Diabetesdirektør: Effektfulde sundhedsaftaler kommer ikke af sig selv

DEBAT: Det kræver konkrete indsatser, og at ledelsen på hospitaler og i kommuner tillidsfuldt indgår direkte samarbejder, hvis sundhedsaftalerne skal være mere end hensigtserklæringer, skriver Allan Flyvbjerg.

Af Allan Flyvbjerg 
Direktør og klinisk professor, Steno Diabetes Center Copenhagen

Sundhedsaftalerne skal være langt mere ambitiøse.

Sådan lyder det fra Sundhedsministeriet i forbindelse med det nye sundhedsudspil, hvor en ny generation af forpligtende sundhedsaftaler er ét af initiativerne. Det er tiltrængt – men der skal mere til. For vi har ikke bare brug for forpligtende aftaler, vi har også brug for effektfulde sundhedsaftaler.

Det har nemlig ikke skortet på gode hensigter og forpligtende samarbejder i de tidligere sundhedsaftaler. Alle har været enige om, hvad vi burde gøre. Alligevel har det ikke fungeret helt efter hensigten. Der har manglet effekt, hvor alt det, vi er enige om burde ske, rent faktisk også sker.

Hvordan kommer vi fra forpligtende sundhedsaftaler til effektfulde sundhedsaftaler? Jeg har tre bud:

1. Ledelserne på hospitaler og i kommuner skal arbejde direkte sammen

I hver region sidder der Sundhedskoordinationsudvalg, og det er nøje beskrevet, hvordan disse udvalg skal sammensættes, organisere deres arbejde og dokumentere. Det er godt, men det er ikke nok. Der skal direkte samarbejde mellem hospitaler og kommuner til.

Det har vi gjort på Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) og i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune. Vi har indgået en toårig aftale og sat rammerne for, hvordan vi i fællesskab løfter diabetesforebyggelse og diabetesbehandling og får styrket sammenhæng og kvalitet i forløb for de op mod 30.000 borgere, der lever med diabetes i kommunen.

Samarbejdet er meget konkret: Vi vil forebygge diabetes hos kvinder, der har haft graviditetsdiabetes, samt forhindre diabetes hos deres børn; vi vil støtte borgerne i bedst muligt at varetage deres egen insulinbehandling ved, at fageksperter fra SDCC underviser kommunale sygeplejersker og SOSU-assistenter, så behandlingen kan foregå i borgernes hjem og ikke på sygehus; og vi samarbejder om støtte til borgere, der både har diabetes og dårligt mentalt helbred. Endelig styrker vi brugerinvolveringen – i første omgang med en særlig indsats rettet mod borgere med type 2 diabetes.

Det er et unikt samarbejde og et konkret eksempel på, hvordan den faglige ekspertise på hospitalerne og den tætte borgerkontakt i kommunerne bedst muligt forstærker hinandens kompetencer og skaber effektfulde og sammenhængende forløb for borgerne.

2. Vi skal systematisk designe, måle og udbrede resultater

Siden Strukturreformens lancering i 2007 har der været et væld af spydspidsinitiativer og fyrtårnsprojekter på sundhedsområdet, siden de første sundhedsaftaler så dagens lys. Alligevel efterlyser Sundhedsministeriet ambitioner.

Det skyldes ikke dårlige projekter – men manglende fokus på, hvordan projekterne skal designes og efterfølgende evalueres. Lad os sætte os det mål, at alle projekter skal designes så godt, at de både kan evalueres og skaleres. Vi skal således måle, om vi i et projekt opnår de resultater, vi var ude efter, dels skal de designes, så positive resultater kan anvendes andre steder i landet.

Bliver for eksempel samarbejdet mellem SDCC og Københavns Kommune en succes, skal vi kunne gøre det anvendeligt i andre kommuner eller klynger af kommuner. Endeligt skal vi sørger for en systematisk opsamling af positive resultater og forpligte os til en systematisk national udbredelse af succesfulde projekter. Dermed lærer vi af hinandens viden og udnytter de gode resultater.

3. Rammebetingelser og økonomi skal støtte hensigterne

Endelig er vi nødt til at se på rammebetingelser og økonomi. Selv de bedste intentioner kan drukne i uhensigtsmæssige rammer, og ’samarbejdet’ bliver diskussioner om, hvem der har ansvaret for, hvad og ikke mindst hvor regningen skal ende.

Målet, nemlig borgerne, er helt ude af syne. En åben diskussion af og aftale mellem parterne om rammer og økonomi skal sammen med god ledelse sikre, at der er de nødvendige hænder og økonomi til et aktuelt samarbejdsprojekt. Erfaringsmæssigt er det overraskende, hvor få ressourcer der kræves for at få omsat forpligtende hensigter til effektfulde handlinger, hvis den rette ledelsesmæssige opbakning er til stede.

Ingen af mine tre bud er nye eller revolutionende – men de kræver alle vilje til forandring, samarbejde og prioritering. Til gengæld skaber de også konkrete handlinger, gode samarbejder – og ikke mindst effekt for borgerne.

Forrige artikel Professor: Opgrader danskernes sundhedsdata Professor: Opgrader danskernes sundhedsdata Næste artikel Tandlæger: Vi skal have nok tandlæger i den danske tandpleje Tandlæger: Vi skal have nok tandlæger i den danske tandpleje