Fodterapeuter: Fodplejeres påstande betyder intet for patientsikkerheden

REPLIK: Sammenslutningen af Danske Fodplejere kommer i debatten om offentlige fodbehandlinger med alvorlige anklager mod fodterapeuterne. Vi ønsker hverken monopoltilstande eller fører en skræmmekampagne, mener Danske Fodterapeuters formand.

Af Tina Christensen
Formand, Danske Fodterapeuter

Det er nogle alvorlige anklager mod fodterapeuterne, som formanden for Sammenslutningen af Danske Fodplejere, Linda Dam Havmøller, kommer med i et indlæg på Altinget.

Påstanden er, at vi skævvrider debatten, fører kampagne og skræmmer politikerne for at opnå monopol.

Lad mig indledningsvis slå fast, at vi på ingen måde fører en kampagne, men tværtimod har et ønske om så oplyst en debat som muligt.

Samtidig ønsker vi fri konkurrence og plads til fodplejerne på markedet for fodpleje til raske danskere.

Skaber ikke monopol at lukke hul i loven
Når vi taler om patienter i form af pensionister eller udsatte borgere, der på grund af sygdom eller komplikationer har et behov for fodbehandling, er det naturligt, at det offentlige stiller krav til behandlernes kundskaber for at sikre kvalitet og patientsikkerhed.

På samme vis, som det offentlige stiller krav til, at man skal have en særlig uddannelse, hvis man vil være læge eller sygeplejerske i det danske sundhedsvæsen.

Her tillader vi os blot at gøre opmærksom på, at der i dag er et hul i loven, der gør det muligt for kommunerne at yde tilskud til fodbehandlinger uden at stille krav om autorisation med deraf følgende patientsikkerhed.

At lukke hullet i loven vil ikke monopolisere fodplejen, men øge patientsikkerheden for de borgere, der har et behov for det, og som har en forventning om, at det følger med offentlige tilskud.

Autorisation er lig kvalitetssikring
At stille krav til patientsikkerhed og kvalitetssikring i forbindelse med behandlinger, som det offentlige yder tilskud til, er helt centralt for den måde, som vi har indrettet det danske sundhedsvæsen på.

Autorisationen er det lovmæssige grundlag for behandlingen af patienter, og det er lig med krav og kontrol med alt fra uddannelse til hygiejne og journalføring.

Intet er overladt til tilfældighederne, og alle krav er sat i verden for at give patienterne den bedste behandling og størst mulige patientsikkerhed.

Denne struktur eksisterer ikke inden for private plejetilbud. Derfor er der ingen garantier for, hvad kommunerne får for deres penge, når de benytter fodplejere.

Det er ikke en beskyttet titel. Der findes heller ikke en ensartet godkendt uddannelse, og der føres ingen kontrol med fodplejeklinikker.

Borgerne bliver vildledt
Det er en betydelig udfordring, at borgere og kommuner har svært ved at gennemskue de afgørende forskelle i behandlingstilbuddene og patientsikkerheden.

Det skyldes blandt andet kommunernes prisaftaler med fodplejere, som mange pensionister opfatter som en blåstempling af behandlingen.

Fodplejerformanden Linda Dam Havmøller illustrerer det selv i sit indlæg med påstande, som umiddelbart kan lyde plausible, men som ingen betydning har for borgernes patientsikkerhed.

At uddannelsen er godkendt af Skat, fortæller os intet om kvaliteten af den uddannelse, som eleverne får. Der er heller ingen offentlige myndigheder, der fører kontrol med undervisningen eller eksaminerne.

Selvopfundne titler såsom lægeeksaminerede kliniske fodplejere sender fejlagtigt et signal om, at plejeren er en del af sundhedsvæsenet, og det er ligeledes med til at lægge et slør over de reelle forskelle i de to behandlingstilbud.

I det mindste bør borgerne have en reel chance for at gennemskue, hvad de får eller ikke får, når de vælger, hvem der skal sikre deres fodsundhed.

Misforstår ventetid for borgerne
Linda Dam Havmøller påstår også, at ventetiden vil stige, hvis fodbehandling med kommunalt tilskud kun sker hos statsautoriserede fodterapeuter.

Den ventetid, som hun henviser til, handler udelukkende om patienter med tilskud fra regionen og har ikke noget med ventetiden for borgere med helbredstillæg at gøre.

Samlet set er vi 2.000 fodterapeuter til at varetage behandlinger med offentligt tilskud. Det svarer til samlet set til omkring 20 fodterapeuter i hver kommune, og antallet stiger hvert år.

Nytter ikke med uautoriserede plejere
Hvis sundhedsmyndighederne vil sikre, at alle diabetespatienter får samme kvalitet og patientsikkerhed i fodbehandlingen, nytter det heller ikke, at diabetespatienter i de laveste risikogrupper bliver behandlet af uautoriserede plejere.

For diabetespatienter i risikogruppe to, der er den næstlaveste gruppe, har også komplikationer. De har begyndende nedsat følesans og behandlingskrævende fejlstillinger i fødderne.

De har derfor risiko for at få fodsår og bør kun behandles af en autoriseret fodterapeut. En anbefaling, som Diabetesforeningen også støtter op om.

Fører ingen skræmmekampagne
Danske Fodterapeuter fører ikke en skræmmekampagne, men er som en professionel organisation, der består af autoriserede sundhedspersoner, optaget af, at patienterne har garanti for kvalitet og sikkerhed i behandlingen.

Derfor ser vi et behov for at oplyse om det hul i loven, der kan ramme uvidende pensionister og udsatte borgere, som ikke er klar over, at kommunalt tilskud ikke automatisk indeholder den patientsikkerhed, der eksisterer i resten af sundhedssektoren.

Vi foreslår derfor et naturligt krav om autorisation i behandlingen på lige fod med andre sundhedsydelser.

Det er vi ikke de eneste, som siger.

Diabetesforeningen, Gigtforeningen, Dansk Handicap Forbund og samtlige organisationer i Sundhedskartellet bakker op om kravet om autorisation i behandlingen for tilskud til fodbehandling.

Forrige artikel Forebyggelsesformand: Cigaretter til 40 kroner er ikke en grundlovssikret ret Forebyggelsesformand: Cigaretter til 40 kroner er ikke en grundlovssikret ret Næste artikel Yngre Læger: Speciallæger skal i front på akutafdelingerne - og ikke bare som tilkaldevagt hjemmefra Yngre Læger: Speciallæger skal i front på akutafdelingerne - og ikke bare som tilkaldevagt hjemmefra