Debat

Dansk Tandsundhed: Investeringer i tandsundhed er en investering i folkesundheden

Der skal ryddes op i de nuværende tilskud, så alle borgere er garanteret et gratis årligt tandeftersyn. Det vil give mulighed for at fange alvorlige skader i opløbet, hvilket både vil spare patienterne penge og lette presset på sundhedsvæsenet, skriver Jens Mondrup.

På kronikerområdet ser vi gerne bedre muligheder for vederlagsfri tandpleje, så eksempelvis kræft-, diabetes- eller hjertepatienter ikke presses af voldsomme ekstraregninger til tandpleje i forbindelse med deres sygdomme, skriver Jens Mondrup.
På kronikerområdet ser vi gerne bedre muligheder for vederlagsfri tandpleje, så eksempelvis kræft-, diabetes- eller hjertepatienter ikke presses af voldsomme ekstraregninger til tandpleje i forbindelse med deres sygdomme, skriver Jens Mondrup.Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Jens Mondrup
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I mange år har vi i Danmark brystet os af, at det står godt til med tandsundheden. Vi kender historien om KU's studie om trends i danskernes tandsundhed, som blandt andet viser, at tandløsheden blandt befolkningen i perioden 1987-2017 faldt fra 18 til 3 procent, mens den for andelen af 65-74-årige faldt med 51 procent. Samtidig steg andelen af 65-74-årige med funktionelt tandsæt i samme periode fra 16 til 69 procent.

Desværre viser TV2's program "Det tandløse Danmark", at glansbilledet er ved at krakelere. For selvom tandsundheden generelt er blevet bedre, ser vi i Danmark en voldsom ulighed i tandsundhed.

En ulighed, som de fleste seere må have betragtet med en vis vantro med tanke på, hvor central en plads sundhed har i den politiske debat. Desværre har det ikke smittet af på tandplejen, der i mange år har været voldsomt underprioriteret på den politiske dagsorden.

Adskillige negative konsekvenser ved dårlig tandsundhed

Programmet stiller skarpt på de voldsomme negative konsekvenser, som dårlig tandsundhed medfører.

Det kræver politisk handling, hvis vi skal have flere patienter ind i den forebyggende tandpleje

Jens Mondrup
Formand, Dansk Tandsundhed

Her møder vi de tre patienter Regitze, Tomas og Harry, hvis problemer med dårlige tænder ikke blot begrænser til munden, men viser sig også i form af øget risiko for kroniske sygdomme som hjerte-kar-sygdomme, diabetes og leddegigt.

Og så har det også store konsekvenser for deres sociale liv, hvor patienterne giver udtryk for, at deres dårlige tandsundhed fører til en social stigmatisering og øget isolation.

Ifølge udsendelsens ekspert, Esben Boeskov Øzhayat, der er lektor på Odontologisk Institut, er både risikoen for følgesygdomme, øget social isolation og dårlig livskvalitet ikke sjældent en konsekvens ved dårlig tandsundhed.

Det kræver politisk handling, hvis vi skal løfte tandsundheden

Et nøglepunkt for patienterne i udsendelsen er, at de er vokset op med begrænset fokus på tandbørstning eller har haft en dårlig introduktion til tandplejen.

Det er vi som behandlere nødt til at tage meget alvorligt, og vi arbejder dagligt med at skabe et trygt miljø for patienter, der er vokset op med begrænset tandpleje eller eksempelvis lider af tandlægeskræk, som er en hyppigt forekommende årsag til ikke at passe sit årlige tandeftersyn.

Men det kræver også politisk handling, hvis vi skal have flere patienter ind i den forebyggende tandpleje. Derfor vil vi kraftigt opfordre til, at en ny regering, uanset bogstavkombinationen, vil arbejde for en ny aftale for voksetandplejen. Et arbejde, der startede i 2018, men blev bremset i af folketingsvalgene i både 2019 og 2022.

Bedre tandsundhed er en investering i bedre folkesundhed

En ny aftale for voksentandplejen vil kræve et nyt syn på tandplejen som et afgørende forebyggelsesredskab. Der er ganske enkelt behov for en politisk erkendelse af, at en forbedring af tandsundheden kan give store økonomiske gevinster for staten, da det vil reducere belastningen på det øvrige sundhedsvæsen fra særligt kroniske sygdomme.

Samtidig vil det også forebygge negative sociale konsekvenser som øget isolation og manglende tilstedeværelse på arbejdsmarkedet.

Læs også

Derfor foreslår vi, at der ryddes op i de nuværende tilskud, så alle borgere er garanteret et gratis årligt tandeftersyn. Det vil give mulighed for at få flere patienter ind i den forebyggende tandpleje i rette tid, så vi fanger alvorlige skader i opløbet, hvilket både vil spare patienterne penge og lette presset på sundhedsvæsenet på den lange bane.

På kronikerområdet ser vi gerne bedre muligheder for vederlagsfri tandpleje, så eksempelvis kræft-, diabetes- eller hjertepatienter ikke presses af voldsomme ekstraregninger til tandpleje i forbindelse med deres sygdomme.

Alt i alt har vi mulighederne for at vende billedet med ulighed i tandsundhed. Men det kræver politisk handling og en højere prioriteret til tandplejen i sundhedsdebatten. Derfor håber vi, at en ny regering vil bidrage til at vende billedet, så der også politisk anerkendes, at investeringer i tandsundhed er en investering i bedre folkesundhed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Mondrup

Formand, Dansk Tandsundhed, adm. direktør, Colosseum Tandlægerne
International business and administration (CBS 1989)

0:000:00