Det er en frastødende cocktail at fratage læger indflydelse, men samtidig give dem større ansvar

Det er ikke sket her, og man er nu løbet endeligt tør for gammel tillid fra amternes tid.

Samarbejdet mellem Danske Regioner og PLO blev aldrig til et partnerskab. Født som et dysfunktionelt partnerskab, hvor "to deler ansvaret og tager ti procent hver".

PLO har været ændringsresistente, ikke interesseret sig for læger med alt for mange komplekse patienter i underpriviligerede områder, haft fokus på gennemsnitlig forretning før faglighed og ikke formået at rydde op i egne rækker.

Al for meget aktivitet er rettet mod raske eller banalt syge i almen praksis set under et, alene fordi det genererer økonomi. Det er ikke bare spild, det ødelægger sundhedskompetencer og mestringsevne hos borgerne.

Hvis man vil forstå, hvor det nære sundhedsvæsen kan ende, kan man tage over på den anden side af Øresund.

Anders Beich
Speciallæge i almen medicin, praktiserende læge

Danske Regioner har til gengæld ikke været til at stole på og ikke taget ansvar, når de kunne.

Regionerne har i tiltagende omfang ladet hospitalerne afvise syge patienter, som egen læge har henvist, og man har flyttet kæmpeopgaver fra sygehus til egen læge uden at afgrænse andre aktiviteter i almen praksis.

Klinikkerne har ikke kunnet ånde, slet ikke der, hvor de syge var mange. Resultatet er udbrændte læger og manglende rekruttering til områder med allerstørst behov for fast læge og kontinuitet.

Nu vælger regeringen så en lovgivningsmodel. Man fratager lægerne næsten al indflydelse og til gengæld giver dem endnu større ansvar end det, som allerede løftes.

Det er en frastødende cocktail for enhver beskæftigelse, men især for et selvstændigt erhverv.

Det virker som afmagt eller kynisme fra regeringen, at man så brutalt satser på topstyring, og at man giver mere magt til Danske Regioner, som ikke har levet op til ansvaret i det partnerskab, som de selv har været med til at kvæle.

Spørgsmålet er, om dele af lovpakkens indhold vil kunne ændres, så der stadig vil være læger, der siger ja til at tage det fulde ansvar og blive selvstændigt praktiserende læger i fremtiden?

Det kræver jo, at der er noget indflydelse tilbage, når loven endeligt vedtages. Ellers bliver den skattebetalte familielæge historie, og egen læge bliver et privilegie for borgere med privat forsikring eller rede penge.

Man fratager lægerne næsten al indflydelse og til gengæld giver dem endnu større ansvar end det, som allerede løftes. Det er en frastødende cocktail.  

Anders Beich
Speciallæge i almen medicin, praktiserende læge

De fleste almenmedicinske speciallæger vil så blive ansatte i klinikker ejet af region eller kapitalfonde, hvor vi ved, at flere vil blive indlagt og henvist til sygehusene, og livreddende lægelig kontinuitet og personcentreret medicin mangler.

Men kunne nogle af ændringerne accepteres, hvis "Kongen skal have, hvad kongens er"?

I lovforslaget, som det ligger nu, skrives opgaverne, patienttal, åbningstider, direkte ind i lovgivningen, og regionerne kan sanktionere klinikker, de ikke mener, lever op til deres krav.

Kunne det være nyttigt, at opgaverne defineres bedre, både i forhold til forebyggelse af udbrænding og rekruttering af nye speciallæger?

Kunne man få styr på opgaveflytning til almen praksis, hvor man ser på den samlede kapacitet, der er til rådighed derude og vælger andre opgaver fra.

Lægesøgningstærsklen hos de sundeste er jo blevet stadigt lavere, og sundhed forveksles med undersøgelser.

Hvis opgavedefinitionen indeholder et "opgaveloft", som bakkes op politisk, og hvis man sikrer solid almenmedicinsk lægefaglig indflydelse på opgavebeskrivelsen i loven, så kan det måske være en del af kuren mod den stadigt stigende procentdel af udbrændte familielæger?

