Det er på tide at aflive myten om, at sundhedsvæsnet er i dårlig stand

Jeg læste for et par år siden med stor fornøjelse afdøde Hans Roslings bog ”Factfullness – 10 grunde til at vi misforstår verden – og hvorfor den er bedre end vi tror”.

Blandt et hav af livsbekræftende fakta og mere konstruktive vinkler, end både medier og politikere jævnt hen holder af at anvende, bringer han i bogen en lille historie om svenske lægestuderendes møde med Afrika.

Rosling har taget de studerende med til Tanzania, hvor de møder områdets kloge kone. Det er hende, der går fra landsby til landsby for at hjælpe til ved fødsler. En slags autodidakt amatørjordemor.

De studerende var optændt af deres store medicinske viden, store engagement og opvoksede i et velfærdssamfund, hvor det sjældent er et spørgsmål, om man skal udnytte ny viden og teknologi til patienternes bedste, men hvor hurtigt.

Med dét afsæt i deres verden langt fra den afrikanske virkelighed spurgte de fødselshjælperen, hvad for noget teknologi, hun savnede mest og som ville hjælpe hende bedst.

”En lommelygte” var svaret til de studerendes forbløffelse.

Hun forklarede, at når hun går fra landsby til landsby, bliver det ofte mørkt, mens hun går. Der er slanger i Afrika. Nogle af dem nogle lede, giftige krapyl, der dog basisk faktisk kun bider mennesker, når de kommer for tæt på, og slangerne føler sig truede.

Hun kan ikke se dem i mørket og risikerer derfor et bid. Sker det, og hun besvimer eller dør, når hun ikke frem til fødslen, der så også kan ende fatalt. Det går jo ikke. Så derfor: En lommelygte. Så hun kan se i mørket og slangerne skræmmes væk af lyskeglen.

Nu er Danmark ikke Afrika. Og man kan med en vis rette sige, at vores samlede velstand, uddannelsesniveau, skattebetalinger og velfærdssamfund nok er af en sådan størrelse, at vi er ude over ønsket om en lommelygte.

Vores udfordringer er i en anden liga, vil vi nok mene. Her skændes vi mere om, hvor længe det er rimeligt at førstegangsfødende får lov at blive på barselsafsnittet på sygehuset, før de sendes hjem med et nyt liv mellem hænderne og nul erfaring.

Her i foråret berettede en studievært i P1, at da han blev far for første gang for 20 år siden, vankede der gullasch og mos kl. 17 på barselsgangen. Også til farmand, som han sagde. Og satte trumf på ved at tilføje, at det samme gjaldt et par år senere, da familien fik deres andet barn. Gullasch nok en gang.

Det skræmmende har både Enhedslisten og Venstre fanget, der hver fra deres skyttekrav og med hver deres knytnæve advokerer for forskellige rettigheder til fødende, deres børn og bedre halvdele. 

Søren Søndergaard
Presse- og kommunikationschef, Danske Havne

Og set i dét lys kan man jo sagtens sige, at diskussionen om, hvor længe førstegangsfødende må opholde sig på sygehuset, kan virke skræmmende. Især da, når man iagttager sygehusenes advokeren for ambulante fødsler, hvor det ud af vagten efter otte timer.

Det skræmmende har både Enhedslisten og Venstre fanget, der hver fra deres skyttekrav og med hver deres knytnæve advokerer for forskellige rettigheder til fødende, deres børn og bedre halvdele. Om det er med eller uden gullasch med mos også til ægtefællen, ved jeg faktisk ikke.

Her er det nok på sin plads med en disclaimer: Min far var læge, min mor sygeplejerske. Til overflod er min ene datter udviklingssygeplejerske og min søster lægesekretær. Så helt uhildet er jeg måske ikke. Selv har jeg dog holdt mig på lang afstand af alt medicinsk. Brød faktisk endda den sociale arv og blev ikke akademiker, men journalist.

Min far var old-school. Han drøftede aldrig patienter og sagde sjældent noget negativt om sundhedsvæsenet. Men han brød sig mildt sagt ikke meget om, at patienter døde på ventelister og samfundet ikke indrettede sundhedsvæsenet sådan, at syge mennesker fik maksimal hjælp betids. I dén diskussion kunne han godt lange ud efter både politikere, overenskomster og en forkert indstilling til at gøre sit bedste.

Men jeg forstod hurtigt som barn og ung, at sygehusvæsenet herhjemme var bedre i 60’erne end årtiet før, og endnu bedre i 90’erne end nogensinde, trods de der dødsfald på ventelisterne.

Ny viden, teknologien og stadigt dygtigere sundhedspersonale gjorde det simpelt hen løbende til en bedre oplevelse at være syg. Man kunne ligefrem overleve. Også sygdomme, der før oftest kun endte på én måde.

Uanset, at vi jævnligt kan læse trælse historier om svigtede patienter, lægefejl, og for tiden da ikke mindst Corona-udsatte undersøgelser af generelt noget alvorligere, dødbringende sygdomme end covid-19, bør vi nok alle sammen, også politikere, turde have øje for alt det samlede, der blot er gået én vej; fremad og opad.

