Diabetescenter: Vi skal motivere til at tage hånd om egen behandling

Af Allan Flyvbjerg og Ingrid Willaing
Hhv. direktør og forskningsleder i Steno Diabetes Center Copenhagen

De nyeste opgørelser over danskernes sundhedsprofil viser, at det går den forkerte vej med sundheden. Rystende fakta for os, der arbejder professionelt med sundhed, hvad enten vi har direkte kontakt med borgerne eller er med til at sætte rammer for forebyggelse, livskvalitet og sundhed for alle.

For hvordan er vi – trods masser af indsatser, kampagner, guidelines og ikke mindst gode intentioner og høj faglighed – havnet her, hvor resultaterne af forebyggelsen af kronisk sygdom peger den forkerte vej?

Vi skal vende blikket indad
Svaret er givetvis komplekst, men én ting står klart: Vi er nødt til at vende blikket indad og spørge os selv, om vi gode nok til at møde borgeren på en måde, så vores viden om sundhed reelt bidrager og støtter i den enkeltes liv? Eller om vi i vores iver efter at rette fejl i borgerens livsstil kommer til at gøre det modsatte, nemlig at skubbe dem væk i stedet for at støtte?

Vores bud er, at vi kan gøre det meget bedre. Det kræver, at vi kommer af med den fejlfindingskultur og det fokus på problemer, som ofte dominerer i borgerens kontakt med sundhedsvæsnet. Vi skal i stedet vende mødet med borgeren på hovedet og starte en dialog med udgangspunkt i borgerens styrker og succesoplevelser.

Med udgangspunkt i borgernes styrker
Vi kan blandt andet lade os inspirere af The Flourishing Treatment Approach – en tilgang, der netop handler om at tage udgangspunkt i borgernes styrker og succeser for at fremme forebyggelse og sundhedsfremme. Dette approach er anført af Riva Greenberg, der ud over at være en anerkendt amerikansk foredragsholder, også har levet med type 1-diabetes i over 45 år.

Vi er nødt til at vende blikket indad og spørge os selv, om vi gode nok til at møde borgeren på en måde, så vores viden om sundhed reelt bidrager og støtter i den enkeltes liv? 

Allan Flyvbjerg og Ingrid Willaing
Hhv. direktør og forskningsleder i Steno Diabetes Center Copenhagen

Tilgangen kan anvendes ved alle kroniske sygdomme og al forebyggelse. Diabetes er et godt eksempel. Forebyggelse er nødvendig både for at forhindre udvikling af diabetes og for at forebygge senfølger hos dem, der har sygdommen.

Trods en stor indsats fra både borger og sundhedsvæsen kan blodsukker, kolesteroltal, vægt med mere svinge uforudsigeligt og være svært at holde stabilt. Det skal vi hjælpe borgeren til at håndtere bedst muligt – men vi skal gøre det med udgangspunkt i perioder og situationer, hvor det går godt. Ikke med udgangspunkt i de dårlige perioder. Så kommer vi alt for let til at påføre borgeren skam over ikke at leve op til de standarder, som behandlingsvejledningerne foreskriver. Det fremmer hverken dialog, engagement eller tro på, at man selv kan skabe sig et godt liv med høj livskvalitet – også med diabetes.

Borgeren skal have støtte
Hvis vi vender tilgangen på hovedet og kigger på kroppen som ændret frem for defekt, kan vi indlede en helt anden form for dialog med borgeren. Så kommer samtalen til at handle om, hvordan borgeren kan skabe nye vaner med udgangspunkt i egne ønsker og muligheder. Vi skal støtte borgerens følelse af selvværd og borgerens engagement og motivation til at tage hånd om egen behandling.

Det er vigtigt! En standardkonsultation varer omkring 15 minutter, og personer med kronisk sygdom har i gennemsnit en konsultation hver tredje måned. Kontakten med sundhedsvæsenet er således uendelig kort i forhold til resterende tre måneder, hvor borgeren selvstændigt skal passe sin diabetes. Derfor skal vi evne at skabe engagement og motivation, så de 15 minutter sammen med borgeren får en positiv effekt, der skaber forebyggelse og bedre sundhed i de næste tre måneder.

Et møde med borgeren skal med andre ord ses som et møde mellem to ligeværdige eksperter: Den ene ved meget om sygdom og sundhed, den anden ved meget om sit eget liv og sine egne muligheder. Vi får et godt udgangspunkt ved at lytte, undgå at dømme og rette fokus på, hvad der kan fungere for netop denne borger. Så kan borgeren bedst muligt integrere den sundhedsfaglige viden lige netop der, hvor det giver mening i denne borgers liv.