Debat

Sundhedssikring: Svar på sundhedsvæsenets udfordringer skal findes i de digitale løsninger

Digitale sundhedsløsninger åbner døren til en masse fordele. De bidrager til at strømline sundhedssystemet ved at reducere ventetider, det administrative arbejde og giver patienterne større frihed, skriver Per Gade, fagdirektør hos Dansk Sundhedssikring. 

Digitale sundhedsløsninger ikke kun er en nødløsning, men en værdifuld mulighed for at sikre hurtig og let adgang til sundhedsydelser, skriver Per Gade. 
Digitale sundhedsløsninger ikke kun er en nødløsning, men en værdifuld mulighed for at sikre hurtig og let adgang til sundhedsydelser, skriver Per Gade. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Sundhedsvæsenet står over for massive udfordringer, og der skal handles hurtigt.

Ud over lange ventelister vil der i 2030 mangle 40.000 ansatte, hvis vi kører sundhedsvæsenet, som vi gør i dag.

En af løsningerne for sundhedsvæsenets udfordringer findes i digitale løsninger, og den gode nyhed er, at danskerne allerede har taget dem til sig. Patienterne griber i stigende grad muligheden for at konsultere læger, fysioterapeuter og psykologer online.

Læs også

I Dansk Sundhedssikring har 225.000 af vores omkring 575.000 kunder adgang til online lægekonsultationer. I sommerperioden, hvor mange danske læger er på ferie, benyttede 25 procent af vores kunder sig af online-konsultationer, hvilket er ny rekord.

Samme udvikling gør sig gældende ved digital fysioterapi, hvor ti procent af vores kunder foretrækker digital fysioterapi frem for fysisk fremmøde, og det tal er stigende.

Det understreger, at digitale sundhedsløsninger ikke kun er en nødløsning, men en værdifuld mulighed for at sikre hurtig og let adgang.

’Internetpsykiatri’ og onlineterapi

For at forstå mulighederne ved digitale sundhedsløsninger er mental behandling et godt eksempel. Online psykologsamtaler via en skærm har oplevet en stor fremgang.

For blot to år siden var 95 procent af alle psykologkonsultationer i Dansk Sundhedssikring fysisk fremmøde. I dag udgør fysisk fremmøde kun halvdelen af konsultationerne, og den udvikling ser ikke ud til at stoppe

Per Gade
Fagdirektør, Dansk Sundhedssikring

For blot to år siden var 95 procent af alle psykologkonsultationer i Dansk Sundhedssikring fysisk fremmøde. I dag udgør fysisk fremmøde kun halvdelen af konsultationerne, og den udvikling ser ikke ud til at stoppe.

Det er blandt andet en succes, fordi onlineterapi giver patienterne mulighed for at fordybe sig mere i samtalen i et trygt og velkendt miljø uden at skulle forlade hjemmet.

Selvom samfundet i stigende grad erkender vigtigheden af mental sundhed, er det desværre stadig præget af tabu, når det kommer til at søge hjælp hos en psykolog.

Mange kan føle sig tilbageholdende med at skulle møde op fysisk hos en psykolog, og det giver derfor tryghed, at kunne gøre det online.

Men kan den digitale løsning måle sig med et ”klassisk” behandlingsforløb? En svensk undersøgelse fra 2023 viser, at digital terapi i mange tilfælde er lige så god som den almindelige ansigt-til-ansigt-samtale, især når det gælder angst og depression, der udgør en stor del af behandlingerne på det mentale område.

Læs også

Selvom digital terapi viste sig at være effektiv under coronapandemien, er det terapeuterne selv, der udviser forsigtighed og tøven med hensyn til at omfavne den digitale udvikling. Inden for nogle områder er man gået tilbage til tiden før pandemien, hvor konsultationerne hovedsageligt foregik fysisk.

I Region Syddanmark har man god erfaring med at tilbyde behandling af patienter for angst og depression online. 

I 2022 fuldførte omkring 80 procent af de patienter, der deltog i behandlingsforløbet hos regionens såkaldte 'Internetpsykiatri', og de fleste oplevede en markant forbedring efter onlinebehandling.

I Region Syddanmark oplever de, at ventetiden i internetpsykiatrien er væsentligt kortere end hos de privatpraktiserende psykologer. 

De forventer, at når 'Internetpsykiatrien' i 2024 får midler til at behandle næsten dobbelt så mange syddanskere som i dag, vil det kunne nedbringe ventetiden hos de privatpraktiserende psykologer, som i øjeblikket er på 33 uger i gennemsnit. 

Genoptræning hjemmefra

Mulighederne for digitale løsninger stopper ikke kun ved online-konsultationer. I Københavns Kommune har man siden 2011 arbejdet med digitale genoptræningsforløb, hvor omkring fem procent af træningsprogrammerne nu er digitaliserede. 

Sundhedsvæsenet er allerede i gang med at implementere de digitale løsninger, men vi skal være meget mere ambitiøse, hvis vi skal have et solidt sundhedsvæsen i fremtiden

Per Gade
Fagdirektør, Dansk Sundhedssikring

Det svarer til, at et tusind borgere har gennemgået deres træningsforløb med digital støtte. Det har ført til større tilfredshed blandt borgerne og vist sig at have samme positive effekt som ved personlig træning. 

Kommunens oplevelse er, at genoptræningsforløb online er med til at sætte borgerne fri, så de selv kan bestemme på hvilket tidspunkt af døgnet, de vil træne.

Det giver mulighed for selv at indrette sin genoptræning i forhold til døgnrytme. Selvom den personlige kontakt mellem fysioterapeut og borger ikke forventes at forsvinde, så er det en effektiv måde at frigive ressourcer på. 

Digitale løsninger giver større frihed

Digitale sundhedsløsninger åbner døren til en masse fordele. Det bidrager til at strømline sundhedssystemet ved at reducere ventetider, det administrative arbejde og giver patienterne større frihed.

Sundhedsvæsenet er allerede i gang med at implementere de digitale løsninger, men vi skal være meget mere ambitiøse, hvis vi skal have et solidt sundhedsvæsen i fremtiden.

Vi skal turde at tage alle muligheder i brug og måske ligefrem forlange, at visse faggrupper implementerer de løsninger, vi allerede nu ved, der virker. Det kunne være inden for genoptræning eller inden for mental sundhed.

Mulighederne er mange, og det er tydeligt, at patienterne er medspillere i forhold til udviklingen.

Min klare opfordring til sundhedssektoren og myndighederne er at tage velovervejede, men raske skridt ud i den verden, hvor patienter, borgere og kunder allerede står klar til at modtage fremtidens digitale sundhedsydelser.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00