Analyse af 
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Heunicke blev reddet af corona. Men lige om lidt vender hans gamle problemer tilbage

Før corona var sundhedsvæsenet ved at gå til i frustration over S-regeringens slæbende fødder, når det kom til en yderst påkrævet sundhedsreform.

Magnus Heunicke er blevet folkekær under corona, men sundhedsvæsenets aktører er bekymrede for, om en kommende sundhedsaftale ender med hensigtserklæringer og symbolpolitik.
Magnus Heunicke er blevet folkekær under corona, men sundhedsvæsenets aktører er bekymrede for, om en kommende sundhedsaftale ender med hensigtserklæringer og symbolpolitik.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Corona-pandemien har været en stor ulykke for Danmark. Sygdom, død, arbejdsløshed og mistede livsværk har sat sine spor. Men kynisk set så har epidemien reddet sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fra at fremstå som komiske Ali i den sundhedspolitiske debat.

Det var ved at være situationen i starten af februar 2020, inden corona blæste alt andet af bordet.

Magnus Heunicke havde på det tidspunkt været sundhedsminister i over et halvt år. Sundhedsvæsenets tunge drenge og piger i KL, Danske Regioner, Lægeforeningerne og patientforeningerne var godt og grundigt trætte af, at regeringen ikke kunne give det mindste fingerpeg om tidsplanen og hovedlinjerne i den sundhedsreform, som alle råbte på.

De ser alle på en stigende ubalance i et ellers effektivt sundhedsvæsen, som mange andre lande misunder. Antallet af syge ældre vil kun fortsætte med at stige. Det samme gør antallet af nye behandlinger, mens antallet af sengepladser og sygehuse er skåret ned. En ligning, der så længe den ikke bliver løst, fremprovokerer mere og mere frustration.

Utilfredsheden kulminerede 6. februar 2020 efter en sundhedskonference på Nationalmuseet i København. Magnus Heunicke var gæstetaler på konferencen. Der blev sendt sigende blikke rundt ved bordene, mens Heunicke primært luftede de samme socialdemokratiske kæpheste om lægemangel og social ulighed, som han har gjort, siden han kom til.

Regeringens tanker om sundhedsformen – blev deltagerne ikke klogere på. Ikke nok i hvert fald.

Helt usædvanligt gik Danske Regioner, KL, Lægeforeningerne og andre personaleorganisationer bagefter sammen om et fælles brev til sundhedsministeren med den klare besked: Arbejdet med en sundhedsreform skal i gang nu. Og regeringen skal sætte en klar retning for sundhedsvæsenet. Ingen ville vente mere.

Så kom corona. Alle har været pressede til det yderste siden. Men nu kører udrulningen af vaccinen, og hverdagen normaliseres – og med normaliseringen kan det akutte ikke længere fortrænge det vigtige. Gammel utålmodighed vil flamme op igen.

Reformen der går i arv
Man kan åbenlyst godt argumentere for, at regeringen efter at have siddet blot syv måneder ikke kunne forventes at have en næsten færdig skitse til en reform klar. Sundhedsvæsenet bryder jo heller ikke sammen i morgen, næste år eller om tre år uden en reform.

Men utålmodigheden skyldtes også, at reformdebatten begyndte allerede under Lars Løkke Rasmussen-regeringen i 2015. Eller sagt med andre ord: Heunicke er tredje sundhedsminister på opgaven.

I aktørernes øjne er problemstillingerne vendt og drejet. Mange analyser ligger klar. Altså ikke sådan forstået, at reformbolden ligger en centimeter fra målstregen. Slet ikke. Der mangler at blive taget en masse beslutninger fra regeringens side, penge skal findes, arme på regioner, kommuner og læger skal vrides rundt, og svære kompromiser skal strikkes sammen. Men vi er ikke på bar bund.

Utilfredsheden med regeringen er forstærket af flere årsager. Regeringens arbejde med at lave en sundhedsreform stod langt fra øverst på Mette Frederiksens to-do-liste.

Og topstyringen fra Statsministeriet betød, at Sundhedsministeriet angiveligt intet måtte foretage sig i forhold til at forberede en reform. Arnes tur, klimaforhandlinger samt forhandlinger om politi- og pensionsaftaler holdt Statsministeriet og Finansministeriet beskæftiget.

Det andet irritationsmoment er, at selv om sundhedsvæsenets aktører er positivt stemt over for socialdemokratisk ledede regeringer, så har S-regeringen været svær at elske for de fleste aktører på sundhedsområdet.

