Diabetesforeningen: Kommunerne er nøglen til det nære sundhedsvæsen

Af Ane Eggert Jackson,
Sekretariatschef, Diabetesforeningen

Sundheden kommer tættere på. Mindre sygehus. Mere kommune. Tættere på den praktiserende læge.  

Og det er godt, for det giver tryghed for patienterne at blive behandlet tæt på eget hjem og af personale, der kender dem.  

Men det bliver helt afgørende, at kompetencerne følger med, så patienterne i fremtiden ikke oplever så store forskelle i kvaliteten af behandling, rehabilitering og adgang til rette hjælpemidler, som de gør i dag.  

Der skal ikke være forskel på, om du bor i København eller Kerteminde, Nordborg eller Nørre Sundby. Som det er i dag, oplever vores medlemmer i Diabetesforeningen alt for store huller i indsatsen og mangel på kompetence.  

Det viser sig, når Socialforvaltningens budgetter begrænser adgangen til de rette hjælpemidler på trods af anbefalinger fra praksislæge eller diabetesambulatorium.  

Det er for patienten rygende ligegyldig, hvilket myndighedsniveau der tilbyder en given sundhedsydelse – bare de oplever sømløse overgange, og kvaliteten er i top. 

Ane Eggert Jackson
Sekretariatschef, Diabetesforeningen

Det viser sig, når patienterne ikke kan få tilbudt støtte i form af patientuddannelse af høj kvalitet til bedre egenomsorg, uanset hvor i landet de bor.  

Og når de praktiserende læger, som bliver overhørt af Socialforvaltningen i sager om diabetesudstyr, ikke har viden og tillid nok til kommunerne til at henvise deres diabetespatienter til de samme kommuners tilbud om patientuddannelse. 

Patienterne lander mellem kommune og region 
Derfor er det godt, at regeringen tilsyneladende har store og vidtrækkende ambitioner for den kommende sundhedsreform.  

Afgørende bliver det også, at ambitionerne om et nært og sammenhængende sundhedsvæsen bliver til virkelighed for patienterne, herunder de flere end 200.000 danskere med type 2-diabetes.  

Det kræver markante investeringer og et skarpt fokus på at sætte patienterne foran systemerne. Alt for længe har kommuner og regioner fået lov til at passe hver deres afgrænsede område, hvor patienterne lander midt imellem.

Med den kommende sundhedsreform bliver grænsebommene forhåbentlig helt usynlige for den enkelte patient med for eksempel type 2-diabetes, der skal have sin hverdag og behandling til at fungere.  

Det er banalt, men desværre nødvendigt, at konstatere, at det for patienten er rygende ligegyldigt, hvilket myndighedsniveau der tilbyder en given sundhedsydelse – bare de oplever sømløse overgange, og kvaliteten er i top. 

De nødvendige investeringer i et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen skal sætte de danske kommuner i stand til at opruste markant, når det gælder sundhedsfaglighed og -kompetencer.  

Giv et løft i kommunerne 
Der skal simpelthen ansættes langt flere fagpersoner som for eksempel diætister, sygeplejersker og fysioterapeuter i kommunerne.  

Deres kompetencer er afgørende for, at kommunerne er i stand til at vurdere en person med diabetes tæt og individuelt og tage udgangspunkt i behovet for blandt andet de rette hjælpemidler som blodsukkermålere og andet udstyr. 

Det sker desværre langtfra alle steder i dag. Med de store investeringer på sygehusområdet de seneste årtier og den nye overenskomst for de praktiserende læger, der netop fokuserer på og honorerer et større ansvar for blandt andet patienter med type 2-diabetes, er det for Diabetesforeningen tydeligt, at det er de 98 kommuner, der mangler et løft. 

Det skal blandt andet gøre kommunerne i stand til langt mere målrettet at hjælpe og støtte mennesker med type 2-diabetes, så de får et godt liv med diabetes, og langt færre udvikler andre alvorlige sygdomme med invaliditet, multisygdom og tidlig død til følge.  

Det kræver et skærpet fokus på den forebyggende indsats. Det betaler sig for den enkelte og samfundet. Færre udgifter til behandling, genindlæggelser, overførselsindkomster og produktivitetstab. 

Med andre ord skal kommunerne i langt højere grad styrkes, så de har ensartede tilbud af høj kvalitet i den forebyggende indsats alle steder i landet. Det kræver mod at tænke langsigtet og på tværs af kasser, så vi får mest mulig sundhed for pengene og færre multisyge.