Debat

Seks forskere: Regeringen lukker studiepladser i sygepleje, mens sundhedsvæsenet brænder

Aftalen om "flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark" kommer til at lukke 75 studiepladser på kandidatuddannelsen i sygepleje på Aarhus Universitet. Kandidaterne går hvert år ud og forbedrer det sundhedsvæsen, der brænder under os, skriver lektorer og professorer på Aarhus Universitet.

Afvis Aarhus Universitets indstilling om at lukke 75 studiepladser i kandidatuddannelsen i sygepleje i Emdrup, skriver professorer og lektorer på Aarhus Universitet.
Afvis Aarhus Universitets indstilling om at lukke 75 studiepladser i kandidatuddannelsen i sygepleje i Emdrup, skriver professorer og lektorer på Aarhus Universitet.Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringen har indgået en politisk aftale om "flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark" og har i den forbindelse pålagt universiteterne enten at lukke eller udflytte fem til ti procent af studiepladserne.

Her har Aarhus Universitet valgt at indstille til en lukning af hele kandidatuddannelsen i sygepleje ved Aarhus Universitet i Emdrup.

Dette kommer til at påvirke godt 75 studiepladser, der udgør 50 procent af den samlede andel sygeplejekandidater, der uddannes på årsbasis på Aarhus Universitet.

Kandidater, der hvert år går ud og forbedrer det sundhedsvæsen, der brænder under os. Det virker ikke som den mest gennemtænkte beslutning – hverken den politiske aftale eller Aarhus Universitets indstilling.

Indlæggets afsendere
  • Professor Pia Dreyer, Aarhus Universitet
  • Professor Anne Brødsgaard, Aarhus Universitet
  • Professor Annelise Norlyk, Aarhus Universitet
  • Lektor Anita Haahr, Aarhus Universitet
  • Lektor Ingrid Poulsen, Aarhus Universitet
  • Lektor Sanne Angel, Aarhus Universitet

Politisk virker det vel nærmest selvmodsigende først at ønske sig flere uddannelsesmuligheder og så pålægge lukning af pladser.

Og hvad Aarhus Universitet angår, ofrer man sygeplejerskerne for med egne ord at skåne tandlægeuddannelsen og lægeuddannelsen, som hverken er indstillet til at lukke eller udflytte pladser.

Regeringens udspil bunder i et fint ønske om "flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark", men hvis universitetets indstilling bliver en realitet, vil det ikke længere være muligt at tage en kandidateksamen i sygepleje i hovedstaden.

Eftersom omkring 1,5 millioner mennesker af Danmarks befolkning faktisk bor i København, ville det faktisk have været mere rationelt at etablere flere studiepladser, da disse bidrager til at holde ambitiøse sygeplejersker fast i deres fag.

Lukningen må afvises

Gennem længere tid har vi hørt om massiv mangel på sygeplejersker, hvor der på landsplan er omkring 6.000 ubesatte stillinger, og regeringen har bevilliget uddannelse af 1.000 flere sygeplejersker, men hvem skal uddanne de sygeplejersker i eksempelvis København, hvis der ikke uddannes sygeplejersker, der kan undervise dem?

Så kære politikere: Aarhus Universitets indstilling om at lukke 75 studiepladser i kandidatuddannelsen i sygepleje i Emdrup må afvises.

Måske giver det mening at reducere eller udflytte uddannelser, hvor de færdiguddannede har svært ved at få job, men dette er slet ikke tilfældet for kandidater i sygepleje. Tværtimod.

Kandidater i sygepleje finder hurtigt job som kliniske specialister, undervisere eller ledere, og der er hårdt brug for dem i en virkelighed i både kommuner og på hospitaler, hvor der massivt mangler sygeplejersker.

Gennem længere tid har vi hørt om massiv mangel på sygeplejersker, men hvem skal uddanne de sygeplejersker, hvis der ikke uddannes sygeplejersker, der kan undervise dem? 

seks professorer og lektorer på Aarhus Universitet
Se afsenderne i faktaboksen

Måske gav det mening, dengang den politiske aftale blev indgået, men nu – en pandemi senere – ser verden anderledes ud, og der er hårdt brug for sygeplejersker på alle niveauer, også kandidatuddannede sygeplejersker og specielt i København.

Risikoen er, at sygeplejerskerne søger væk

Hvordan vil det så påvirke sygeplejefaget, herunder uddannelse, kvalitet og forskning, hvis vi ikke længere tilbyder, at sygeplejersker i København kan videreuddanne sig inden for eget fagområde?

Risikoen er, at sygeplejersker i stedet uddanner sig "ud af faget". Det vil sige, at de fremfor at tage en overbygningsuddannelse i sygepleje tager en overbygning inden for andre fagområder.

På den måde kan sygeplejen potentielt miste sundhedsprofessionelle talenter til andre fag, og dermed bliver manglen på sygeplejersker endnu større.

Kære politikere: Hvis I også i fremtiden gerne vil have et sundhedsvæsen med fagligt dygtige, stærke, kompetente og velreflekterede sygeplejersker både på hospitalerne og i kommunerne, er det altafgørende, at vi har et fag i udvikling.

Det kræver blandt andet sygeplejefaglige undervisere, ledere og kliniske specialister, der har en kandidatbaggrund i sygepleje. Derfor bør indstillingen om at lukke kandidatuddannelsen i sygepleje i Emdrup afvises.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne Brødsgaard

Professor i sygepleje, familiesygepleje og sundhedsfremme, Roskilde Universitet
Sygeplejerske, Næstved Sygeplejeskole; Sundhedsplejerske, Aarhus Universitet, afdelingen i København; Merkonom, Niels Brock; Master of Public Health, Københavns Universitet; Ph.d. i Sundhedsvidenskab, Syddansk Universitet

Annelise Norlyk

Professor, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet
Ph.d. i sygepleje (Aarhus Uni. 2009), cand.cur. (Aarhus Uni. 2004), sygeplejerske

Ingrid Poulsen

Forskningsfaglig leder i sygepleje, Amager Hvidovre Hospital, lektor på Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed, Afdeling for Sygeplejevidenskab
sygeplejerske, ph.d.

0:000:00