Debat

Kræftens Bekæmpelse: Hæv aldersgrænsen for køb af alkohol til 18 år

DEBAT: En aldersgrænse på 18 år for køb af al alkohol er et skridt på vejen mod en sundere alkoholkultur, skriver forebyggelseschef Mette Lolk Hanak fra Kræftens Bekæmpelse.

Drukkulturen har mange år på bagen. Derfor kan det være svært at se, hvor absurd det er, at 60 procent af unge har alkoholdebut, før de er 16 år, skriver forebyggelseschef Mette Lolk Hanak.
Drukkulturen har mange år på bagen. Derfor kan det være svært at se, hvor absurd det er, at 60 procent af unge har alkoholdebut, før de er 16 år, skriver forebyggelseschef Mette Lolk Hanak.Foto: Pressefoto/Kræftens Bekæmpelse
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mette Lolk Hanak
Afdelingschef, Forebyggelse & Oplysning, Kræftens Bekæmpelse

Når weekenden står for døren og danske unge fester, bliver én øl ofte til flere – og for meget alkohol giver ikke kun ondt i håret dagen derpå.

Unge oplever nemlig ofte ulykker, vold, konflikter og usikker sex som følge af alkohol. Samtidig ved vi, at alkoholvaner grundlægges i ungdommen, og at unge, der drikker meget i ungdomsårene og/eller har en tidlig alkoholdebut, har øget risiko for et for højt alkoholforbrug, når de er voksne.

Det er bekymrende, for alkohol er forbundet med mere end 60 forskellige sygdomme, herunder kræft, og er en medvirkende årsag til danskernes relativt lave middellevetid sammenlignet med andre nordiske lande.

Kære politikere: Unge skal ikke stå alene med ansvaret for en sundere alkoholkultur. Det er et samfundsansvar at beskytte mindreårige mod alkohols skadevirkninger.

Mette Lolk Hanak
Afdelingschef i Forebyggelse & Oplysning, Kræftens Bekæmpelse

Unge vil gerne en ny alkoholkultur
Ingen tvivl om, at unge drikker for meget i Danmark, men der er også nye tendenser på vej.

I Kræftens Bekæmpelses og TrygFondens seneste undersøgelse af unges alkoholvaner ønsker seks ud af ti unge en mere rummelig alkoholkultur, hvor alle accepterer et 'nej tak' til alkohol, og over halvdelen mener, at det er utjekket at drikke sig meget fuld til fester.

Det er positive toner, som bør understøttes af politisk handling.

Drukkulturen i Danmark er stærk og har mange år på bagen, og derfor kan det være svært for os selv at se, hvor absurd det egentlig er, at 60 procent af unge har deres alkoholdebut, før de fylder 16 år, og at vi uden at blinke accepterer, at børn vælter fulde rundt på gader og stræder.

Lad os slå fast, at det er absurd, og at det ikke er normen i lande, som vi normalt sammenligner os med.

Forventer for meget af de unge
Mange forarges over mediehistorier om våde rusture, drukrejser til Prag og fulde gymnasieelever i Dyrehaven. Men forargelsen bliver desværre ikke omsat til handling. I stedet står vi berøringsangste på sidelinjen og forventer, at de unge selv kan ændre alkoholkulturen. Det duer ikke. Hvis vi skal af med guldmedaljen i druk for unge, kræver det politisk handling.

Jo lettere det er at skaffe alkohol, desto mere drikker unge, og derfor bør vi starte med at se på tilgængeligheden af alkohol i Danmark.

Læs også

Hæv aldersgrænsen til 18 år
Danmark er et af de lande i Europa, hvor det er lettest at få fat på alkohol.

Alkohol er billigt og kan købes alle steder – på alle tider af døgnet. Derudover er vi et af de få lande i Europa, hvor 16-årige kan købe alkohol. Det er tankevækkende, når vi ved, at højere aldersgrænser er en af de mest effektive måder at nedbringe alkoholforbruget blandt unge på.

Så kære politikere: Unge skal ikke stå alene med ansvaret for en sundere alkoholkultur. Det er et samfundsansvar at beskytte mindreårige mod alkohols skadevirkninger.

En aldersgrænse på 18 år for køb af al alkohol er et vigtigt skridt på vejen mod en sundere alkoholkultur. Det skylder vi fremtidens generationer af børn og unge.

Dokumentation

Temadebat: Skal alkohol tilbage på den sundhedspolitiske agenda?

De seneste år har alkohol fyldt ganske lidt på den sundhedspolitiske dagsorden, mens kampen mod rygning er løbet med opmærksomheden.

Nu giver Altinget i en temadebat ordet til en række centrale aktører, som vil give bud på, hvordan vi kan mindske sundhedsskaderne af et højt alkoholforbrug, hvorfor alkohol fylder lidt i forebyggelsesdebatten, og hvordan vi sikrer den bedste kvalitet i alkoholbehandlingen.

Her er aktørerne:
  • Andreas Rudkjøbing, formand, Lægeforeningen 
  • Anette Søgaard Nielsen, projektdirektør, Enheden for Klinisk Alkoholforskning, Syddansk Universitet
  • Gro Askgaard, postdoc og læge, Sjællands Universitetshospital, Køge
  • Jakob Demant, lektor, Sociologisk Institut, Københavns Universitet
  • Jette Skive (DF), formand, KL's sundheds- og ældreudvalg, og rådmand, Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune
  • Karin Friis Bach (R), formand, Danske Regioners Sundhedsudvalg, og regionsrådsmedlem, Region Hovedstaden
  • Kirsten Normann Andersen (SF), sundhedsordfører
  • Liselott Blixt (DF), sundhedsordfører
  • Martin Geertsen (V), sundhedsordfører
  • Mette Lolk Hanak, afdelingschef for Forebyggelse & Oplysning, Kræftens Bekæmpelse
  • Mikael Jakshøj, direktør, Novavi
  • Niels Hald, direktør, Bryggeriforeningen
  • Per Larsen (K), sundhedsordfører
  • Peter Konow, direktør, Alkohol & Samfund
  • Stinus Lindgreen (R), sundhedsordfører
  • Ulrik Becker, professor, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet

I Altingets temadebatter inviteres en række aktører til at skrive et debatindlæg om et aktuelt emne.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Lolk Hanak

Forebyggelseschef, Kræftens Bekæmpelse
cand.comm.

0:000:00