Læge og forskere: Hvem passer på patienterne, når medicinalindustriens profitjagt styrer udviklingen?

I et studie, vi for nylig publicerede, interviewede vi ni personer, der tog Wegovy. Flere beskrev sig selv som "forsøgskaniner" for et nyt præparat.

De var villige til at tage risikoen, fordi de håbede, at vægttabet ville reducere risikoen for kronisk sygdom. Men usikkerheden var tydelig: "Man ved jo ikke, hvad det gør om 20 år," sagde en deltager.

Hvem tager ansvaret?

Medicin er selvfølgelig grundigt testet, før det kommer på markedet. Men der er forskel på, hvordan risiko forstås i forskningen – og hvordan den opleves af forbrugerne.

Og her har medicinalindustrien et ansvar. I dag er langtidsopfølgning af medicin oftest kun baseret på farmakovigilans, som ikke giver det fulde billede, da det kun beskæftiger sig med bivirkninger.

Vi har brug for, at medicinalfirmaer som Novo tager et større ansvar for at forstå, hvordan deres medicin virker. Ikke blot bivirkninger, men hvordan den påvirker mennesker i deres liv, socialt og følelsesmæssigt.

Vi lever i et samfund, hvor en stor del af den behandling, vi tilbyder i det offentlige sundhedsvæsen, er drevet af industrien.

Katrine Tranberg Jensen, Asbjørn Guldhammer og Sofe Amalie Tomova-Olsen
Hhv. adjunkt, Københavns Universitet, læge, Region Midtjylland og ph.d-studerende, Københavns Universitet

Burde virksomhederne ikke have et etisk ansvar for systematisk langtidsopfølgning? For at undersøge effekten i underrepræsenterede grupper i forskningen som eksempelvis ældre, kvinder og børn? For at afdække subtile bivirkninger som tab af muskel- eller knoglemasse, eller sociale konsekvenser som øget kropspres?

Vi lever i et samfund, hvor en stor del af den behandling, vi tilbyder i det offentlige sundhedsvæsen, er drevet af industrien.

Derfor må vi stille det ubehagelige spørgsmål: Skal profit være styrende for, hvilken medicin vi udvikler – og hvordan vi følger op på den? Eller skal vi kræve, at etisk ansvar vejer tungere end bundlinjen?