Brødrene Madsen beskrev det forrygende i deres Tidsrejse på DR for fem år siden; de ville på egen krop opleve, om alt virkelig var bedre i gamle dage. Det var det ikke. Og da slet ikke sundhedsfagligheden, hvad man også ofte kan forsikre sig om i Peter Madsens ”Hjernekassen” i P1 om mandagen.

Verden ér et bedre sted for de allerfleste end de fleste tror. Det gælder i den grad også Danmarks sundhedsvæsen.

Et af mine mange held i livet er, at jeg ikke har overrendt sundhedsvæsenet. Var der noget, var ekspertisen jo i familien, indenfor en telefonopringning.

Da der endelig faktisk blev noget, i vinteren 2017-2018, var mine forældre for længst døde. Vejrtrækningsbesvær i den angstprovokerende skala førte til diagnosen for stort hjerte med hjertesvigt. 

Jeg synes faktisk også selv, jeg har et stort hjerte, men i overført betydning. Jeg troede også, at et hjertesvigt var et dødsfald… Det er det ikke, jeg er her endnu. 

Faktisk skyldes det mest min kloge og betænksomme kone, at jeg overhovedet fik diagnosen. Den dag i maj 2018, hvor jeg skulle scannes, havde jeg det helt fint og som altid dengang voldsomt travlt på arbejdet. Jeg var i vinterens løb blevet undersøgt for alt muligt og fundet frisk og rask, dog med en vægtudfordring, hvis man kan formulere det sådan. Jeg følte mig ok tilpas der i maj, kunne trække vejret. Så jeg var mest tilbøjelig til at køre på Borgen og melde afbud til Hillerød sygehus den morgen. Min kone sagde nej, nu havde jeg fået en tid, så skulle jeg dæleme også møde op og få tingene tjekket! 

Og bum! Mit hjerte pumpede kun halvdelen af det blod rundt, som det skulle. Så lægerne forstod godt, hvorfor jeg kunne opleve at mangle luft og forstod modsat ikke, hvorfor jeg lige aktuelt følte, at jeg havde luft nok.

Inden en uge var jeg sendt fra Hillerød til Gentofte for at få tjekket hjertekranspulsårene, der ofte er skurkene i tilstanden hjertesvigt, kunne jeg forstå. De fejlede intet. Et andet held i mit liv er, at jeg aldrig er faldet for smagen af tobak eller har drukket for meget. Jeg nåede også en tur til Frederikssund til en lungescanning, og til flere specialafdelinger i Hillerød, især Hjertesvigtsklinikken.

Jeg er nødt til at sige: Det virker. Faktisk!

Fra en patients synspunkt kan man ikke med rimelighed forlange mere. Jeg følte mig fra dag ét i overvældende kyndige hænder. Jeg har ikke mødt én læge eller én sygeplejerske, der ikke kunne forklare og perspektivere eller som ikke tog sig tiden til det.

Ny viden, teknologien og stadigt dygtigere sundhedspersonale gjorde det simpelt hen løbende til en bedre oplevelse at være syg. 

Søren Søndergaard
Presse- og kommunikationschef, Danske Havne

Jeg har fået svar på det, jeg spurgte om, og de har givet sig tid til at fortælle mig det, de syntes de ville sige. Min praktiserende læge har fulgt op, og hver gang, jeg har været forbi, runder hun af med spørgsmålet: ”Er der ellers andet, jeg kan hjælpe dig med?” – selv om hun indlysende har travlt, henset til de optagede pladser i venteværelset.

Jeg mener mig simpelthen godt behandlet i sundhedsvæsenet. Både medicinsk og på alle andre måder.

At der er udviklet medicin, der stille og roligt på få måneder bringer hjertet i stand til at pumpe næsten som det skal, er fantastisk! Så er det ingen pris at betale, at det skal tages hver dag resten af livet.

Det pumper i øvrigt så godt, hjertet, at jeg mindre end et år efter diagnosen blev erklæret for rask til at være patient på Hjertesvigtsklinikken.

Der er utvivlsomt meget, der både kan, bør og skal være bedre i sundhedsvæsenet. Der mangler planlægning og hænder. Jeg har ved selvsyn konstateret, at der savnes skriftlige kommunikative evner. 

Der mangler politisk handling og konsekvens. Vi fordeler ganske givet de knap 200 milliarder kroner forkert, og det er muligt, at Sundhedsplatformen er årtiets fejlvalg. Alt den slags. Men!

Man skal vare sig for at bruge sin egen, meget begrænsede, erfaring til en samlet konklusion. Modsat skal vi nok lære at sætte mere pris på den tårnhøje faglighed og beredvillighed, der er til rådighed for os, når vi bliver syge, og at vi er langt forbi tiden, hvor en lommelygte kunne have indflydelse på vores fødsel.

Måske er gratis mad eller ej for pårørende ikke det mest påtrængende problem, vi har? 

Og uanset hvad: det er mere politiske prioriteringer og styringen, den er gal med, end sundhedsfagligheden.

Jeg kan kun sige, som frontberetning; når man bliver syg, kan man være godt tilfreds med at blive det i Danmark. Det virker. Faktisk.