Debat: Vi skal have de rette rammer, hvis fremtidens sundhedsvæsen skal fungere

DEBAT: Der er brug for mere nærhed i sundhedsvæsenet. Der skal kommunerne blandt andet stå for flere sundhedsopgaver i fremtiden og vi skal give mere kvalificeret behandling i borgernes hjem, skriver Thomas Adelskov (S), formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg, Grete Christensen, formand Dansk Sygeplejeråd, og Karen Stæhr, sektorformand i FOA.

Af Thomas Adelskov (S), Grete Christensen og Karen Stæhr
Formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg, formand for Dansk Sygeplejeråd og sektorformand i FOA

Et menneske med en kronisk sygdom bruger i gennemsnit fem timer om året på hospitalet, men i alt 8.755 timer om året på at leve sit hverdagsliv.

Nøglen til at leve et liv med en kronisk sygdom er derfor også, hvordan borgeren bedst muligt tackler hverdagen for at skabe det nødvendige overskud til at håndtere sin kroniske sygdom.

Det er her – i hverdagen og det nære - vi skal sætte ind. Det er nu, vi skal være ambitiøse for fremtidens sundhedsvæsen – for patienternes og deres pårørendes skyld. Så lad os straks komme frem til vores budskaber:

  • Vi kan og skal løse flere sundhedsopgaver i kommunerne i fremtiden
  • Vi kan og vil skabe sammenhængende patientforløb. Men økonomien skal følge med de nye opgaver
  • Der skal investeres i yderligere kompetencer til de sundhedsfaglige medarbejdere. Blandt andet for langt mere målrettet at forebygge indlæggelser blandt borgere med kronisk sygdom og medicinske patienter

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby varslede i august 2017 markante ændringer i sundhedsvæsenet. Mange tusinde patienter skal i de kommende år behandles i eget hjem eller i nærmiljøet – vi taler i en størrelsesorden af fire milliarder kroner.

Statsministeren har i sin åbningstale i Folketinget også slået fast, at det – i en tid, hvor vi bygger mere og mere specialiserede supersygehuse, er ekstra vigtigt, at vi tager hånd om det enkelte menneske helt tæt på.

Det er vi meget enige i. Og hér kan sygeplejersker, sosu-assistenter og -hjælpere og andre ansatte i kommunerne noget, som vi skal satse langt mere på. De er så at sige nøglen til at fremtidssikre sundhedsvæsenet.

Vi skaber indsatser, der hænger sammen
Hver dag gør medarbejderne i det kommunale sundhedsvæsen en forskel i rigtig mange borgeres liv.

I kommunerne har vi mulighed for at samarbejde med borgerne alle de steder, vi møder dem – i dagtilbud, sundhedspleje og skole, på jobcentre og botilbud, på sundheds- og træningscentre, i ældreplejen og hjemmesygeplejen.

Hér kan vi arbejde for at fremme borgerens sundhed, og vi kan sammen med borgeren forebygge, at eventuel sygdom bliver værre. Det gør vi gennem en bred og helhedsorienteret indsats, som også kommer de borgere, der mangler overskud i hverdagen, til gode.

Eksempelvis vil den enlige mor, der har svært ved at få enderne til at mødes, og børn, der mistrives i skolen, formentlig have vanskeligt ved også at mønstre energi til at tage vare på en kronisk sygdom. Det er helt forståeligt.

Men hvis den kommunale sundhedspleje og det pædagogiske personale i folkeskolen kan hjælpe hende med at skabe gode rammer om børnenes opvækst og støtte op om deres trivsel, og medarbejderen på jobcentret kan hjælpe hende til at få fodfæste på arbejdsmarkedet, så kan kommunens sundhedscenter hjælpe med et sundhedstilbud, der reelt gør hende i stand til at mestre sin sygdom.

Det vil reducere behovet for specialiserede ydelser på sygehus. Simpelthen fordi vi sammen hjælper med at skabe det nødvendige overskud i hendes hverdag. Det er bare ét eksempel.

Et andet er de mange dygtige sosu-assistenter og -hjælpere og sygeplejersker, som hver dag besøger mange tusinde ældre i deres hjem og i kraft af deres tætte relation til den ældre spotter begyndende sygdom.