Magnus Heunicke kan ikke inviteres til at tale nogen steder uden at holde et langt og indigneret indlæg om regeringens store fokus på at bekæmpe social ulighed i sundhed. Men regeringen opleves samtidig som fodslæberne over for en masse tiltag, som eksperterne peger på hurtigt kan indføres i form af afgifter, forbud og anden strukturel forebyggelse.

Har regeringen overhovedet en plan?
Regeringen ser ikke ud til at have en vision for det samlede sundhedsvæsen.

Socialdemokraternes sundhedsudspil fra før valget og det såkaldte forståelsespapir med støttepartierne og uofficielle møder med sundhedsministeren har ikke gjort topfolkene klogere på, hvad socialdemokraterne egentlig ønsker med det, de selv har døbt ”kronjuvelen i det danske velfærdssamfund”.

Godt nok har regeringen i to finanslove leveret gode bevillinger til sundhedsområdet og især psykiatrien. Og udligningsreformen sikrer flere penge til de fattige kommuner, som ventes at få flere sundhedsopgaver. Der er også stor ros til regeringen for at have sat arbejdet i gang med at lave en ti-årsplan for psykiatrien. Og regeringens fokus på lægemangel og bekæmpelse af ulighed er der stor sympati for.

Men regeringens planer om nærhospitaler, 1.000 ekstra sygeplejersker, ret til to dages indlæggelse for alle fødende og tjenestepligt i almen praksis – og mange af de andre tiltag – stritter i alle mulige retninger. Samtidig er der en del af forslagene, som man blandt aktørerne finder enten dårlige eller bare populistiske.

Irritationen skyldes også, at man ikke mener, at socialdemokraterne har troværdige svar på løsningen af deres topprioriteter omkring ulighed, lægemangel og mindre travlhed på hospitalerne.

Regeringens forsvarere mener derimod, at regeringen blot har en bedre sundhedspolitisk opskrift. Frem i bussen med sundhedstiltag, som er konkrete og til at forstå. Reformer, der styrer sygehussamarbejder og andre strukturelementer, skal komme så tæt på maskinrummet som muligt.

Vælgerne forstår det ikke og regner det egentlig som en selvfølge, at samarbejdet i sundhedsvæsenet sker på den mest effektive måde.

Statsministerens startskud i folketingssalen
Mette Frederiksen satte sidste år en deadline for en sundhedsreform til Folketingets åbningsdebat i oktober 2020. I debatten om sundhedsområdet spurgte De Konservatives formand Søren Pape, om sundhedsreformen kunne rykkes frem. Og til alles overraskelse var Mette Frederiksen pludselig klar.

”Jeps. Lad os rykke det frem. Lad os lave en bred sundhedsaftale næste år i Folketinget,” lød det pludselig fra statsministeren.

Sagt på en anden måde har regeringen hér et godt stykke inde i 2021 pludselig travlt. Det kan virke som lang tid til 31. december 2021, men den politiske kalender går hurtigt, ligesom det er uvist, hvornår Sundhedsministeriet, Finansministeriet og Statsministeriet reelt set kan slippe tøjlerne med corona-bekæmpelsen og får kræfter til at gå i krig med en reform af sundhedsvæsenet.

Det bliver samtidig heller ikke lettere af, at stort set alle chefer fra kontorchefniveau og op i Sundhedsministeriets departement og i flere af styrelserne har forladt deres stillinger, siden coronaen ramte Danmark.

Alt i alt er det forventningen, at S-regeringen vil fremlægge en markant mindre reform, end den VLAK-regeringen gik til valg på i 2019.

S-regeringens ministre har som bekendt allerede omdøbt reformen til en 'sundhedsaftale'. Både Mette Frederiksen og Magnus Heunicke har samtidig sagt, at der er mange af tankerne i Lars Løkkes sundhedsreform, som kan genbruges. Nedlæggelsen af regionerne annulleres, men de fleste venter, at man ligesom i Løkke-reformen lægger op til, at der i fremtiden skal laves mere forpligtende samarbejder mellem sygehuse, alment praktiserende læger og kommuner.

Et samarbejde, der skal centreres om de 21 akutsygehuse, som er strategisk placeret rundt i landet. De 21 sundhedsfælleskaber - eller sundhedsklynger, som de kaldes - skal for det første sikre bedre sammenhæng for de patenter, som bevæger sig på tværs af sundhedsvæsenet.

Dernæst skal de bidrage til en anden hovedbevægelse, som S-regeringen ligesom Løkke-regeringen ønsker gennemført i sundhedsvæsenet, hvor de praktiserende læger og kommunerne skal overtage en del af de opgaver, sygehusene har i dag.