Det kræver, at det almenmedicinske faglige miljø/videnskabelige selskab tør træde i karakter og agere selvstændigt ud fra faglighed og etik med armslængde til PLO.

Det gælder udpegning af almenmedicinsk overaktivitet, prioritering uden sentimentalitet og afskaffelse af hyggeopgaver, vi har af ren affektion.

Differentieret patientantal handler om, at hvis vi vægter patienterne efter sygdomstyngde og objektivt behandlingsbehov, så kan alle landets læger få et antal patienter, de kan overkomme, og ingen anspores til at lave ydelser på sunde uden grund og fordærve de raskes sundhedskompetencer.

Hvis kerneopgaverne er veldefinerede, så kan arbejdsmængden afgrænses. Det udkast til national fordelingsmodel, der foreligger nu, er mislykket, nok fordi den er lavet, før opgavebeskrivelsen var på plads.

Målet er at få fordelt almen praksis geografisk, så alle borgere har en egen læge med lige adgang ved lige behov.

Det udkast til national fordelingsmodel, der foreligger nu, er mislykket, nok fordi den er lavet, før opgavebeskrivelsen var på plads.

Anders Beich
Speciallæge i almen medicin, praktiserende læge

Så har vi områder med mange multisyge patienter, mange med lav uddannelse, hvor lægen skal yde noget ekstra og derfor skal have færre patienter på listen. Det kan lade sig gøre at tilgodese disse behov, hvis alle parter vil det.

Når det gælder udvidede åbningstider, så er det slet ikke hverken de ældres, de syges eller svages behov, der her tilgodeses.

Det er fortravlede, sunde danskere, der finder det upraktisk, at de skal forlade deres arbejde for en konsultation hos lægen.

Det har en ulighedsskabende effekt, at man vil tilgodese dem med godt helbred, der sjældent har behov for at gå til lægen, i stedet for at sikre adgang for dem med stort behov i dagtiden overalt. Ud med denne fikse ide.

Endelig er det beskrevet, at regionerne kan sanktionere de praktiserende læger med alt fra påtaler til fratagelse af ydernummer, hvis de ud fra deres data ikke er tilfredse med en kliniks indsats/produktion.

Regionsklinikker er derimod ikke beskrevet til at skulle kontrolleres, og hvis de skulle, så må regionerne kontrollere sig selv?

Lægefaglig indsats og funktion, specielt i et speciale, hvor det handler så meget om det lægefaglige skøn, skal vurderes af fagfæller i et uafhængigt organ, og der skal ikke gøres forskel på, hvem der driver klinikken.

Der mangler lægefaglig forankring i hele lovforslaget, men her træder det måske tydeligst frem og vil virke svært anti-rekrutterende, når usikkerheden for de nye generationer øges på den måde. Det er en alvorlig ommer.

Det har en ulighedsskabende effekt, at man vil tilgodese dem med godt helbred, der sjældent har behov for at gå til lægen.

Anders Beich
Speciallæge i almen medicin, praktiserende læge

Summa summarum: Lægerne i almen praksis skal ikke beslutte, hvilke opgaver de skal løse hver især. Men udførelsen i den enkelte klinik skal bero på lægefaglighed og tilpasning til lokale forhold.

De lægefaglige selskaber må involveres og turde prioritere blandt alle de opgaver, man kan lægge i almen praksis.

Fordelingen af lægelicenser og patientantal kan først ske, når kerneopgaverne er definerede. Hvis man fortsat ønsker et netværk af selvstændigt praktiserende læger i Danmark, så skal der sikres en fortsat lægefaglig forankring og indflydelse i egen klinik, ellers vil alt for få binde an med det store ansvar, det er at være fast læge for syge patienter.

Regionerne skal ikke have udvidede sanktionsmuligheder over for praktiserende læger. Læg overvågningen i en upartisk myndighed. Udvidede åbningstider er helt unødigt for de borgere, som det primært handler om i fremtidens almen praksis.

Hvis man vil forstå, hvor det nære sundhedsvæsen kan ende, kan man tage over på den anden side af Øresund, hvor indsatsen er spredt fægtning og mangel på kontinuitet med vikarlæger i de mange vårdcentraler.