Diabetesforeningen: Mangel på politisk mod har omkostninger for folks sundhed

DEBAT: Afgifter på usunde produkter, offensiv sundhedsfremme og forebyggelse af sygdomme burde have politisk topprioritet, men desværre svigter modet alt for ofte politikerne, når det bliver alvor, mener direktør i Diabetesforeningen. 

Af Henrik Nedergaard
Administrerende direktør i Diabetesforeningen

Når den nye nationale sundhedsprofil viser, at halvdelen af os er overvægtige, er det tindrende klart, at det ikke alene skyldes den enkelte danskers appetit. Det skyldes i mindst lige så høj grad de strukturer, der hver dag, livet igennem, regulerer vores adfærd.

Er det nemt at bruge cyklen i sin hverdag, eller giver det kun mening at køre i bil? Er den sunde mad billig og tilgængelig, eller er der nemmere adgang til franske hotdogs og cigaretter?

Fremmer de strukturer, vi – via vores folkevalgte politikere – har mulighed for at ændre på, folkesundheden eller det modsatte?

Her kan og bør der sættes ind. Der er ingen tvivl om, at der kan gøres en mærkbar forskel med en konsekvent og målrettet prioritering af folkesundheden.

Uambitiøs slingrekurs
Vores appel til politikerne er derfor klar, de bør finde det politiske mod til i langt højere grad at benytte forebyggende og sundhedsfremmende tiltag på et strukturelt plan. Det er bydende nødvendigt.

Desværre ser vi alt for ofte det modsatte. Resultatet er en uambitiøs slingrekurs, hvor de gode enkeltstående initiativer kommer til at virke som halvhjertede tjat frem for slag, der føres helt igennem.

Med udsigten til 430.000 danskere med type 2-diabetes om blot 12 år, er det på høje tid med et regulært paradigmeskifte blandt vores folkevalgte beslutningstagere. Et paradigmeskifte, der sætter en klar retning med en sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende politik.

Potentialet er enormt. Det er bare at have modet til at gå i gang!

Rygeloven og folkeskolereformen var en succes
Det mest kendte og succesfulde eksempel i nyere tid på et folkesundhedsmæssigt gavnligt tiltag er rygeloven.

Trods store diskussioner i begyndelsen har rygeloven med sit miks af reguleringer og forbud, som sigter på at begrænse rygning i det offentlige rum, været en stor succes. Den har afgørende flyttet på hele opfattelsen af det at ryge tobak i det offentlige rum, skabt røgfri miljøer på utallige arbejdspladser og institutioner og dermed helt konkret forbedret folkesundheden.

Men hvorfor er rygeloven ikke fulgt op af massive prisstigninger på tobak?

Et andet eksempel på et ansvarligt tiltag, som politikerne skal have ros for, er den seneste folkeskolereform. Her tog man ansvar for at sikre, at skolebørn hver dag skal have 45 minutters daglig bevægelse. Vi ved fra dansk forskning, at børn, der fik seks ugentlige idrætstimer i skolen sammenlignet med de normale to, næsten halverede deres risiko for type 2-diabetes og blev mindre overvægtige. Det er effektiv, konkret politik, der løfter folkesundheden til gavn for alle. Hold fast i det.

Men hvorfor er det ikke fulgt op med indsatser, der gør det sværere for børnene at slukke tørsten i gigantiske sodavand og købe billige kæmpeposer af slik?

Hvorfor tøve med at sætte priserne op?
Når det gælder afgiftspolitikken, bliver underprioriteringen af folkesundheden tydelig: Afgiften på sukker og sodavand er sænket, og momsen er stadig den samme på sunde og usunde madvarer. Cigaretterne er stadig så billige, at antallet af unge, der begynder at ryge, stiger.

Hensyn til grænsehandel og detailhandlens mulighed for at sælge sodavand og slik til spotpriser sættes desværre højere end hensynet til folkesundheden. 

Hvis folkesundheden ikke kommer i højsædet i den førte politik gennem eksempelvis flere afgifter og en langt mere offensiv tilgang til sundhedsfremme og forebyggelse af sygdom, kommer vi til at stå med både massive sundhedsmæssige og økonomiske udfordringer. 

Det er trist, at løsningerne er så oplagte, som tilfældet er, som eksempelvis en offensiv brug af afgiftspolitikken skitseret her, og som er blevet fremhævet af et utal af eksperter og kommissioner gennem tiderne. Men trist at vi stadig ikke formår at gøre det, vi ved, virker.

For Diabetesforeningen er prioriteringen helt klar: Folkesundheden og bedre muligheder for at træffe det sunde valg bør altid vægte højest.

Vi venter med spænding på, hvor lang tid der skal gå, før vi ser en tilsvarende klar og konsekvent prioritering fra politisk side. Det er alt for dyrt at lade være.

Forrige artikel Kræftalliancen: Lad os redde liv med danske sundhedsdata Kræftalliancen: Lad os redde liv med danske sundhedsdata Næste artikel DepressionsForeningen: Uansvarlig opførsel af Læger For Aktiv Dødshjælp DepressionsForeningen: Uansvarlig opførsel af Læger For Aktiv Dødshjælp