Forfatter: Syge skal ud af beskæftigelsespolitikken

DEBAT: Den offentlige sagsbehandling og sociale sikring skal anerkende dokumenteret sygdom og deraf følgende nedsat funktionsniveau. Lægernes vurdering må ikke ignoreres, skriver Lisbeth Riisager Henriksen.

Af Lisbeth Riisager Henriksen
Cand.mag. og forfatter

I de senere år har den sociale sikring af borgere med dokumenteret sygdom og deraf følgende nedsat funktionsniveau været placeret under Beskæftigelsesministeriets ressort. 

Daværende beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) tog ved sin tiltrædelse i sommeren 2015 det sidste skridt ved også at placere lovgivningen om førtidspension herunder frem for som tidligere under Socialministeriet.

Men rent ideologisk trængte det beskæftigelsespolitiske paradigme allerede stærkt igennem under daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) fra 2012 og frem i forbindelse med hendes reformer af lovgivningen om førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp, herunder indførelsen af ressourceforløbet og paradigmet derom. 

Det har været til meget stor skade for mange af de mennesker, som er blevet ramt af lovgivningen og den forvaltningspraksis, som er fulgt i kølvandet herpå.

Lægers vurdering bliver ignoreret
Der er alt for mange eksempler på, at man forsøger at udvikle arbejdsevne hos dokumenteret svært syge borgere, at der alene fokuseres på en hypotetisk restfunktion, og at disse menneskers helbredstilstand forværres yderligere alene som følge af sagsbehandlingen.

Når de faglige skøn fra patientens egne læger ikke vægtes så højt eller direkte ignoreres i vurderingen af borgeres sager, så taber disse borgere sikkerheden for at blive behandlet værdigt og retfærdigt af samfundet, det vil sige sikkerheden for, at der bliver taget tilstrækkelige hensyn til deres helbredsproblemer og de hermed relaterede omstændigheder, som påvirker funktionsevnen.

Presset på det lægelige skøn og presset på patientens rettigheder og retssikkerhed er to sider af samme sag.

Det er uretfærdigt og uværdigt at behandle mennesker med kroniske sygdomsproblemer eller andre varige fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser med samme alen som folk, der alene har ledighedsproblemer.

Og det er kontraproduktivt og nedbrydende for dem at gennemgå beskæftigelsespolitiske foranstaltninger, der trodser lægelige vurderinger om, at for eksempel et ressourceforløb er kontraindiceret og kan være helbredsskadeligt. 

Det ville i øvrigt også spare samfundet for betydelige udgifter til sundhed og beskæftigelse, hvis man respekterede disse menneskers sygdomme og funktionsnedsættelser.

Borgerforslag på vej
I dag bruger beskæftigelsessystemet alene mange milliarder kroner årligt på meningsløse og potentielt helbredsskadelige aktiviteter, som kun gavner konsulentindustrien.

Sundhedssystemet bruger ligeledes mange midler på at rette op på beskæftigelsessystemets skader og på at skrive attester, som man ikke læser i beskæftigelsessystemet. 

På den baggrund har jeg, sammen med otte andre, stillet følgende borgerforslag:

  • Den offentlige sagsbehandling og sociale sikring af borgere med dokumenteret sygdom og deraf følgende nedsat funktionsniveau bør flyttes over i social- og sundhedspolitikkens ressort.
  • Sagsbehandlingen skal anerkende dem som værende syge og respektere deres helbredsmæssige begrænsninger, herunder tage værdige hensyn til deres helbredsproblemer og andre hermed relaterede omstændigheder, som påvirker funktionsevnen.
  • Det indebærer, at lovgivningen skal genindføre anerkendelse af den lægefaglige dokumentation fra patientens egne læger og af lægernes faglige skøn som en afgørende og helt central del af sagsbehandlingen og arbejdet med at hjælpe syge på kanten af arbejdsmarkedet.
  • De læge- og sundhedsfaglige skøn fra patientens egne læger skal gives forrang over beskæftigelsespolitiske prioriteringer og have størst vægt i den samlede politik og forvaltning. Andenhåndsvurderinger gjort af læger, der som konsulenter for kommunen alene udøver deres skøn på baggrund af de vurderinger, der er gjort af de læger, der har undersøgt borgeren, må aldrig have forrang i forhold til de vurderinger, der er gjort af læger, der faktisk har undersøgt borgerne og kender deres historie.

Forrige artikel Sundhedsstyrelsen: Derfor skal vi satse på forebyggelse Sundhedsstyrelsen: Derfor skal vi satse på forebyggelse Næste artikel KL: Børn og unge med psykiske diagnoser skal have bedre tilbud – ikke flere KL: Børn og unge med psykiske diagnoser skal have bedre tilbud – ikke flere