Danmark er det land i Europa med den mindste stigning i tobakspriser

RYGNING: Fra 1998 til 2019 steg tobakspriserne i Danmark med cirka 65 procent. Ser man på resten af Europa har stigningen i samme periode gennemsnitligt været på 200 procent. Tre ministre var sidste uge i samråd for at redegøre for forebyggelse af rygning.

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Mads Mose Vikkelsø

Når det kommer til prisen på tobak, er Danmark et af de lande i Europa, hvor stigning i tobakspriser ligger i den lavere ende. Det har det gjort igennem de sidste 20 år.

Ifølge en ny opgørelse fra Danmarks Statistik er prisen på tobak relativt billigere i Danmark end i resten af Europa.
 
Tobaksprisen er steget mindre i Danmark procentvis - men også i forhold til priserne på det samlede privatforbrug, som fødevarer, tøj og transport, er tobak relativt billigere i Danmark end i de fleste andre europæiske lande. 
 
Ny handleplan
Tobakspriserne så ud til at få et nøk opad sidste år, da regeringen landede en handleplan mod rygning. En vigtig del af planen var, at prisen på en pakke cigaretter skulle stige til 55 kroner per pakke - og i 2022 ende på 60 kroner per pakke.
 
Efterfølgende har flere tobaksproducenter imidlertid forsøgt at fastholde den gamle pris ved at indkøbe stempelmærker med priser så lave, at det gav underskud. Samtidig har flere tobaksforhandlere opbygget lagre med gamle stempelmærker.

Det fik i sidste uge regeringen til at melde ud, at man nu vil skærpe indsatsen for at sikre, at kravene til prisstigningerne bliver overholdt.
 
I en pressemeddelelse fra tirsdag den 27. oktober siger skatteminister Morten Bødskov (S):
 
”Det er afgørende, at vi sætter foden ned og viser store virksomheder, at i Danmark er det Folketinget, der sætter rammerne og bestemmer, hvilke regler der skal gælde i vores samfund.”

0:000:00