Fodterapeuter: Kassetænkning får fagligheden til at forsvinde i kommuner

DEBAT: Når kassetænkning i kommunerne lader sundhedsydelser ligge på socialområdet, skaber det sorte huller, hvor man ikke ved, hvad man får for pengene, mener Danske Fodterapeuter.

Af Tina Christensen
Formand, Danske Fodterapeuter 

Diabetes og gigt er to af de kroniske sygdomme, som rammer hver tredje dansker over 65 år. En aldersgruppe, der vil være vokset med 400.000 i 2040. 

Andelen af multisyge stiger samtidigt, og det varsler store udfordringer for sundhedsvæsenet, der kræver mere effektive behandlingsforløb, forebyggelse og bedre struktur.

I debatten om fremtidens sundhedsvæsen er der mange, som mener, at der skal nye kvalitetsstandarder til i kommunerne. 

Det er jeg enig i, men jeg synes, at der mangler fokus på de sundhedsydelser, som falder i andre "kasser" end dem, som kommunen ser som sundhedstilbud. 

For eksempel er der i dag sundhedsydelser, der ligger på socialområdet, og som mange kommuner ikke tænker på som sundhedsopgaver, fordi de ikke hører til den forvaltning, der har med sundhed at gøre. Og det er et stort problem – for det er måske de sundhedsydelser, der trænger til det største kvalitetsløft.

Ingen garanti udenfor sundhedsvæsenet
Sådan er det for eksempel med tilskud til fodbehandling, som ofte administreres af kommunernes pensionskontorer, fordi tilskuddet hører ind under lov om social pension. 

Men selvom det er et sundhedstilskud, stiller loven ikke krav om autorisation hos behandleren, hvilket betyder, at der bliver gået på kompromis med kvalitet og patientsikkerhed. Det er et sort hul i det kommunale sundhedstilbud, som svækker nye, gode initiativer, der har til formål at skabe sammenhæng i sundhedsvæsenet. 

Lad os give et eksempel: En ældre diabetiker med mindre alvorlige fodproblemer går til forebyggende fodterapi og kontrol hos en statsautoriseret fodterapeut.

Her kan han få tilskud til maksimalt fire behandlinger via regionen, fordi hans fødder ikke har en høj risiko for fodsår. Derudover har han et ekstra behov for fodbehandling, fordi han har hofteproblemer og ikke kan nå sine fødder selv. 

Det bevilger kommunen tilskud til, og han kan nu frit vælge, om han vil gå hos en fodterapeut eller en ikke-autoriseret plejer. Vælger han den billigste – som er plejeren – sender det ham uden for sundhedsvæsenet og stiller ham uden rettigheder og garanti for kvalitet. 

Men hvad sker der, hvis hans fødder begynder at vise tegn på alvorligere problemer, der kan lede til fodsår, når han er hos plejeren? Får han den korrekte behandling, der reducerer risikoen? Bliver hans behandling intensiveret hos fodterapeuten i tide? Får hans læge besked om den øgede risiko? Det ved vi ikke, og det har vi ingen garanti for, da det hele foregår uden for sundhedsvæsenet.

Paradoksal prioritering
Sat på spidsen betyder det, at det offentlige finansierer behandlinger, hvor man ikke ved, hvad man får for pengene, og heller ikke stiller nogen krav til det. 

Og det er til trods for, at det også er kronikere med for eksempel diabetes og gigt, der kan risikere at blive behandlet af ikke-autoriserede plejere uden for sundhedsvæsenet.

Det virker paradoksalt, når en kommune som Viborg er first movers ved at tilbyde alle sine borgere over 67 år at blive screenet for diabetes og hjerte-kar-sygdomme.

Og samtidig indgår en prisaftale med en privat fodplejeskole, hvor de negligerer kvaliteten og patientsikkerheden for de selvsamme diabetikeres fødder. For skolen kan udelukkende tilbyde pleje af ikke-autoriserede plejere, som jo ikke er en del af sundhedsvæsenet.

Bring faglighederne sammen
For nylig på National Diabeteskonference 2019 udtalte Christian Harsløf, direktør for ældre- og sundhedsområdet i Kommunernes Landsforening, at der er brug for at bringe fagligheder sammen for at håndtere udfordringer med flere kronisk syge. 

Og han efterspørger samtidig en samlet plan for sundhedstilbud i kommunerne.

Hvis det skal kunne lade sig gøre, er vi nødt til at tale om de sorte huller i sundhedsvæsenet, som blandt andet opstår på grund af kassetænkning, hvor fagligheden kan forsvinde. Ellers får vi ikke kapacitet til at behandle den voksende gruppe af ældre danskere med kroniske sygdomme. 

For vi har ikke længere råd til at sende ældre borgere til behandling et sted, hvor sundhedsvæsenets kvalitet og patientsikkerhed er ophørt.

Forrige artikel Pharmadanmark: Fokuser på patienter fremfor sektorer i medicindebat Pharmadanmark: Fokuser på patienter fremfor sektorer i medicindebat Næste artikel Formand: Tiltræk yngre læger med et godt uddannelsesmiljø på nye forløb Formand: Tiltræk yngre læger med et godt uddannelsesmiljø på nye forløb