Plan om nye sundhedsuddannelser i Midt vækker bekymring i Nordjylland

En ny plan om at uddanne jordemødre i Horsens og radiografer i Herning risikerer at skade rekrutteringen til de nordjyske sygehuse, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V). Han bakkes op af kredsformanden for Jordemoderforeningen, der frygter udvanding af kvalitet og studiemiljø.

Statsminister Mette Frederiksen (S) og uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) på besøg på UCN i Thisted efter den politiske aftale om flere uddannelser uden for de større byer.
Statsminister Mette Frederiksen (S) og uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) på besøg på UCN i Thisted efter den politiske aftale om flere uddannelser uden for de større byer.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Signe Løntoft

Det vil blive markant sværere at rekruttere jordemødre og radiografer til de nordjyske sygehuse, hvis forligskredsen bag en ny politisk aftale godkender en plan om at oprette uddannelser til jordemoder og radiograf i Midtjylland.

Det siger regionsrådsformand i Nordjylland, Mads Duedahl (V):

"Vi står med en enorm udfordring i forhold til at skaffe arbejdskraft til sundhedsvæsenet i Nordjylland. Derfor forstår jeg ikke, hvis man træffer beslutninger, som underminerer de velfungerende sundhedsuddannelser, vi har i regionen." 

Fakta

Aftale flytter rundt på uddannelser

25. juni 2021 blev der indgået en politisk aftale om at øge optaget af studerende uden for storbyerne og mindske optaget i landets største byer.

Uddannelsesinstitutionerne kan under en række forudsætninger selv vælge, om de vil flytte uddannelsespladser til provinsen eller lukke studiepladser på deres centrale campusser.

Aftalen “Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark” blev indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Alternativet og Kristendemokraterne.

Den nordjyske professionshøjskole UCN uddanner i dag jordemødre og radiografer til både Region Nordjylland og Region Midtjylland.

Et bredt politisk flertal indgik i juni en aftale om at nedlægge eller flytte studiepladser ud af København, Aarhus, Odense og Aalborg. 

I kølvandet på aftalen har VIA University College sendt en ny institutionsplan til godkendelse hos Uddannelses- og Forskningsministeriet. Planen indfrier aftalens krav om at etablere nye uddannelsespladser i provinsen - og her er et af forslagene altså en uddannelse til jordemoder i Horsens og en uddannelse til radiograf i Herning.

Risikerer at lukke

I Nordjylland går bekymringen på, at udbud af to nye sundhedsuddannelser i Region Midtjylland med stor sandsynlighed vil medføre, at den kliniske uddannelseskapacitet i Midtjylland vil tilfalde VIA.

Dermed vil UCN ifølge rektor Kristina Kristoffersen kun have mulighed for at optage cirka en tredjedel af de nuværende studerende. I sidste ende kan det betyde, at udbuddene må lukke.

Det vil skabe store rekrutteringsudfordringer i Nordjylland og få fatale konsekvenser, siger Mads Duedahl. Han slår fast, at placering af sundhedsuddannelser handler om langt mere end uddannelsespolitik:

"Vi har et behov for at kunne tiltrække kvalificeret personale til vores sygehuse. Hvis det skal kunne lade sig gøre i Nordjylland, er det afgørende, at vi kan uddanne i nærområdet. Vi har jo set, hvor stor betydning det har, at vi nu kan uddanne læger i Aalborg. Så det er dybt bekymrende, hvis nogle af udbuddene af vores sundhedsuddannelser risikerer at forsvinde fra regionen," siger han.

Regionsrådsformanden bakkes op af Diana Kjærulff, som er kredsformand i Jordemoderforeningen i Nordjylland. Hun deler bekymringen for rekrutteringen, ikke mindst til de nordjyske fødesteder i Thisted og Hjørring:

”Vi kan se, at når de studerende kommer til Aalborg for at læse til jordemoder, bliver de ofte boende efter uddannelsen. Så uddannelsen er en vigtig brik i at sikre, at Nordjylland bliver ved at kunne tiltrække nok jordemødre."

Også i det østlige Danmark skal sundhedsuddannelser rykke ud af byerne. Her har en aftale om at flytte en tredjedel af studiepladserne til radiografuddannelsen fra København til Næstved skabt bekymring for fremtidig mangel på radiografer i hovedstadsområdet. Samtidig har Københavns Professionshøjskole set sig nødsaget til at nedlægge studiepladser på jordemoderuddannelsen trods stor mangel på jordemødre på hovedstadens fødegange.

Partierne bag den politiske aftale om udflytning af uddannelser mødes torsdag for at diskutere implementeringen.

Lettere at pendle den ene vej end den anden

Diana Kjærulff påpeger, at jordemoderuddannelsen på UCN er velrenommeret og har stor tyngde i forhold til både forskning og undervisningskompetencer.

"Jeg frygter, at der kan gå år, før man vil være i stand til at levere samme kvalitet, hvis man skal oprette en helt ny skole. Samtidig vil jordemoderuddannelsen og studiemiljøet på UCN blive udvandet, hvis de skal skære i antallet af studiepladser." 

Samme anke har Mads Duedahl:

"Vi har nogle stærke uddannelser, som alle er tilfredse med. Dem skal man ikke ind og gamble med. If it ain't broken, don't fix it."

Dit eget parti har jo været med i aftalen om udflytning af uddannelser ud fra nogle ønsker om at sikre uddannelsesmuligheder overalt i landet?

"Ja, men den her aftale har jo ikke besluttet at flytte jordemoderuddannelsen. Det er et ønske fra VIA, som forligspartierne skal forholde sig til, og jeg vil gerne råbe op og advare - også mit eget parti - om at det kan betyde en lukning af uddannelserne i Nordjylland. Og så ser jeg ind i en fremtid, der kan betyde mangel på jordemødre og radiografer, ligesom vi har manglet læger."

I Nordjylland får I til gengæld en ny bioanalytikeruddannelse i Hjørring. Må I ikke bare acceptere, at der både er fordele og ulemper ved en aftale om at flytte rundt på uddannelserne?

"Det understøtter faktisk min pointe, for grunden til at man vil flytte bioanalytikeruddannelsen er, at det er så svært for Nordjylland at tiltrække arbejdskraft, der er uddannet i Midtjylland. Vi kan ikke se det omvendte."

UCN har i forlængelse af den politiske aftale søgt om og opnået positiv prækvalifikation af et nyt udbud af bioanalytikeruddannelsen i Hjørring. Uddannelsen åbner til sommer. 

Bioanalytikeruddannelsen er hidtil blevet udbudt af VIA med forsyningsforpligtigelse til både Region Midtjylland og Region Nordjylland, men tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at kun 7 procent af dimittenderne i 2020 efterfølgende fik deres første job i Region Nordjylland. Til sammenligning fandt 18 procent af de dimitterende jordemødre og 21 procent af de dimitterende radiografer beskæftigelse i Midtjylland, selvom de var uddannet i Nordjylland.

"Det er lettere at pendle til Midtjylland, hvis du er bosat i Nordjylland, end omvendt," siger Mads Duedahl.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mads Duedahl

Regionsrådsformand (V), Region Nordjylland, 1. næstformand, Danske Regioner, medlem, Venstres Forretningsudvalg og Hovedbestyrelse
cand.scient.adm. (Aalborg Uni. 2013)

0:000:00