DE om hjerneskaderehabilitering: Specialisering er en national ressource – ikke en regional øvelse

Private tilbud løfter rehabilitering

Specialiseret hjerneskaderehabilitering er kendetegnet ved høj kompleksitet, lange forløb og et massivt behov for tværfaglighed. Det kræver adgang til specialiserede og tværfaglige kompetencer, som ikke kan opbygges fra den ene dag til den anden.

I dag leveres en betydelig del af denne kapacitet af private og selvejende tilbud, som over årtier har opbygget stærke faglige miljøer og løfter nogle af de mest komplekse rehabiliteringsopgaver.

Regionerne bør allerede nu definere klare principper for samarbejdet mellem offentlige og ikke-offentlige aktører. 

Katrina Feilberg Schouenborg
Branchedirektør for Sundhed og Life Science, Dansk Erhverv.

Disse miljøer udgør en integreret del af den samlede nationale kapacitet – ikke et supplement, man kan vælge til eller fra.

Regionernes opgave er derfor ikke blot at samle ansvaret, men at sikre en organisering, hvor eksisterende specialisering fastholdes og videreudvikles. En model, der ensidigt baserer sig på regional drift, risikerer at føre til afspecialisering uden for hospitalerne.

Det vil ikke alene reducere den samlede kapacitet, men også svække kvaliteten i de længerevarende rehabiliteringsforløb, hvor kontinuitet, erfaring og tværfaglige miljøer er afgørende. 

Klare principper for samarbejde

Det er vigtigt at understrege, at specialisering findes både på hospitalerne og uden for hospitalerne. De hospitalsbaserede miljøer spiller en central rolle i den akutte og tidlige fase, mens specialiserede tilbud uden for hospitalerne ofte har særlige styrker i de længerevarende og helhedsorienterede rehabiliteringsforløb.

Det er samspillet mellem disse miljøer, der skaber sammenhæng og kvalitet for borgerne. Hvis dette samspil svækkes, risikerer reformens ambition om mere sammenhængende forløb at få den stik modsatte effekt.

Uden inddragelse risikerer regionerne at træffe organisatoriske beslutninger, der på kort sigt kan virke rationelle, men som på længere sigt underminerer specialiseringen.

Katrina Feilberg Schouenborg
Branchedirektør for Sundhed og Life Science, Dansk Erhverv.

Derfor bør regionerne allerede nu definere klare principper for samarbejdet mellem offentlige og ikke-offentlige aktører. Det indebærer gennemsigtige visitationsmodeller, tydelig opgavefordeling og ensartede kvalitetskrav.

Klare rammer og fair konkurrence er ikke et mål i sig selv, men et middel til at sikre, at ressourcerne anvendes effektivt, og at borgerne får adgang til de bedst egnede tilbud.

Ensidig hjemtagning er kortsigtet

Overgangen til de nye strukturer kalder samtidig på tæt dialog med de aktører, der i dag varetager specialiserede rehabiliteringsopgaver. Det handler om kontinuitet for borgerne og deres pårørende, men også om at bevare og udvikle de faglige miljøer, som reformen er afhængig af.

Uden denne inddragelse risikerer regionerne at træffe organisatoriske beslutninger, der på kort sigt kan virke rationelle, men som på længere sigt underminerer specialiseringen.

Hvis målet med sundhedsreformen er at styrke kvaliteten i den specialiserede hjerneskaderehabilitering, er konklusionen klar: Regionerne skal vælge samarbejde frem for ensidig hjemtagning. De skal se specialisering som en national ressource, der skal udnyttes på tværs af sektorgrænser.

Kun ved at bringe alle gode kræfter i spil kan vi sikre høj kvalitet, gennemsigtighed og bæredygtighed – til gavn for de borgere, der har allermest brug for det.