Og som gennem en tidlig indsats i samarbejde med almen praksis i mange tilfælde forhindrer, at den ældre skal indlægges for for eksempel en urinvejsinfektion, forstoppelse eller dehydrering.

Eksemplerne illustrerer nødvendigheden af nærhed til borgerne. Og indsatser, der er tænkt sammen, så vi kan sætte ind på en måde, hvor sundhed giver selvstændig mening i borgerens hverdag.

Det giver os stærke kort på hånden i forhold til at forebygge ulighed i sundhed og sætte ind med en indsats, der går på tværs. Og sidst men ikke mindst: Det skaber tryghed for borgerne.

Vi er klar til at tage et større ansvar – men vi mangler rammerne
I kommunerne har vi gennem de sidste ti år forberedt os på den nye sundhedsvirkelighed.

I dag er der for eksempel ansat over 50 procent flere sundhedsfaglige medarbejdere end i 2007. Det er blandt andet sygeplejersker, sosu-assistenter og terapeuter, som arbejder i hjemmeplejen, hjemmesygeplejen, på akuttilbud, i sundhedshuse med videre.

Herudover er både social- og sundhedsuddannelsen og sygeplejerskeuddannelsen netop blevet ændret for at leve op til kravene i morgendagens sundhedsvæsen.

Medarbejderne løser allerede langt mere komplekse sundhedsopgaver end for bare få år siden. Og i en tid, hvor presset vokser på sygehusene, og hvor lægeressourcerne er knappe, bør vi satse langt mere på at bringe kompetencerne i det kommunale sundhedsvæsen aktivt i spil.

En rettidig indsats fra for eksempel sygeplejersker og sosu-assistenter kan reducere borgernes behov for at komme på sygehus og til læge.

Og vi kan faktisk også hjælpe nogle af de borgere, som er blevet syge, og dermed aflaste lægerne. Det er godt for borgerne, og der er også god økonomi for samfundet i det.

Det kræver dog, at de kommunale medarbejdere får nogle bedre muligheder for at varetage indsatser for borgeren. Det kræver blandt andet et vedvarende fokus på medarbejdernes kompetencer og på løbende opkvalificering.

Og så skal vi blive bedre til at samarbejde med sygehusene om konkrete patientforløb.

Der er behov for konkrete lovændringer
Først og fremmest skal der være klarhed om opgaven. Der er brug for at tage aktiv stilling til, hvordan sundhedsvæsenet skal være indrettet.

Det er hverken godt for borgere eller medarbejdere, når opgaverne glider ud i kommunerne, uden at rammerne er til det og uden at økonomien følger med. Derfor bør Sundhedsstyrelsen få til opgave at tegne linjerne for sundhedsvæsenet frem mod 2025.

Vi har også brug for mere fleksible rammer for, at det kommunale sundhedspersonale kan løse flere opgaver. Det kunne for eksempel være adgang i hjemmesygeplejen til en lægetaske med receptpligtig medicin.

Det vil styrke hjemmesygeplejens mulighed for selvfølgelig i samarbejde med en læge at handle her og nu hos ældre borgere med for eksempel lungebetændelse og med langt til nærmeste apotek.

På den måde kan vi faktisk aflaste almen praksis og sikre en bedre sammenhæng for borgerne. Samtidig er der brug for, at vi i kommunerne meget smidigere kan trække på de praktiserende læger og rådgivning fra sygehusene.

Vi ser frem til, at regeringen forhåbentlig snart sætter handling bag ordene. For medarbejderne i det nære sundhedsvæsen har solide kompetencer, som man burde satse langt mere på. For borgernes skyld.

Så giv os nu et større ansvar og ikke mindst de rette rammer. 

Forrige artikel Psykologer: Hvis alle børn skal trives, må vi ikke tænke i kasser Psykologer: Hvis alle børn skal trives, må vi ikke tænke i kasser Næste artikel Hiv-forening: Stærkt embedsstyre trumfer de vedtagne processer Hiv-forening: Stærkt embedsstyre trumfer de vedtagne processer