Lægedirektør: Hvis du mener, at sexismedebatten er for højlydt, skal du lytte bedre efter

Af Thomas Senderovitz
Læge og direktør i Lægemiddelstyrelsen

Som mand, snart 55 år gammel og som øverste leder i en statslig virksomhed, har jeg et helt særligt ansvar.

Det er ansvaret for, at der på min arbejdsplads er fuldkommen lige muligheder for alle medarbejdere. Lige muligheder for at performe, for at udvikle sig, for at levere, for at trives.

Selvfølgelig har jeg ansvaret for, at virksomheden leverer resultater. Og netop dét er en vigtig del af mit budskab: Resultater bliver nu engang bedre, når medarbejderne arbejder med begejstring, motivation og i trivsel. Og når alle kompetencer tages i betragtning og anvendes til fulde.

Kræver inklusion
Det sidste kræver inklusion. Reel inklusion. Og denne reelle inklusion opnås ikke alene ved, at der er lige mange mænd og kvinder i forskellige funktioner på en arbejdsplads. At dette så stadig ikke er tilfældet i topledelser og bestyrelser gør kun problemet større.

Den for tiden meget ophedede debat om sexisme handler slet ikke kun om sexisme. Den handler heller ikke om, at vi som mænd pludselig ikke må give komplimenter. Eller at vi ikke må have humor på arbejdspladsen.

Og de ledere, der fortsat mener, at denne debat er for højlydt er simpelthen nødt til at lytte grundigere efter. Der er ikke ét eneste argument for, at man skal tillade groft krænkende og nedladende adfærd. Punktum.

Thomas Senderovitz
Læge og direktør i Lægemiddelstyrelsen

Selvfølgelig er sexisme og krænkende adfærd uacceptabelt. Det skal vi uden for enhver tvivl til livs, og det kan kun gå for langsomt.

Og de ledere, der fortsat mener, at denne debat er for højlydt er simpelthen nødt til at lytte grundigere efter. Der er ikke ét eneste argument for, at man skal tillade groft krænkende og nedladende adfærd. Punktum.

Mænd er ikke ofre i debatten
Det er i min optik forfejlet, hvis vi som mænd tager offertrøjen på og føler, at vi nu ikke længere kan give et ærligt, venligt kompliment (til enhver kollega). At vi som mænd ikke må se på en kollega i øjnene.

Det er dog meget vigtigt, at vi bliver meget bevidste om, at man som overordnet har et særligt ansvar og magtforhold. Med magt følger et særligt ansvar for hele tiden at evaluere sin egen opførsel og sikre, at man ikke misbruger denne magt.

Det er ikke en enkelt sort-hvid debat om krænkelse / ikke krænkelse. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at det er faktisk ok – måske endog nødvendigt - at vi mere eller mindre alle mænd føler os ramt. Føler, at vi har overset noget. Ikke som grove krænkere, selvfølgelig.

Skaber en mandsdomineret kultur
Heldigvis er det jo slet ikke tilfældet, at vi mænd bevidst krænker vore kvindelige kolleger og ansatte. Næ, vi bør føle os ramt, fordi vi formentlig i større eller mindre grad er (ubevidste) medbærere af en kultur, hvor kvinder og mænd ikke tages lige alvorligt.

Hvor vi ikke får lyttet til vore kvindelige kolleger på samme måde som på vore mandlige. Måske er vi endog tilbøjelige til at afbryde dem hyppigere.

Tager vi på cykelture sammen uden lige at få inviteret vores kvindelige kollega? Er tonen på arbejdspladsen etableret på vore vilkår, og vores opførsel dermed modelleret efter, hvad man som mand mener er det rigtige?

Får man derved skabt adfærd hos kvindelige kolleger, der egentlig er med til at skabe en mandsdomineret kultur, fordi ’det er dét, der åbenbart skal til for at blive hørt/set/få karriere´? Det handler altså i høj grad om årtiers forvredne kultur - og om argumenter mod kvinder.