Den gode og den dårlige nyhed
Det er en reform, man uden dramatik kan kalde en fremtidssikring af sundhedsvæsenet, og den er den naturlige konsekvens af de sidste 20 års sygehusnedlæggelser, specialisering af sygehusvæsnet, og af at antallet af ældre – læs storkunder i sundhedssystemet – stiger voldsomt de næste to årtier.

Opgaveflytningen væk fra sygehusene skal sikre, at sygehusene ikke løber tør for sengepladser, hænder og penge. Den åbenlyse fordel for patienterne skal være, at de slipper for den lange vej til de centrale sygehuse, og at sygehusene ikke sander til i patienter. Sagt med lidt lavere stemme er også, at man håber at spare penge, da sygehuse generelt er det dyreste sted at behandle patienterne.

Og det gode er, at sundhedsvæsenets aktører over en bred kam deler analysen. Det trælse er, at det er svært. Der skal flyttes rundt på opgaver og dermed milliarder af kroner mellem sundhedsvæsenets aktører. Uenighederne mellem regionerne, kommunerne og de praktiserende læger vil dukke op, når reformtiltagene bliver konkrete. Uanset, hvor meget de påstår at have ja-hatten på lige nu.

Og spørgsmålene er mange:

Hvor forpligtende og omfattende skal samarbejdet være mellem sygehuse, almen praksis, regioner og kommuner? Hvor mange patienter skal flyttes ud? Og de mange penge, der skal kanaliseres ud i sundhedsvæsenet uden for sygehusene, skal de tages fra sygehusene, eller er det ekstra penge?

Problemet er samtidig, at især de 98 kommuner og de 3.400 praktiserende læger er så svære at erstatte, at de de facto har vetoret, når der flyttes hegnspæle og opgaver i sundhedsvæsenet.

Frygten er, at sundhedsaftalen ender med at være hensigtserklæringer om bedre samarbejde internt i sundhedsvæsenet og vage mål om, at flere i fremtiden skal behandles uden for sygehusene. Måske garneret med, at regeringen omdøber de fælles kommunale og regionale sundhedshuse til nærhospitaler.

En omvendt Løkke-reform
I Løkkes sundhedsaftale var regionsnedlæggelsen og de 21 sundhedsfælleskaber rundt om sygehusene det store slagnummer. I reformudspillet var der dog også almindelige sundhedspolitiske tiltag hægtet bagpå så som nogle ekstra lægeambulancer og fri adgang til
fysioterapi.

Med den kommende sundhedsaftale ventes regeringen at vende strategien på hovedet. Dermed regner man med, at de håndgribelige løfter som de såkaldte nærhospitaler, to-dages garantien for fødende og tvangsudskrivningen af nyuddannede læger til almen praksis bliver det, som aftalen skal sælges på.

Samtidig har der også været signaler fra regeringen om, at reformerne af sundhedsvæsenet måske kommer i dryp og ikke i den big-bang-model, som Løkke præsenterede op til valget i 2019.

Flere har peget på, at Socialdemokratiet er bagud på point som entreprenør i sundhedsvæsenet. Venstre tilskrives æren for opgøret med ventelisterne, den veritable genopretning af kræftbehandlingen, strukturreformen og de landsdækkende sygehusbyggerier. Socialdemokraternes sundhedspolitiske pokaler er mindre kendte. En stor del af forklaringen er, at socialdemokraterne kun har haft magten i godt fem af de seneste 20 år.

På trods af det viser stribevis af meningsmålinger de seneste år, at vælgerne generelt tror mest på, at en socialdemokratisk ledet regering kan sikre det bedste sundhedsvæsen.

Ifølge de tilbagevendende valgundersøgelser fra Aarhus Universitet, så er det kun omkring 2001 og ganske få år frem, at Venstre kunne slå Socialdemokratiet som danskernes foretrukne på sundhedsområdet. Og under corona-pandemien er Magnus Heunicke som første sundhedsminister i nyere tid rykket ind blandt regeringens mest populære ministre, indikerer flere målinger. Regeringen har solidt flertal. Det har hverken minksagen eller den barske debat om genåbningen ændret på.

Så det kan sagtens være, at eksperterne mener, at sundhedsvæsenet står på en brændende platform. Men regeringen føler måske ikke, at dens egen sundhedspolitiske platform er i speciel brandfare. Der er heller ikke meget, som tyder på, at regeringen kan tabe et valg på ikke at levere en sundhedsreform som aftalt.

Uden en reform brød sygehusene ikke sammen 1. januar 2021. Og det gør den heller ikke i de næste par år. Men det er med sundhedsvæsener som med kloakker og jernbaner: Når de først er forældede og fejlbehæftede, så er genopretningen dyr og skræmmende langsom.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Magnus Heunicke

Miljøminister, MF (S)
journalist (DJH 2002)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00