienten vifter med en forsikring, eller fordi vi kan tjene lidt nemme penge ved at undersøge raske.

Og det sker lige nu i almen praksis, nogle gange fordi det holder gang i økonomien, andre gange fordi vi ikke orker at forklare mere. 

Det er nødvendigt for hele vores udvikling som menneskehed at bruge mindre og fordele bedre, hvis vi vil overleve som menneskelige, og det gælder i den grad i sundhedsvæsenet, hvis vi skal være rettidigt tilgængelige for de syge, der faktisk kan få stor gavn af vores indsats.

Det kræver massiv politisk opbakning at få det opmærksomhedsforstyrrede sundhedsvæsen til at blive et fokuseret og trimmet sygdomsvæsen, men også til en bredere indsats mod medikaliseringen, hvor vi skal bremse op for skadelige og urealistiske rettigheder og forventninger til sundhedsvæsenets indsats, især når det gælder individuel sundhed.

Lad det blive en folkesag at skåne de raske for sundhedsvæsenets pacificerende og potentielt skadelige indsatser.

Ellers kommer vi læger til fortsat at forsømme de faktisk syge og slås indbyrdes i sundhedsvæsenet om, hvem der har ansvaret for patienten, mens vi selv bliver syge af stress.